Stakkels mig

Jeg har været syg, ondt i hovedet, svimmel, muskelsmerter, svedeture, kuldegysninger og ondt i halsen. Det var ikke lige det jeg havde drømt om at bruge min ferie på, men det kan man jo desværre ikke selv bestemme. Kæresten har været så sød ved mig mens det stod på, har sørget for mad til mig underholdt mig og strøget mig over håret når jeg var ked af det, for jeg følte mig nemlig ked af det. Hver gang jeg faldt om på min seng med en dundrende hovedpine og krøllede mig sammen under den alt for varme dyne, så føltes det ligesom den gang i de mørke år, når angsten og depressionen blev så tunge, at jeg ikke længere var fysiske i stand til at holde mig oprejst.

Dengang følte jeg mig så forvirret inde i hovedet, fordi jeg ikke havde spist noget i dagevis, men denne gang var det feberen der gjorde mine tanker rodede og uklare. Jeg var træt og smed mig endnu engang på sengen for at sove. Jeg vågnede badet i sved og rodede rundt i sengen mens jeg prøvede at huske om jeg var mit nutidige mig eller mit tidligere mig. Jeg vendte mig om i den stilling der gjorde mindst ondt, og valgte at udskyde spørgsmålet om min identitet til senere, det virkede af en eller anden grund ikke så vigtigt.

Dengang, hvor jeg var mit tidligere mig, og jeg var indlagt på psyk, da var der en ond sygeplejerske som altid stak sin spidse næse frem og sagde "du må ikke blive liggende i sengen, det er SYGT! Du må ikke rende rundt i nattøj, det er SYGT!" og jeg var bange. Jeg var ikke bange for at være syg, men jeg var bange for hendes SYGT!stempel, for hvis hun dømte én som syg, så skulle hun nok sørge for, at man blev udskrevet, for hvis man opførte sig SYGT! så ønskede man ikke at være rask, og så skulle den dyrebare behandling ikke spildes på én.

I alle disse år har hendes stemme siddet i mig, når jeg vælter ud af sengen tidlige grå søndag morgener uden der er noget jeg skal nå. I mange år drev hendes stemme mig til hver morgen at redde min seng med sengetæppe og puder, for at bevise, at jeg var værdig til at være til. Mange mennesker så undrende til, for de redte ikke nødvendigvis deres seng, og i hvert fald ikke hver dag, og man kunne da godt blive liggende længe og putte under dynen, hvis man ikke skulle noget, men de havde heller ikke den onde sygeplejerskes stemme rungende i ørerne.

Også i disse dage hvor jeg har været syg har jeg husket den onde sygeplejerskes regler, men der er gået mange år siden dengang. Jeg er vokset i styrke, og liggende med næsen begravet i dynen kunne jeg, velvidende at klokken var stå op tid, mumle til min erindring om hende "luk røven, dumme kælling", og falde i søvn igen.