I torsdags fik jeg fjernet en generende 'klump' af arvæv fra underlivet. Det var et mindre indgreb der ikke tog mere end et par minutter. Der havde i forvejen været foretaget en prøve for at vi kunne være helt sikre på, at det ikke var noget mere skadeligt end bare arvæv, men prøverne så absolut fine ud. Lægen og sygeplejersken havde været meget omhyggelige med at sikre sig at jeg forstod dette, men jeg havde nu aldrig været i tvivl om at det skulle være andet.
Hvad de derimod ikke talte om var hvad der skulle ske efter indgrebet, hvilket jeg tog som et tegn på, at jeg bare skulle gøre som jeg plejede. Hvad de måske ikke og jeg overhovedet ikke havde overvejet var, at det måske var et harmløst lille indgreb, men at placeringen gjorde det umuligt at forbinde efter at det var syet, og at mine bens bevægelser og friktion fra tøjet gav en stor belastning på såret.
Det gik da hverken værre eller bedre end at jeg om eftermiddagen måtte til lægen og have brændt og syet såret igen fordi det var gået op. Jeg har derfor måttet tilbringe det meste af min weekend i sengen med en bog og andre stille beskæftigelser, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan klage over.
Jeg kan ikke helt beslutte mig for om lægen burde have advaret mig, eller om han umuligt kunne have vidst at jeg som tidligere selvskader har en dyb ligegyldighed overfor sår. To sting? Pfff, det er ingenting, nærmest bare en hudafskrabning. Ingen grund til at det skulle få mig til at ændre adfærd. Den eneste grund til at jeg overhovedet overvejede at få det syet igen om eftermiddagen var, at jeg da havde blødt igennem to par trusser og et par jeans, og det begyndte at blive upraktisk. Jeg ved godt at det er idioti, men selvskaden har sat ting ind i et perspektiv, som det måske ikke burde sættes i, men perspektivet sættes af ens tidligere oplevelser, og ligegyldigt hvor langt tilbage selvskaden kommer, vil det stadig have været en del af mit liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar