søndag den 9. oktober 2016

Om at føle sig uønsket

Dette bliver nu det niende blogindlæg i træk der handler om min kamp med universitetet. Det er ikke fordi der ikke sker andre ting i mit liv, eller fordi disse ting ikke er vigtige. Det er bare det, at denne store sky af problemer som jeg oplever med universitetet er med til at forme og farve alt hvad jeg ellers laver.

En ting er alle de praktiske problemer sagen fører med sig, møder, diskussioner, spørgsmål, men når man hele tiden føler sig behandlet som en der er uønsket, så er det svært ikke også at føle sig som en der er uønsket, og selvfølgelig er det svært ikke at bringe denne følelse med sig ind i alt hvad man gør. Det er en rugende fornemmelse der ligger omme i baghovedet og som pludselig dukker op. Jeg kan sidde midt i en hyggelig samtale, og så pludselig rammes jeg af tungsind. Det er ikke som at blive ked af det. Der er tusindvis af grunde til, at jeg ikke behøves at være ked af det, men det er som et angreb af tvivl i alt hvad man gør. Følelsen af aldrig at gøre det godt nok. Trætheden. Og jo mere man bekymrer sig jo mindre energi er der tilbage til at fuldføre sin gerning.

Det er heldigvis ikke en følelse der er der hele tiden. Det meste af tiden lever jeg bare mit liv, sådan helt stille og roligt. Jeg mærker nok, at mit energiniveau er lavt, men det er jo ikke en katastrofe, at jeg ikke får læst alle mine lektier, det er højst lidt irriterende. Det er også okay, at en opvask måske får lov til at stå lidt længere end normalt. Det er alle disse små hverdagsting der ikke betyder så meget, men når tungsindet så rammer, så føles det som et bevis på hvordan jeg ikke er noget værd og hvordan alting begynder at styrte sammen sammen om ørene på mig.

Det er en masse modstridende følelser, og det er meget forvirrende at stå i. Så i 9+ uger nu har jeg levet i en vedvarende usikkerhed og forvirring, og jeg kan tydeligt mærke hvordan det tærer på mine kræfter. Tidligere var en middagslur noget jeg tog en gang imellem, hvis jeg havde haft en særlig hård dag, men nu er det en nærmest daglig ting, og hvis jeg ikke lige kommer op og ligge lidt, så går jeg næsten altid i spåner over hvor usigelig svært det er at komme igennem dagen.

Ingen kommentarer: