Studiestartsangst

For pokker da, jeg havde lige siddet og skrevet et langt og super godt indlæg, hvorefter jeg kom til at slette det. Det er surt at starte forfra, så jeg garanterer ikke at andet forsøg bliver lige så godt.

Jeg sad i fysioterapeutens venteværelse og læste i den bog jeg skal bruge til næste semester. Jeg har ikke noget imod at indrømme, at jeg er en nørd, men det var nu ikke derfor jeg sad og læste i den. Jeg læste i den fordi jeg ved hvor træt, angst og overvældet jeg bliver når semesteret starter i næste uge. Da jeg gik i gang med at læse, vidste jeg disse ting, men mens jeg læste gik det for alvor op for mig, at det er sandt. Jeg kunne mærke hvordan denne indsigt fik mit hjerte til at hamre og jeg blev svimmel.

Inde ved fysioterapeuten kunne jeg fortælle, at stolene i det lokale jeg skal have det næste halve år er elendige. Jeg har tidligere haft timer derinde, og jeg husker stadig hvor forfærdelig ondt det gjorde. Noget af smerten ville måske blive undgået, hvis jeg tog et sammenfoldet tæppe med at sidde på, men det tør jeg ikke. Jeg tager studiet på deltid, så nu er jeg kommet så langt bagud, at jeg ikke længere kan følges med dem jeg har fulgtes med de to sidste år, og jeg skal derfor starte på et nyt hold, vel og mærke et hold der allerede kender hinanden. Jeg er en lidt sær person, og jeg har i forvejen svært ved at falde ind i en allerede eksisterende gruppe, så fandeme nej, om jeg vil gøre noget der får mig til at skille mig endnu mere ud. Heldigvis var min fysioterapeut sympatisk over for mit problem, og jeg fik nogle øvelser jeg diskret kunne lave ude på toilettet.

Som sådan har jeg ikke noget imod at være anderledes, men her skyldes min anderledeshed hverken min autisme eller psykisk sygdom, men består derimod af at være ny. Det er slet ikke sikkert, at de overhovedet vil lægge mærke til arene på mine arme, men de vil straks lægge mærke til, at jeg er en fremmed. Jeg kender ikke deres omgangsform, deres humor eller deres hakkeorden. Jeg ved ikke hvor der er plads til mig. Jeg ser på dem med en del nysgerrighed en del frygt, men de behøves ikke at lægge ret meget mærke til mig, for de har hinanden.

Alle disse overvejelser skyldes ikke, at jeg tror at de er onde og uforstående, det hele bunder i mine egne usikkerheder. Da jeg genstartede på universitetet for to år siden handlede mine overvejelser om, hvem er jeg som person og som studerende. I år handler mine overvejelser om hvem jeg er i forhold til andre mennesker. Jeg har vænnet mig til at have nogle at snakke med før timen, jeg vidste hvem jeg kunne sætte mig ved siden af og jeg var bare mig, Linda, med alle mine særheder. Nu er jeg reduceret til hende den nye og alle mine særheder forstørres derfor tifold, og jeg må indrømme, at jeg er en smule bange.