Det er ikke den slags angst

Jeg føler mig fuldstændig udkørt og jeg kaster min tilbageværende energi over ting der udefra set virker unødvendige og irrelevante, men jeg ved, at det nu er sådan jeg reagerer, når der forekommer problemer eller forvirring i mit liv.

Til september starter universitetet igen efter sommerferien, men der er en hel del problemer forbundet dermed. Mine problemer handler ikke om det faglige, de handler ikke engang om den forhadte fremdriftreform. De problemer jeg har er administrative, noget omkring ansøgning af dispensation, uenighed om noget dokumentation og hvem der mangler at gøre hvad, og ikke mindst om, at når nu søgen ikke er afsluttet, så står det heller ikke klart hvilke fag jeg rent faktisk skal have i det kommende semester.

Alle disse ubesvarede spørgsmål gør mig urolig, angst, og det er derfor jeg pludselig begynder at notere alle de bøger jeg nogensinde har læst på www.goodreads.com, og læser bøger om matematik og andre ikke fagligt relevante ting. Folk vil gerne berolige mig, så de klapper mig på skulderen og siger, at det hele nok skal gå. Men når de siger sådan, bliver jeg så uendelig træt, fordi det viser, at de slet ikke forstår. Jeg ved udmærket at alt nok skal gå, og jeg er også sikker på, at selvom det ikke gik, så skulle vi nok finde en løsning alligevel.

Det der driver min uro handler ikke om den konkrete problematik, men om hvordan jeg bliver overvældet at de tusinde senariers muligheder. Når jeg står i en problematisk situation, som jeg ikke forstår eller som som jeg ikke har erfaringer med, så er jeg bevidst om de mange måder hvorpå sagen kan ende, og fordi jeg ikke forstår sagen, så har jeg ikke fornemmelse for mulighedernes sandsynlighed, og så længe jeg ikke har bevis for andet, så vil hver lille mulighed ligge lagret i min hjerne og optage pladsen. Hver især fylder den eventuelle mulighed ikke særlig meget, men mængden kan langt overstige hvad jeg formår at holde styr på, og når det sker, så opstår uroen.

Engang hadede jeg ferier

Der var engang hvor jeg hadede ferier. Det var dengang da jeg var rigtig rigtig syg. Det var dengang hvor det hver dag var en kamp at stå op, overleve for til sidst endelig at kunne gå i seng igen. Jeg havde for længst måttet droppe studiet, så hvad kunne en ferie tilbyde mig? For mig var sommerferien en tid hvor alle de små rutiner der holdt sammen på mit liv blev taget fra mig, og alle sendte mig et stort smil og sagde, er det ikke bare dejligt... Nej, det var ikke dejligt. Hvordan kan det være dejligt at:

• det varme vejr tvang mig i shorts og t-shirt, så jeg ikke længere kunne skjule den krop jeg dengang hadede. Hver gang jeg gik forbi et vindue, hvor jeg kunne se mit eget spejlbillede, havde jeg lyst til at skrige og græde over dette fede grimme væsen der var mig og som jeg ikke kunne slippe væk fra.
• de kontaktpersoner/sygeplejesker/læger jeg var så afhængig af tog på ferie og overlod mig til mit eget mørke, for selv den sødeste og dygtigste vikar ville ikke have tid nok til at vinde min tillid, og desuden var det jo sjældent de søde og dygtige der rent faktisk kom.
• alle mennesker er så glade hele tiden. Det var ikke fordi jeg ønskede, at de skulle have det lige så dårligt som jeg, men det var hårdt at blive konfronteret med deres lykke, for jo gladere de var, jo større var kontrasten, og jo værre virkede mit liv til at være.
• alle de ting man normalt elsker ved sin ferie, at være sammen med venner, rejse, opleve nye ting, drænede mig for energi og efterlod mig som et rystende vrag, krøllet sammen under dynen, hviskende bønner om, om jeg snart måtte falde i søvn og sove mig fra alle de ting der gjorde ondt.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg i dag har det så godt, at jeg igen er i stand til at nyde ferier, og at jeg har en at opleve mine spændende ferieeventyr sammen med, men jeg håber at jeg altid vil huske hvorfor en ferie kan være svær, for der vil altid være folk der har det svært, og de skal huskes. Ligegyldigt hvilket parti der sidder på magten og hvor mange penge der gives til psykiatrien, så vil der altid være noget der hedder ferie. Jeg kender ikke nogen mirakuløs måde at komme igennem ferietiden for dem, for hvem det er svært, men jeg har en kæmpe stor respekt for jer alle sammen, og jeg håber at i alle har overlevet sommeren, for verden er et bedre sted når I er der, selv hvis I ikke selv føler det sådan.

Sommerferie

Jeg tager en kort ferie, og der er derfor ikke noget blogindlæg i dag

min nørdede hjerne i krise

En dag i undervisningen spurgte min lærer i religionsfilosofi om der var nogen af os der havde læst "Rosens navn", og det pinte mig at, at jeg ikke kunne række hånden op. Med alle de bøger jeg har læst, hvorfor har jeg så ikke læst lige nettop den læreren spørger om? Jeg har set filmatiseringen med Sean Connery en milliard gange, og jeg har læst andre bøger af Umberto Eco, men selvfølgelig havde jeg ikke læst lige nettop den bog læreren spurgte til. Den eneste logiske løsning er, at jeg, nu hvor jeg har ferie, sætter mig til at læse den, og det er præcis hvad jeg er i gang med.

Som den intellektuelle blærerøv som Eco er (det er ment som et kompliment) er bogen fyldt med latinske citater som man må bladre om i slutningen af bogen for at finde en oversættelse på. Og som den pseudointellektuelle blærerøv som jeg er, så sidder jeg naturligvis og tjekker udgiverens oversættelse. Til mit forsvar vil jeg lige sige, at jeg ikke tjekker ALLE oversættelserne. Jeg ser fx ikke særlig grundigt på de citater der drejer sig om emner/ordforråd, som ikke virker relevante for, fx en længere beskrivelse af de mest eftertraktede proportioner hos heste. Jeg bruger heller ikke så meget tid med oversættelserne, når jeg har lagt mig til rette i sengen om aftenen for bare at slappe af. Så for at være helt ærlig er det nok kun nogle enkelte oversættelser jeg får set rigtigt på.

Der er dog enkelte oversættelser der fanger mit kritiske blik. Flere steder optræder formuleringen "omnis mundi creatura", som jeg ville oversætte "alle jordens skabninger", men den danske oversættelse bliver ved med at oversætte det til "alle de ting som Gud har skabt" og det driver min stakkels nørdede hjerne til vanvid.

• Måske har jeg ret, og den danske oversættelse tager fejl, og så kan jeg leve lykkeligt til mine dages ende, eller indtil det næste nørdede dilemma dukker op.
• Eller måske er det en latinsk talemåde, som altid oversættes sådan til dansk, men jeg ved det bare ikke, og i så fald har jeg tænkt nogle alt for hovmodige tanker om en persons evner, hvilket vil få mig til at skamme mig godt og grundigt.

Jeg nyder bestemt resten af bogen, men denne lille detalje ligger hele tiden på lur i mit baghoved og ødelægger lidt af oplevelsen.

Efterrationalisering ovenpå en eksamen

Jeg er efterhånden kommet mig så meget oven på eksamenen, at jeg er begyndt at kunne se på den i bagkundskabens lys for at se hvad der gik galt. Jeg fik et 4-tal, så det var jo ikke fordi det gik sådan virkelig galt, men der var bestemt plads til forbedringer. Efter at have tænkt grundigt over det i 3 uger, så er jeg kommet frem til at et ganske logisk men også pisse irriterende resultat. Jeg er kommet frem til, at mit problem med eksaminer hverken er mangel på viden eller den klassiske eksamensangst, hvilket er irriterende, for begge de ting kan man få hjælp til.

Mit problem er i stedet, at jeg ofte ikke forstår den neurotypiske tankegang der ligger bag et spørgsmåls formulering. Disse meget brede formulering om et kæmpe emne, som der skal redegøres kort for. Mit skrækeksempel stammer fra min historieeksamen i 3.g.

"Redegør kort for mellemøstkonflikten".

 WTF? Jeg vil mene, at hvis man kan redegøre kort for så stort og kompliceret et emne, så er man enten et geni der fortjener Nobels Fredspris, eller en idiot der med stor sikkerhed udtaler sig om noget han bestemt ikke ved noget om. Jeg er ingen af delene, og jeg ved derfor ikke hvad jeg skal sige. Første del af min eksamen denne gang lød:

"Redegør kort for moderniteten og den fornuftsbaserede etik".

Hvad svarer man til sådan et spørgsmål? Jeg svarede noget i retningen af:

• Moderniteten var en periode i vestlig historie der er svær at sætte startdato på, men ca i slutningen af middelalderen, omkring reformationen. 
• Det var en periode der var meget domineret af humanismens meget store forventninger til den menneskelige fornuft, og det var igennem denne, den menneskelige fornuft, at man forsøgte at finde almentgyldige regler for etik som ikke skulle var baseret på religion.
• Moderniteten sluttede definitivt efter 1. verdenskrig og kolapset af tiltroen til den menneskelige fornuft.

Slut, punktum. Hvad mere skal jeg sige? Alt hvad jeg efterfølgende kan finde på at sige bliver tilfældige emner, løsrevet fra hinanden. Jeg snakkede en del om Hume. Det var ikke noget jeg blev bedt om, jeg skulle bare finde noget at snakke om, og dertil var Hume lige så fint et emne som alt muligt andet. Da jeg først havde sagt lidt om Hume, begyndte min lærer at spørge ind til nogle mere specifikke Humerelaterede spørgsmål, men da Hume ikke var en del af mit spørgsmål, så havde jeg ikke forberedt mere end nogle enkelte stikord, og det var ikke nok til at besvare alle lærerens spørgsmål.

Nemmere gik det for mig, da jeg kom til anden del af spørgsmålet:

"Redegør for Mill-teksten og utilitarismen".

Her vidste jeg hvad jeg skulle snakke om, her havde jeg et langt bedre billede af hvad min lærer forventede af mig, her behøvede jeg ikke længere at famle mig frem i blinde, og det var en stor lettelse for mig.

Disse ting var ikke det eneste der gik galt for mig, men det er et problem jeg kan se tilbage på i mange af de eksaminer jeg har været til gennem tiden, og jeg håber, at jeg ved at sætte ord på problemet vil have lettere ved at arbejde på fremover. Desværre er det ikke et af de eksamensproblemer der findes hjælp til, men så bliver jeg jo bare nødt til at gå ud og opfinde min egen hjælp, foreslag og gode råd modtages med stor taknemmelighed.

Et par fridage til at læse

Jeg har haft ferie i to uger, og jeg har næsten ikke haft en eneste fridag. Jeg skal ikke klage over min travlhed, for mine dage har været fyldt med spændende oplevelser og godt selskab. Jeg har været til koncert, på tre museumsbesøg, på sheltertur og i biografen og haft besøg er et par enormt dejlige unger. Jeg har haft nogle gode uger, men jeg begyndte også at blive træt.

Heldigvis skulle Kæresten på arbejde i går, så jeg kunne tilbringe hele formiddagen i sengen med en god bog. Åh, hvor var det noget jeg har trængt til. Det var den første egentlige læsedag jeg har haft i den nye lejlighed, først på grund af eksamen og nu med ferietravlhed. Noget har jeg selvfølgelig fået læst, men at læse et par sider før man lægger sig til at sove, når man venter på at skulle noget eller som overspringshandling under eksamenslæsningen er bare ikke det samme som et tomt hus og en hel dag uden planer.

Jeg ville også kunne bruge sådan en dag foran fjernsynet, men igen er det bare ikke helt det samme. Jeg pauser ikke en film for lige at tænke over noget, jeg kan måske lige hænge lidt vasketøj op mens jeg følger med i filmen med et halt øje og vigtigst af alt, så kan jeg ikke ignorere de fysiologiske beskrivelser af filmens helt/heltinde og i stedet indsætte mig selv. Jeg vil altid være for tyk, grim, mørkhåret, lyshudet, gammel, ung til at kunne træde i hendes sted. I en bog er det nemmere at springe sådanne detaljer over, hvis de overhovedet er der.

At ligge en hel dag med en bog er at opfinde mig selv på ny. Spørge mig selv, om jeg ville handle ligesådan i samme situationer. Jeg kan komme tæt på folk, som jeg i det virkelige liv aldrig ville komme i nærheden af. Jeg kan ligge på min senge og samle kræfter, imens jeg i bogen oplever ting som ellers ville dræne mig for alle kræfter og efterlade mig som en kludedukke liggende på gulvet, tudende af træthed. 

At læse en bog er for mig at opleve hele verden uden at blive udsat for alle de sanseindtryk som er med til i den grad at dræne mig for energi. Man kan måske sige, at mine sanser har svært ved at multitaske. Igennem en bog så oplever jeg udelukkende situationen igennem læsningen af en allerede fastlagt rækkefølge af beskrevne 'indtryk' som fantasien sætter samen som en form for helhed. Hvis jeg derimod var der i virkeligheden, så skulle jeg se, lytte, lugte, føle i en situation der påvirkes af uendeligt mange faktorer som min hjerne skulle sortere efter formodet relevans/vigtighed og derefter reagere på, hvorefter enhver  reaktion fra min side i større eller mindre grad vil påvirke den situation i hvilken jeg indgår. 

En misforstået situation

Min eksamen i mandags gik ikke så godt. Jeg fik et 4-tal, men det er ikke så meget karakteren der var problemet som hele eksamenssituationen. På grund af flytningen og fagets meget abstrakte og brede karakter (etik og religionsfilosofi), så vidste jeg godt, at det ikke ville komme til at brilliere. Jeg havde genlæst pensum, jeg havde diskuteret udvalgte emner med min tutor og der var ingenting, hvor jeg virkelig bare kunne sige 'det her forstår jeg ikke', så jeg var ret fortrøstningsfuld da jeg skulle op.

Jeg trak mit spørgsmål: moderniteten og den fornuftsbaserede etik, kontraktualisme (Hobbs og Rousseau) samt Mill og utilitarismen. Jeg var fortrøstningsfuld. Jeg var inde i forberedelseslokalet, lavede en disposition og nogle noter. Jeg blev kaldt ind i eksamenslokalet til lærer og censor, stemningen var venlig. Jeg talte en del. Jeg var udmærket klar over, at min fremlæggelse ikke var perfekt, og nogle af deres spørgsmål kunne jeg ikke svare på, men når de gav mig en ledetråd kunne jeg komme videre. Jeg kom ud af lokalet og smilede til de elever der stod udenfor og ventede. Jeg sagde, at det var gået fint, og at jeg var tilfreds med mig selv. Jeg bliver kaldt ind igen. Jeg får min karakter: 4.

4 er ikke nogen virkelig dårlig karakter, men jeg havde været så fortrøstningsfuld, at det føltes som et knytnæveslag lige midt i solar plexus. Da jeg kom ud til de andre begyndte jeg at græde, ikke kun fordi jeg var ked af det, men også fordi jeg var flov, ikke flov over karakteren, men flov over min opførsel.

Det er ikke helt usædvanligt at fejllæse en eksamenssituation. Hvor tit har jeg ikke set folk komme ud, helt grå i ansigtet, fordi de bestemt mente, at de måtte være dumpet, og alligevel kom de ud igen med  10-taller og 12-taller. Jeg derimod gjorde noget der var værre. Ikke alene troede jeg, at det var gået bedre end det så egentlig gjorde, men jeg bragte derved mig selv i en situation, som er både socialt og følelsesmæssigt svær at håndtere. At komme ud og sige 'jeg troede på mig selv, jeg opførte mig som om jeg var noget, men det var en illusion, og nu står jeg her klædt af til skindet, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige, og I ved heller ikke hvad i skal sige, og jeg græder uden andre grunde end at min stolthed er såret'.

Mest havde jeg lyst til at snige mig ud af bagdøren, væk fra folks spørgende øjne, bare løbe hjem og gemme mig under dynen, for aldrig nogensinde at vende tilbage til universitetet. Især frygten for nogensinde at se min lærer igen plager mig. Om dagen tænker jeg ikke så meget over det længere. Jeg læser bøger, binge watcher Netflix og alle mulige andre ferieaktiviteter, men om natten optræder læreren, eksaminer og karakterer som faste elementer i mine drømme, og hver morgen vågner fortumlet og lidt forvirret.

ikke noget indlæg i dag

Der vil desværre ikke komme noget indlæg på bloggen i dag, da jeg skal til eksamen i morgen, og jeg stadig mangler at læse forbløffende meget :-S

En sløv eksamenslæsning

Dagen for min eksamen i Etik og Religionsfilosofi nærmer sig. Det er på dette stadie, at adrenalinen burde sætte ind og få mig til at arbejde som en gal for, som ved et lykketræf, at nå igennem pensum. Det er det, jeg synes burde ske, men der sker ikke noget. Jeg sidder hjemme hele dagen, og jeg læser, men læsningen bliver hele tiden afbrudt, fordi jeg ikke kan kancentrere mig, eller fordi jeg får overbevist mig selv om, at nu har jeg vist læst nok for i dag, eller jeg kan altid læse lidt igen senere.

I forhold til pensummets størrelse, så går det vist egentlig fint, og jeg tror nok, at jeg skal nå det hele, men fordi det ikke føles hårdt, så føles det heller ikke som om jeg gør det godt nok. Det er de færreste at teksterne jeg føler er svære, men skyldes det, at jeg faktisk forstår dem, eller er det i virkeligheden fordi jeg læser dem så overfladisk, at jeg slet ikke opdager alle de ting jeg ikke forstår?

Det kan måske virke fjollet, og det er da heller ikke noget jeg sådan går og bekymrer mig om til dagligt, men med flytningen og alt det, så er mit liv kommet til at se meget anderledes ud. Især de ting som normalt er meget rutineprægede, som fx eksamenslæsning, følger nu ikke længere de samme mønstre som jeg er vant til, således at jeg heller ikke længere har føling på hvordan det går.

Jeg er sikker på at det er sundt, at jeg ikke stresser for meget, og fysisk og følelsesmæssigt har jeg det rigtig godt. Jeg er helt med på, at det er det vigtigste, at jeg har det godt, men det er stadig lidt generende ikke at have nogen fornemmelse af hvor jeg ligger fagligt. Jeg ved ikke om jeg ligger til 2, 7 eller 10, men selvom jeg ikke kræver af mig selv at jeg skal klare det perfekt, så vil jeg da alligevel ønske at det går godt.

Der er nogle følelser der aldrig helt forsvinder.

Dengang da jeg var meget syg var en af de ting jeg sloges med maden. Jeg var meget tynd. Ikke tynd nok til at kunne få en anoreksidiagnose, men for tynd til at have nogen livsenergi. I og med, at jeg så begyndte at få det bedre, begyndte jeg også at tage på, 30 kg på 5 år. Samtidig med at jeg fik det bedre, begyndte det heldigvis også at betyde mindre for mig hvad jeg vejede, ellers havde det været en tung byrde at bære. I dag har jeg et godt liv, og jeg tænker sjældent på det med vægten, men alligevel er det nogle følelser jeg aldrig helt vil kunne slippe.

Her i dette varme sommervejr så jeg ind i mit klædeskab og måtte erkende, at der snart ikke var mere sommertøj jeg kunne passe. Det var et problem, men heldigvis et temmelig overskueligt problem, jeg skulle jo bare en tur ned i byen og købe noget. Det var planen, Kæresten tog med, vi gik ind i butikken, vi fandt nogle kjoler, jeg gik ind i prøverummet. Det var så her turen gik fra en praktisk opgave til en følelsesmæssig rutsjetur.

Bevidst om min krops forøgede omfang havde jeg udvalgt nogle kjoler i Large, men Kæresten måtte snart sendes hen efter nogle i Extra Large, og stadig strammede de under armene og over ryggen. Jeg stod så der foran spejlene i en kjole der sad et skævt på mig, for stor og for lille på samme tid. Kjoler der slaskede om mig samtidig med at de strammede. To små bogstaver, XL, som jeg hadede, men bogstaver er et abstraktbegreb, som det er svært for alvor at hade, så jeg begyndte at hadede mig selv i stedet. Jeg kunne stå og se på min refleksion i spejlet og se hvordan al selvtillid blev suget ud af mig. Jeg kunne se hvordan jeg blev mindre og mindre, uden dog at tøjet sad spor anderledes.

Jeg fandt en kjole i strækstof, som jeg kunne passe i størrelse large, og jeg købte den straks. Jeg tog ikke stilling til, om jeg kunne lide stilen, det eneste der betød noget var, at jeg kunne passe den, og at large var mindre end extra large, og jeg derfor kunne hade mig selv en lille smule mindre. Jeg kunne endda smile en lille smule.

Senere til hverdagsmesse henne i den katolske kirke stod jeg mens vi sammen bad:

Herre, jeg er ikke værdig til, at du går ind under mit tag, men sig kun et ord, så bliver min sjæl helbredt.

Først da kunne jeg trække vejret helt ned i lungerne igen og tænke, at det med kjolens størrelse, og spejlenes magiske kraft måske slet ikke betød så meget alligevel.