søndag den 7. juni 2015

Tori Amos koncert

Anmeldelse af Tori Amos' koncert d. 6. juni 2015 på Egeskov slot

Til dem der ikke kender Tori Amos, så spiller hun på to klaverer SAMTIDIG.

Kæresten havde overrasket mig med billetter til Tori Amos' koncert på Egeskov slot. Jeg må indrømme, at på det tidspunkt han fortalte det, anede jeg stort set ikke hvem hun var, men det er jo derfor google og youtube blev opfundet.

Jeg har ikke været til koncert ret mange gange i mit liv, det har sjældent været udendørs, og aldrig før på et slot. Jeg var meget spændt på hvilke mennesker der ville komme. Jeg forestillede mig en masse rige mennesker siddende på den ene side, og nogle unge utilpassede alternativ rockfans på den anden, og så kunne de ellers sidde der og nedstirre hinanden gennem hele showet. Virkeligheden var lidt mindre tegnefilmsagtig. Hovedparten af de mennesker jeg så var iført en spøjs blanding af pænt og varmt tøj.

Jeg kunne ikke sidde stille. Hele tiden var der et eller andet der tiltrak sig min opmærksomhed. Jeg havde absolut ingen idé om hvad jeg skulle forvente, så alting var nyt og spændende. Jeg så en tidligere skolekammerats far, så jeg overvejede at drikke mig fuld og gå hen og fortælle ham en masse pinlige historier om hans datter, men ombestemte mig, da han stiller op til folketingsvalget og har sit ansigt på plakater over hele Fyn, så der er sikkert RIGELIGT med rablende idioter der kommer op og 'lige vil snakke lidt med ham'.

Opvarmningen kom på. De var egentlig ganske udemærkede, men disse to unge mennesker virkede på en eller anden måde bitte bitte små på en i forvejen ikke særlig stor scene, som to skrøbelige børn,

Så kom Tori Amos på. Grinende og sprællende som som en gazelle, som Puk i "En Skærsommernats Drøm". I sin grønne dragt og med det skrigende røde hår var det ingen hvem det var der skulle være aftenens centrum. Oppe foran scenen sad en lille men meget dedikeret gruppe fans og hvinede og klappede på behørig fanvis. Kæresten og jeg sad lidt længere omme bagved og skuttede os. Denne lille spilende spradebasse oppe på scenen og hendes musik fascinerede mig langt mere end de små klip på jeg havde set på TV og computer.

På den ene side var jeg fuldstændig bjergtaget, men samtidig ønskede jeg inderligt, at det snart ville stoppe, for det var simpelthen så pishamrende koldt. Ekstranummeret kom, og jeg var glad. Musikken havde startet en masse billeder og tanker til at fare rundt inde i mit hoved, men samtidig rystede jeg af kulde og glædede mig til at komme ind i en varm bil og så hjem i seng, men efter ekstranummeret kom der endnu et, og derefter endnu et. Jeg skævede nervøst til Kæresten. Han frøs også, men jeg ville ikke prøve at overtale ham til at gå før tid, han så så glad ud. Jeg var også glad, men hold da lige kæft hvor jeg frøs.

Aftenen sluttede, vi klappede, vi gik hjem. Egeskov slot (faktisk ethvert slot) var de perfekte rammer for sådan en koncert. På en sådan aften var Tori Amos forvandlet til en lille fræk skovånd, og det ville have været synd at spærre hende inde i en koncertsal eller en arena omgivet af høje betonhuse og biler. Dette var en eventyraften, og eventyr lever meget nemmere og mere naturligt i skove og på slotte.


Ingen kommentarer: