søndag den 6. august 2017

Hvor går man hen når man blir vred

Hvis der er en ting de fleste ved om aspergere, så er det, at de kan have nogle helt forfærdelige vredesudbrud, og det er der også mange der kan, men det er bestemt ikke alle.

Jeg har selv enormt svært ved at blive vred. Ikke forstået sådan, at det er svært at fremprovokere følelsen af vrede hos mig. Jeg har derimod svært ved at håndtere sådanne følelser. Jeg ved ikke helt hvor grænsen går mellem vrede og frustration. Jeg er usikker på hvilke reaktioner der er passende ved følelsen af vrede. Jeg føler mig usikker omkring hvornår det er i orden at føle vrede og hvornår man lige bør tage at slappe lidt af. Jeg er bange for at komme til at vise vrede på et tidspunkt, hvor det kan virke upassende. Jeg er bange for om folk vil hade mig, hvis jeg kommer til at vise vrede på et upassende tidspunkt. Jeg er især bange for at folk ser mig vred, og at det viser sig, at jeg tog fejl, og at der ikke var noget at blive vred over. Jeg er bange for, hvad der ville ske, hvis det skete. 

Selvfølgelig kan jeg ikke undgå at blive vred. Jeg kan blive vred over små ting, som når for eksempel min computer driller, eller over store ting, som når ILVA for tredje gang levere den forkerte sofa. Hvad der generelt sker når jeg bliver vred er, at jeg kommer med en kort lyd der prøver at udtrykke min utilfredshed, men derefter trækker jeg mig ind i mig selv og bliver stille og meget meget træt. 

I dag er jeg heldig at have Kæresten at tale med, når noget har gjort mig vred, men  alligevel kan jeg ligge om aftenen og komme i tvivl om, om mine følelse af vrede nu også var berettiget. Jeg ligger og vender episoden om og om igen, og til sidst er jeg helt forvirret omkring hvad der egentlig skete, eller om jeg bilder mig noget ind. Jeg bliver mere og mere anspændt og angst. Det føles som om der sidder et lille skrig inde i mig der hamrer løs i brystet på mig for at komme ud. Jeg bliver vred på mig selv, for hvis jeg nu ikke var blevet vred, så havde der ikke været noget at være i tvivl om. Det er alt for let at hade sig selv når det er mørkt og stille og man ikke har gang i 1000 ting der kan distrahere én.

Jeg ved endda, at jeg er heldig. Igennem min sygdom, måske endda en af grundende til den var, at jeg var så forfærdeligt bange for at vise min vrede. Problemet var bare at jeg var vred. Jeg var meget vred. Jeg prøvede at sulte vreden væk, men jeg blev bare endnu mere vred, og jeg følte hele tiden at jeg var ved at eksplodere. Nogle gange skete det at jeg eksploderede, eller bare kom men den mindste lille bitte antydning af utilfredshed, og så kom angsten, angeren og selvhaddet.

I dag kan jeg i det mindste sove på det og vogne op til en mere eller mindre normal dag.

2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Bliver simpelthen lige nødt til at kommentere. Ved ikke helt hvad der egentlig er passende at sige - så måske bare tak? :) jeg er en ung kvinde med aspergers og ADHD og med en spiseforstyrrelse i baggagen. Dit indlæg her beskrev bare noget jeg kender så godt.
Mvh Marie-Louise, flyvsketanker.dk

Krokodullen sagde ...

Jeg kender det så godt fra mig selv - jeg har også virkelig svært ved at vise vrede, og når jeg så alligevel gør det, skammer jeg mig bagefter, fordi jeg ikke føler, at det var berretiget. For det meste gør jeg, som du beskriver - lukker mig inde i mig selv og bliver virkelig, virkelig træt.