I går skulle jeg snakke menstruation med en fremmed fysioterapeut, hende der har sommerferievagten.
Jeg har ikke helt afgjort med mig selv, hvordan jeg har det med at tale om min menstruation. Nogle dage har jeg det fint med det, "whaa feminisme". Jeg kan fyre de første 50 vittigheder og anekdoter af og grine højt af mig selv bagefter, men det er som regel når jeg er sammen med kvinder jeg kender. Fysioterapeuten var derimod en vildt fremmed kvinde.
En feminist burde kunne tale åbent om menstruation, og når jeg ikke kan så svigter jeg hele kvindekønnet, men så tænkte jeg, at jeg nok ville vånde mig mindst lige så meget, hvis samtalen handlede om afføring eller urin. Feminister lader til at være meget glade for menstruationsblod, fordi det er en væsentlig del af det at være kvinde, og det har de i og for sig ret i, men nu skal vi heller ikke gøre det mere interessant end det er. Det er et helt almindeligt, fredeligt affaldsprodukt af, at man som kvinde er i stand til at føre arten videre, på samme måde som afføring kan være et tegn på at kroppen er sund.
En af grundene til at feminister taler meget om menstruationsblod er fordi Hollywood ikke gør det. I film ser man, mænd der onanerer, mænd der skider og mænd der pisser, og en sjælden gang ser man kvinder gøre de samme tre ting, men man ser ikke kvinder der menstruerer. Hollywood er ikke bange for blod, og de viser gerne store mængder af blod efter ulykker, drab, massakrer og tortur, men ikke det her helt almindelige hverdagsagtige blod.
Men det er Hollywood, og vi ved jo godt alle sammen at Hollywood er et mere eller mindre korrupt regime, men hvad med ude i hverdagen. Herude hvor de fleste kvinder bare prøver at komme igennem dagen på bedst mulig vis, så er menstruation bare en faktor ligesom søvn, kost, motion, stresniveau, omgivelser og vejret. disse faktorer bestemmer i svingende grad hvordan man håndtere de problemer som man støder på. Hver kvinde påvirkes forskelligt af de forskellige faktorer. Nogle gange gør faktorerne at verden er imod én og man bliver arrig og umedgørlig, men andre gange gør faktorerne, at man bliver superwoman og alting kører som en leg.
PMS er en af de ting der oftest bliver lavet vittigheder om, og det er noget af det der oftest bliver brugt imod kvinder når de gerne vil frem i verden. Jeg elsker en god PMS joke. Hvorfor hedder det PMS? Fordi kogalskab allerede var taget! Men PMS er ikke farligt. I tre år menstruerede jeg ikke fordi jeg var for tynd og stresset, men da den så kom igen, kom den igen med fuld styrke. Jeg sad med en pædagog og skældte hende ud, og jeg græd i stride strømme, samtidig med at jeg hulkende undskyldte "at det bare er fordi jeg har fået menstruation...". I et kort tidsrum var jeg 14 år igen, men når den første tumulte periode har lagt sig, så vænner de fleste kvinder sig ret hurtigt til deres egen krop, og de ved godt hvordan de skal håndtere den. Er der kvinder der bliver urimelige på grund af deres hormoner? Selvfølgelig er der det, der er sikkert massere, på samme måde som jeg selv bliver ret irritabel, hvis jeg i en periode sover eller spiser dårligt, for PMS er jo bare en af de der mange faktorer som ens liv består af.
Til dem der, til mine argumenter vil sige, at menstruation ikke kan sammenlignes med afføring, vil jeg sige:
- Til dem der mener, at afføring bliver man jo ikke mentalt forstyrret af. Så har de ikke prøvet at have forstoppelse eller diarré, for jeg har prøvet begge dele, og jeg kan godt love jer, at jeg var et mareridt at være sammen med.
- Til dem der mener, at menstruation er noget storslået. Det er afføring vel også. En sygeplejerske kan tage et enkelt blik eller snif af patientens afføring og stille en ret præcis diagnose. Afføring er et væsentligt produkt af hele den menneskelige organisme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar