Hvem fortjener hjælp?

Nogle gange møder man folk, som man fatter sympati for med det samme. Sådan en mødte jeg i går. hun var hjemløs og gik og tiggede småpenge til herberget. Det var ikke meget jeg kunne give hende, 8.50 og en tom flaske. Da hun gik videre kom jeg i tanke om, at jeg egentlig har været ret heldig med den hjælp jeg har fået, så jeg kaldte hende tilbage og stak hende 200,- og et smil. Hun blev rørt til tårer og fik lov til at give mig et kram. Egentlig er 200,- ikke ret mange penge, men jeg gav hende noget der var langt mere værd end penge, jeg gav hende venlighed,  værdighed og nærhed, hvilket er umådelig sjældent at man får når man befinder sig på bunden af samfundet.

Hvis det bare galt om pengene, så betaler jeg skat, og jeg giver penge til nødhælp, to instanser der, i hvert fald ideelt set, giver hjælp ligegyldigt om man er sød køn og charmerende, for rigtig mange mennesker på bunden er ingen af de ting, og jeg ønsker et samfund hvor hjælp ikke afhænger af om man kan få nogen til at fatte sympati for én. Det er det samfund vi i teorien skulle have, men det er det ikke, ikke nok i hvert fald.

Hvad fik mig så til at vælge lige nettop denne kvinde til mit lille godgørende projekt? Måske handlede det egentlig mest om mig selv, hvilke tanker og følelser jeg havde i netto i det øjeblik hvor hun kom hen til mig. Måske var det fordi det var så tydeligt, at hun virkelig hadede at tigge, at hun hadede sig selv for at være nødt til det. Måske var det fordi hun var mere klar i hovedet og i sin væremåde og i sine formuleringer end de fleste hjemløse jeg har talt med har været. Jeg kan ikke sige det, men i lige nettop det øjeblik var det det der gav mest mening.

Kan jeg være sikker på at hun ikke brugte pengene på alkohol eller stoffer? Overhovedet ikke, jeg kender hverken hende eller hendes historie. Jeg kan sige at det ikke virkede som om at lige nettop de ting var hendes problem, men jeg har ingen chance for at vide det. Hvad jeg kan sige er, at det ikke betyder noget for mig. Jeg ønsker selvfølgelig at hun brugte pengene på noget fornuftigt, men som sagt så er 200,- egentlig ikke ret meget, så hvis det virkelig var alkohol hun brugte dem på, så er det fint med mig, for vi har alle vores grunde til at gøre som vi gør, og med den historie jeg selv slæber rundt på, har jeg ikke ret til at dømme andre for deres valg.

Hvad jeg til gengæld håber at hun bruger min venlighed til, er at tro på sig selv og tro på verden. En gang hvor jeg havde det rigtig skidt og skulle indlægges, blev jeg ført ind på afdelingen af en sygeplejerske, da en af patienterne kommer hen til mig og omfavnede mig og siger "Det er helt i orden at være bange. Vi er alle bange ind i mellem". Jeg har siden fået mange kram af pædagogerne, selv når jeg var rigtig langt nede og havde skåret mig og blødte og græd. Hvis de ikke havde noget imod at kramme mig, så havde jeg heller ikke noget imod at kramme en hjemløs.

Jeg ved ikke om jeg tror på karma, for jeg kender ikke nok til det, men jeg tror på næstekærlighed, og jeg tror at verden ville være et meget bedre sted at være hvis vi alle viste hinanden lidt mere venlighed. Hvad der ville gøre mig rigtig glad er, hvis I ville skrive om engang i viste venlighed, eller hvor nogen viste venlighed for jer.