lørdag den 31. oktober 2015

ungdommen demonstrerer

Allerede da vidste han, at han ville komme til at leve hele sit liv inden for snævrer rammer: på et universitetskontor, på offentlige biblioteker og i en to-tre auditorier; denne forestilling gav ham kvælningsfornemmelser. Han længtes efter at træde ud af sit liv, som man går ud af en lejlighed og ned på gaden.
Det var derfor han var så glad for at deltage i demonstrationerne mens han levede i Paris. Det var smukt at gå hen at fejre noget,kræve noget, protestere mod noget, ikke at være alene, at være under åben himmel og sammen med andre.
                                                     Milan Kundera
                                                     "Tilværelsens ulidelige lethed"
I fredags demonstrerede ungdommen, og de voksne beklagede sig over ungdommens dovenskab, ufornuft, uhøflighed. Samtidig er der unge der ikke tager med til demonstrationerne, men i stedet ruller med øjnene over deres jævnaldrende, og der er voksne der ryster på hovedet og tænker "I min tid vidste i fanme hvordan man demonstrerer". Derved er alting jo som det skal være. Det er enhver generations ret at gøre oprør mod det der kom før, ja det er måske ligefrem deres pligt. Det er enhver tidligere generations ret, ja ligefrem pligt, at beklage sig over den moderne ungdom. Og samtidig er det også enhver persons ret, at mene noget andet en fællesskabet, også selvom de nogle gange får hug for det.

Alligevel har de gamle hippier også lidt ret, når de siger, at den moderne ungdom ikke forstår at demonstrere. Jeg er en af alle dem der er vokset op med billeder at demonstrationer over Vietnamkrigen og glade folkemængder der styrtede over den nedbrudte grænse efter murens fald, men ligegyldigt hvor meget man ønsker det, så kan vi ikke gentage fortiden. Det er helt rigtigt at de moderne demonstrationer ikke har fortidens kraft, om det så skyldes ungdommens sløvsind, tiden eller mangel på nærliggende farer.

Jeg har deltaget i en demonstration i mit liv. Den skulle forestille sig at handle om et nej mod Irakkrigen, men reelt bestod den af palistinensere der råbte "Ned med Bush" og gamle hippier der stod og sang gamle protestsange som de unge ikke kunne ordene på. Jeg kan ikke have været den eneste der følte mig skuffet, men jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, så ville jeg blive udstødt.

Er tingene virkelig så meget anderledes i dag? Jeg deltog ikke i demonstrationen, men jeg tvivler. Alligevel støtter jeg fuldt ud deres forsøg på at trænge igennem, deres vage argumenter, deres mangel på fuld forståelse af, at alle andre også lider under besparelserne, deres mangel på erfaringer af verden udenfor, for det er sådan ungdommen skal være, det er det der gør dem unge i stedet for voksne. Vi kunne lige så godt bruge betegnelserne uskyldige og optimistiske om dem.

Iblandt dem er der jo også de andre unge, dem der før tid er blevet ramt af livets alvor, de vrede unge, de depressive, de selvdestruktive. Sådan en var jeg dengang, og selvom jeg dengang hadede mine jævnaldrende lige så meget som jeg hadede resten af verden, så begynder jeg lige så stille at sætte pris på dem.

Ingen kommentarer: