Handleplan og eksistentiel krise

Nu er det igen tid til at indsende en handleplan til kommunen.

Til dem der ikke ved hvad en handleplan er, så kan jeg fortælle, at der er en eksistentiel krise i koncentreret form. Det er et stykke papir hvor man på få punkter formuleret som målsætninger skal redegøre for hvad man vil med sit liv.

Generelt har jeg prøvet at holde en hvis ironisk distance til disse ting. Jeg forstår udmærket, at når kommunen betaler for den hjælp jeg får, så skal de også have noget papir på, at hvad pengene bliver brugt på. Den del accepterer jeg, men der ligger en dyb rædsel i mig for sådanne spørgsmål om fremtiden. Jeg ved at det kun er beregnet til at holde det bureaukratiske maskineri igang, men sådan en handleplan sætter altid en følelsesmæssig lavine i gang hos mig. En målsætning der bliver skrevet i handleplanen kunne måske lyde "jeg vil arbejde på at blive mere selvstændig i forhold til at klare mig i hverdagen", men indvendig runger det kæmpe store spørgsmål; HVAD VIL DU MED DIT LIV?

Jeg har altid haft det svært med handleplaner, men der er nu kommet et yderligere punkt til, så fra nu af skal man også dokumentere, at man har arbejdet på at nå sine målsætninger, men hvad nu hvis jeg ombestemmer mig? Eller der dukker noget vigtigere op som jeg bliver nødt til at få styr på først? Hvad betyder et mislykket forsøg? Kan man dumpe i sin handleplan? Ville det betyde at man dumper i tilværelsen? Ville det ikke betyde at jeg ikke er god nok som person? HVEM ER JEG OG HVAD SKAL JEG I DET HELE TAGET STILLE OP MED MIT LIV?

Pædagogerne siger, at sådan skal jeg overhovedet ikke tænke på det, men det nytter ikke noget. Det er nu engang sådan min hjerne er skruet sammen. Det eneste der gør en forskel er, om jeg er stærk nok til at stå imod disse overvejelser. Jeg synes stadig at det er en rædselsfuld proces at gå igennem, men der var engang hvor det ville kaste mig ud tvivl og selvbebrejdelser, som jeg ikke var i stand til at håndtere.

Når nu jeg ikke bare kan lade være med at tænke på disse ting, ville jeg ønske at jeg også kunne få muligheden for at diskutere det med nogen, hvilket er en af årsagerne til, vi har ansøgt kommunen om nogle få ekstratimer hos min tidligere psykolog, men vi bliver mødt fra kommunens side med total tavshed, hvilket skaber en stor angst hos mig, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal tænke om det. Hvis jeg fik et afslag eller en besked om ting der manglede i min ansøgning ville der været noget at arbejde med.