tirsdag den 21. april 2015

En travl tid

Her er nogle af de ting jeg har foretaget mig i løbet af den sidste uge:
  • Købte for 200,- børnebøger i folkekirkens nødhjælp, som jeg donerede til Læs For Livet. Katching, dobbelt op på god samvittighed.
  • Pjækkede den ene dag fra latin og gik hjem og sov i næsten tre timer, og resten af dagen sad jeg bare som em zombie og gloede på computerskærmen.
  • Fandt en fantastisk tegneserie om en phd-studerende/gravhund HER
  • Kom til at gøre det klart at jeg troede at Confesio Augustana var det samme som Augustins Confessionis, en misforståelse som mange unge teologer begår, men jeg gjorde det altså foran HELE klassen.
  • Kæresten havde fødselsdag og det skulle fejres både med brunch med ham og hans mor, og om aftenen med nogle venner, og selvom det var rigtig hyggeligt, så tog det også mange af mine kræfter.
  • Mens Kæresten lavede mad, sad jeg og læste inspector Morse (bøgerne). Som teenager var jeg ret forelsket i ham der Morse, også selvom han var gammel, overvægtig og fordrukken. Jeg er godt inde i bog nr to nu, men jeg har endnu ikke helt bestemt mig til, om de kan leve op til alle mine teenagefantasier fra dengang.
  • Gav både Kæresten en rigtig gave og en for sjov gave. Jeg havde længe truet ham med at forære ham Barbara Cartlands samlede værker, men ved et rent lykketræf fandt jeg en Barbara Cartland LP, der indeholder tekster som "I wish to be sweapt away by a sheik, and we ride across the hot sand of the dessert", simpelthen så fantastisk forfærdeligt :)
  • Lortemobilen bliver ved med at gå ud, og jeg er snart tvunget til at købe en ny (men den er jo kun 3 år gammel). Desværre er der én enkelt og meget vigtig information som aldrig står i nogen af salgsannoncerne, og det er hvorvidt den pågældende telefon har en samarbejdsvillig ordbog. Jeg har ikke lyst til at spørge Kæresten om han vil have en luder, når alt jeg egentlig ville bare var at spørge, om jeg skulle købe et franskbrød.
  • Kæresten tog mig med ned på Aros hvor han nogle dage før havde set en rigtig fed udstilling. Jeg var ret træt efter at have fejret fødselsdag dagen før, men søndag var sidste dag, så vi kom af sted, og gudskelov for det. For det var rigtig nok en super fed udstilling. Udstillingen er som sagt lukket nu, men I kan se lidt billeder og læse om den HER
  • Min søster, hendes kæreste, Kæresten og jeg mødtes og gik en tur i skoven. Min søster og jeg bor i hver vores ende af landet, så det er sjældent at vi ses.
  • På universitetet i går sagde jeg ja til deltage i et hurtigt forsøg, hvor jeg skulle lægge nogle billederserier i rækkefølge. Jeg fik at vide, at det var noget med puslespil for børn, men jeg regnede ret hurtigt ud, at det handlede om 'læseretning', men sådan er det jo med den slags forsøg, man kan ikke fortælle deltagerne hvad det handler om uden samtidig at gøre dem opmærksomme på deres handlinger og derved manipulere med resultaterne.
I dag tillader jeg mig selv en fridag.

1 kommentar:

Hans Georg Lundahl sagde ...

Kom til at gøre det klart at jeg troede at Confesio Augustana var det samme som Augustins Confessionis, en misforståelse som mange unge teologer begår, men jeg gjorde det altså foran HELE klassen

Nej hvor pinligt!