Det er ikke den slags angst

Jeg føler mig fuldstændig udkørt og jeg kaster min tilbageværende energi over ting der udefra set virker unødvendige og irrelevante, men jeg ved, at det nu er sådan jeg reagerer, når der forekommer problemer eller forvirring i mit liv.

Til september starter universitetet igen efter sommerferien, men der er en hel del problemer forbundet dermed. Mine problemer handler ikke om det faglige, de handler ikke engang om den forhadte fremdriftreform. De problemer jeg har er administrative, noget omkring ansøgning af dispensation, uenighed om noget dokumentation og hvem der mangler at gøre hvad, og ikke mindst om, at når nu søgen ikke er afsluttet, så står det heller ikke klart hvilke fag jeg rent faktisk skal have i det kommende semester.

Alle disse ubesvarede spørgsmål gør mig urolig, angst, og det er derfor jeg pludselig begynder at notere alle de bøger jeg nogensinde har læst på www.goodreads.com, og læser bøger om matematik og andre ikke fagligt relevante ting. Folk vil gerne berolige mig, så de klapper mig på skulderen og siger, at det hele nok skal gå. Men når de siger sådan, bliver jeg så uendelig træt, fordi det viser, at de slet ikke forstår. Jeg ved udmærket at alt nok skal gå, og jeg er også sikker på, at selvom det ikke gik, så skulle vi nok finde en løsning alligevel.

Det der driver min uro handler ikke om den konkrete problematik, men om hvordan jeg bliver overvældet at de tusinde senariers muligheder. Når jeg står i en problematisk situation, som jeg ikke forstår eller som som jeg ikke har erfaringer med, så er jeg bevidst om de mange måder hvorpå sagen kan ende, og fordi jeg ikke forstår sagen, så har jeg ikke fornemmelse for mulighedernes sandsynlighed, og så længe jeg ikke har bevis for andet, så vil hver lille mulighed ligge lagret i min hjerne og optage pladsen. Hver især fylder den eventuelle mulighed ikke særlig meget, men mængden kan langt overstige hvad jeg formår at holde styr på, og når det sker, så opstår uroen.