søndag den 23. oktober 2016

Endelig et svar

Her for nogle dage siden, fik jeg endelig svar fra universitetet angående min dispensationsansøgning. De har heldigvis godkendt den. Jeg vil ikke så meget sige at jeg er glad, som at jeg bare åndede lettet op. Jeg har på intet tidspunkt for alvor frygtet at blive smidt ud af universitetet, men jeg har i lang tid båret på tungden af alt det arbejde, forvirring og usikkerhed der hele tiden lå forude, så længe de ikke havde godkendt min ansøgning.

Nu da den var blevet godkendt, hvad så? Tja, så ikke så meget. Selvfølgelig var der lettelsen, men den virkede kun som noget særligt i kort tid, så blev den forvandlet til hverdag. Bekymringerne blev til noget der bare havde været engang. Andre ting begyndte at tage deres plads i forgrunden af min bevidsthed. Men der foregår for mange andre ting lige nu til, at jeg egentlig når at tænke på, hvad det kommer til ar betyde for mig.

Mest kommer det nok til at betyde, at jeg bliver nødt til at fokusere på mine lektier igen, i stedet for at undskylde mig med, at jeg havde rigeligt at tænke på. Mest af alt er jeg bare glad for at have ferie, at have tid til ikke at føle mig presset, før jeg begynder at blive stresset over nye ting som eksamenslæsning og lignende.

Ingen kommentarer: