lørdag den 25. juli 2015

Om det evindelige selvhad

Forleden dag havde jeg en samtale, som jeg har haft 100 gange før med andre pædagoger/sygeplejersker/ect. Det burde ikke længere komme bag på mig, men det gør det. De kender jo min historie, de kender til anoreksien, bulimien, depressionen, selvskaden og selvmordsforsøgene, alle disse ting accepterer de med et sørgmodigt blik. Vi taler om traumer, stress og andre påvirkningsfaktorer, men engang imellem snakker vi også om selvhaddet. Jeg nævner det ikke så tit, mest fordi jeg ser det som den mest selvfølgelige selvfølgelighed. Selvfølgelig hader/hadede jeg mig selv, hvordan kunne jeg ellers få mig selv til at gøre alle disse væmmelige ting ved mig selv? Men hver eneste gang jeg taler om det med pædagogerne, så bliver de forundrede. Hvorfor?

Jeg tror ikke, at folk forstår hvad selvhad er. Vi har alle prøvet at hade nogen, men det gode ved at hade andre er, at man kan fjerne sig fra dem fysisk, man kan vende øjnene mod Himlen og takke Gud for, at man ikke selv er nær så stor en idiot som den man hader, man kan tage en maske på og opføre sig høfligt overfor den forhadte (eller man kan lade være). Når man hader et andet menneske, er livet fyldt med valg, men det er anderledes når man hader sig selv. At hade sig selv er, aldrig at kunne fjerne sig fra dette forhadte væsen, altid at stå til ansvar for dennes handlinger, altid at vide hvad hun tænker om mig/sig selv, altid at se hende se tilbage på sig selv når man/hun ser sig i spejlet, altid dette hun er mig, jeg er hende, og ingen af os kan nogensinde slippe væk.

Jeg husker at ligge i en hospitalsseng og græde. Selvmordsforgiftningen var endnu ikke ude af mit system, men jeg var i live, og jeg ville blive ved med at leve længe endnu. Måske var det derfor jeg græd, måske var jeg bare træt, mere træt end almindelige mennesker nogensinde kan forestille sig at være. Alle mennesker vil så gerne snakke med mig om, hvor højt min familie elsker mig, de tror at det kan få mig til at elske mig selv. Deres logik lyder: Se! Disse mennesker, som du elsker, de elsker dig, så du må da kunne forstå, at de har ret. Men selvhaddet overskygger alt dette. Selvhaddet er dette sorte altopslugende hul inden i mig som overskygger ALT. Det overskygger smerten fra kniven, sulten fra ikke at spise, ydmygelsen ved at stå med tre fingre i halsen, dækket af sit eget bræk og frygten for døden. En sygeplejerske kommer ind i rummet og spørger mig hvad jeg vil gøre når jeg kommer hjem, hvem der er der til at tage sig af mig. Jeg siger, at der kun er mig. Hun er tavs et øjeblik, så stryger hun mig over håret og nikker anerkendende og siger: helt alene med den person du hader mest... Jeg græder igen.

Folk på facebook spørger retorisk "Disse grimme ting, som du siger til dig selv nu, dem ville du da aldrig sige til dig selv, hvis du stod overfor dig selv som barn?", men de tager fejl. Dengang i selvhaddets dage ville jeg uden tøven have slået, sparket og revet den lille blonde Linda med de store brune øjne i håret. Jeg ville gladeligt skrige af hende, forbande hende, og anklage hende for, at hun nogensinde ville tillade sig selv at udvikle sig til dette forhadte væsen som nu var mig.

Man må gerne være forfærdet over, at jeg kunne tænke sådan. Det tror jeg også selv, at jeg ville være, hvis jeg ikke selv havde oplevet det. Jeg kan kun prøve på at forestille mig, hvor hårdt det er for familien at elske én der hader sig selv. Jeg vidste godt, at min familie elskede mig meget højt, og det er jeg taknemmelig for i dag, men dengang gjorde det mig bange. Det gjorde mig bange, fordi jeg også elskede dem, og jeg ønskede ikke at såre dem. Jeg havde den tanke, at det ville være nemmere hvis de ikke elskede mig, for så ville jeg ikke såre dem nær så meget. Heldigvis fortsatte de med at elske mig, og på et tidspunkt fik jeg det godt nok til, at jeg turde lade dem.

3 kommentarer:

Krokodullen sagde ...

Tak, fordi du deler.

Anonym kryster sagde ...

Linda, du undgår behændigt at forklare, hvad det er, du hader ved dig selv. Hvis du kan, må du meget gerne dele det.

Jeg kan ikke lade være med at dele et skriftsted med dig:
. "Du skal elske din næste, som dig selv."
Det er ikke nogen bebrejdelse, men en hjælp til hvordan du kommer i gang.

God bedring og god sommer.

Linda sagde ...

Hej

Mange tak for din besked.

Det jeg hadede (datid) ved mig selv var på ingen måde en ting jeg kunne undgå at forklare, det var nemlig ikke som sådan en ting, det var MIG, hele MIG, alt ved MIG. Det var måden jeg så ud på, lyden når jeg trak været, hvor egoistisk jeg var at trække vejret og optage plads i denne verden, hvor højt og påtrængende min latter var, hvor dum jeg lød når emnet faldt på eksplotionsmotorer, EU-forbehold, børnefødsler, græsk mytologi ect. Jeg kan godt forstå, at det er svært at forstå :)