Hvis nogen derude tænker, at der er gået en uge siden sidste oplæg, så selvfølgelig er der fundet en løsning på mine genvordigheder med universitetsadministrationen, så er det fordi de ikke har tilstrækkelig erfaring med den slags sager. Selvfølgelig er der ikke sket noget nyt i sagen, som i absolut intet, nada, nix. Det er fordi, at ikke alene skal jeg snakke med en masse mennesker om hvad der skal ske og hvordan det skal gøres, jeg er også nødt til at vente på at de har tid til at se mig. Og i denne uge har jeg derfor ikke kunne gøre andet end at vente.
At stå i venteposition er en anderledes følelse end den form for angst jeg har talt om de sidste par gange. På den positive side, så er der gået en hel uge uden at nogen har prøvet at gøre livet surt for mig. Desværre betyder den evige venten samtidig, at jeg er frarøvet muligheden for at handle. Så længe der sker noget i sagen er jeg præsenteret for en række af muligheder. Jeg kan bevare roen eller jeg kan blive sur. Jeg kan ringe til nogen eller skrive en mail. Jeg kan stille et spørgsmål og jeg kan prøve at omformulere det når de svar jeg får er helt hen i været.
Som jeg skrev i sidste uge, så kan handlingens uendelige muligheder være direkte angstfremkaldende, og jeg vil ikke nedtone hvor svært det kan være at gå igennem. Fordelen ved handlingens muligheder er dog den eventuelle mulighed for at den næste handling fører til sagens løsning. Ofte er det et hamrende naivt håb, men muligheden for håb er trods alt til stede.
Hvad er der så tilbage når man er frataget handlingens mulighed? Ikke ret meget, kun en flad fornemmelse af ingenting. Jeg er fritaget for handlingens pres, så jeg har energi til at lege med venindens børn, tage på pokemonjagt med Kæresten og tage på sheltertur med vennerne, og det er rart, men jeg tynges heletiden ved bevidstheden om, at sagen ikke er løst og at der absolut intet nyt sker før tidligst tirsdag. Jeg skal starte på universitetet om en uge, men jeg ved ikke hvilke fag jeg skal følge og hvor mange. Jeg ved ikke engang om jeg til at tage fag sammen med folk jeg kender i forvejen, eller om jeg skal til at lære en helt ny årgang at kende.
Det er dybt frustrerende, og det bliver kun endnu mere frustrerende af, at der absolut ikke er noget jeg kan gøre for at fremskynde en løsning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar