En afslutning???

I morgen påbegynder jeg den eksamen som markerer afslutningen på de ting jeg har slåset med universitetsadministrationen om. Om der så straks kommer en bølge a nye problematikker, skal jeg ikke kunne sige noget om, og jeg prøver også, om jeg kan udskyde bekymringerne om det til efter jeg har afleveret min opgave på torsdag.

Jeg har brugt megen tid og kræfter på at få styr på den administrative del af denne eksamen, men jeg har faktisk ikke arbejdet med den faglige del siden engang tilbage i maj måned. Dengang var det et fag jeg havde udmærket styr på, og med disse flerdages skriftlige eksaminer er det ikke på samme måde nødvendigt at forberede sig som det er til en mundtlig eksamen. Alligevel er det lidt angstprovokerende at snart skal til at grave noget viden frem, som jeg ikke har skænket en tanke i månedsvis. 9 måneder for at være nøjagtig.

Det er ikke en følelse der adskiller sig markant fra andre former for nerver dagen før en eksamen. Det er stadig den alt for velkendte hjertebanken og åndssvage forglemmelser. I fredags kom jeg frejdigt til undervisning, skønt jeg ikke havde fået læst lektier. 'Det går nok alligevel, skal du se' tænkte jeg og prøvede ellers bare at følge med så godt jeg kunde. Pludselig, i forbindelse med nogle oplæg, kalder læreren mit navn. 'Hva..?' udbrød jeg nok så intelligent. 'Linda Larsen, det er da dig, er det ikke?'. 'Hva'..? Jo... men...'. Det viste sig, at jeg havde meldt mig frivilligt til at holde et oplæg den dag, hvilket jeg havde glemt alt om. Det trøster mig lidt, at jeg må have set så blank og forvirret ud, at min lærer ikke kan have haft nogen som helst tvivl om, at jeg vitterligt havde glemt det og ikke prøvede at smyge mig udenom. Det er for det meste ikke noget underviserne på universitetet går så meget op i, men i 30 meget lange sekunder følte jeg mig ført tilbage i tiden, til dengang da jeg gik i folkeskole og hver eneste dag var præget for angsten for, at mine lærere ville opdage, at jeg endnu engang ikke havde lævet mine lektier