Det bedste ved ferierne var dog at slippe væk fra skolen, især når skolen kunne føles som en lang række af nederlag og fiaskoer. Hvilken form ens nederlag tog er forskellig fra person til person, om det var fagligt eller socialt eller lidt af det hele. Jeg ved ikke om det gør nogen forskel. Jeg husker bare hvilken følelse af frihed det gav, når man ikke hver dag skulle vågne med udsigt til endnu et nederlag, endnu en fiasko.
Tingene ændrede sig dog markant i 2007, da jeg for alvor blev syg. Det blev efterhånden alt for tydeligt, at skolen ikke var der hvor mit nederlag lå, men derimod noget inde i mig selv. Jeg var blevet for syg til at fortsætte på studiet, og i denne evige 'ferietilstand' blev ferien en plage. Jeg har før beskrevet hvordan sommerferien i denne periode voldte mig store kvaler, så jeg vil ikke dvæle så meget ved det her, men hvis du er interesseret må du meget gerne læse mere HER.
Der begyndte dog at ske en ændring for mig, der startede i 2012, da jeg igen startede på universitetet, og fortsatte da jeg mødte min kæreste. I dag har jeg en ferie, som jeg altid havde forestillet mig at ferier skulle være. Lange trætte dage hvor man ikke laver noget andet end at se ud på regnen. Travle dage med venner og familie, besøgende museer, forlystelsesparker og koncerter. Andre dage hvor man tager en bus langt ud på landet og begynder at gå for så at tage bussen hjem fra en anden by adskillige timer senere.
Der er dage, hvor jeg bekymrer mig for om min hjerne begynder at forvandle sig til mos, og at jeg derfor slet ikke vil være i stand til at lave noget fornuftigt når nu studiet starter igen til september. Jeg tvivler dog på, at dette er nogen speciel unik bekymring.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar