Bøgernes biprodukt

Jeg har efterhånden skrevet en del blogindlæg om min kærlighed til gamle bøger, men bøgerne har et andet papirbaseret biprodukt, som jeg også render rundt og har lidt sjov med. Nogle gange, når jeg er ude og se på bøger, falder jeg over hele samlinger af glansbilleder eller billeder af gamle filmstjerner,. Andre gange står jeg med en bog der er så ødelagt, at den ikke står til at redde, så ser jeg den igennem, for at se, om der er nogle af bogens enkeltdele, som vil kunne genbruges. Eller rettere, så håber jeg, at de kan genbruges, for ærlig talt, så vokser min papirsamling lidt for hurtigt.

Det sjove ved mange af disse papirting er, at ikke alene er de sjove sådan som de er, men de er også glimrende til at bruge til små kreative projekter.

Disse billeder er billeder jeg har haft lidt sjov med og 'forbedret' lidt på

Disse to landkort er forsiderne på nogle kasserede bøger:

Ord fra en kasseret bog:

Illustrationer fra en kasseret bog:

I bunken med billeder af gamle skuespillere fandt jeg dette fantastiske billede af en topløs Ronald Regan fra før han blev præsident (nammenam):

Blandt glansbillederne er denne indianske St Sebastian blandt mine yndlings:

Realistiske forventninger

Det sker tit, at jeg ikke helt forstår mine egne tanker og reaktioner. Eller måske forstår jeg dem egentlig godt, jeg skammer mig bare over dem, og ønsker at jeg ikke forstår.

Sådan har jeg det for eksempel nu. For to uger siden afleverede jeg en eksamensopgave i et fag jeg egentlig er okay god til, men det var ikke gået særlig godt med opgaven. Måske var det et lidt dumt spørgsmål eller måske var det bare mig der ikke forstod, men jeg var godt selv klar over, at det ikke var en særlig god opgave. Nu har jeg så fået min karakter, og jeg fik egentlig ca hvad jeg havde forventet, hvilket er en udmærket bestået karakter, men ikke en af de der fine karakterer man proler med på Facebook.

Jeg fik den karakter jeg havde forventet, men alligevel følte jeg mig skuffet. Det er sådan en lidt uklar fornemmelse der har lagt en dæmper på mit humør de sidste par dage. Det er ikke sådan, at jeg føler mig uretfærdigt bedømt af læreren, og jeg går ikke og slår mig selv i hovedet med en masse ting jeg burde have skrevet i opgaven, og alligevel kan jeg ikke nøjes med at føle mig tilfreds med bare at nyde, at jeg nu har ferie.

Jeg burde lave en aftale med læreren, så vi kan tale om min opgave. Jeg har en lang liste af ting, som jeg ved det kunne være godt at tale med ham om såsom; hvordan skulle spørgsmålet egentlig forstås, hvad havde jeg ikke taget med i opgaven som jeg kunne have taget med og mere af den slags.Men jeg tøver med at sende ham en mail, for et eller andet sted er jeg flov over, at jeg ikke klarede mig bedre. Logisk set, er det når man klarer sig dårligst, at man har mest nytte af at tale med læreren, men følelsesmæssigt, er det knap så simpelt

Produktiv sommer?

I søndags afleverede jeg min eksamensopgave, og selvom der gør mig nedtrykt at vide hvor dårlig den blev, så burde jeg i det mindste kunne glæde mig over, at jeg nu har sommerferie. Faktisk har jeg sommerferie i hele tre måneder, hvilket er ret lang tid, for lang tid til udelukkende at slappe af. Med så lange ferier, føler jeg mig på en måde forpligtet til at gøre noget konstruktivt med min tid. Det er sikkert udelukkende en følelse jeg pålægger mig selv, og så længe jeg ikke overanstrænger mig, tænker jeg på det som en god ting. Ud over at få slappet af, kan det jo også være sundt at holde sig lidt igang.

Det er faktisk sådan hver sommer, at jeg kaster mig over et eller fag jeg kan gå og snuse lidt til, så tiden og lysten er til det. Sidste sommer var det matematik og året før kinesisk, men i år havde jeg tænkt på noget mere praktisk. Jeg arbejder i en antikvarboghandel, så jeg får tit fat i gode bøger der er ved at falde fra hinanden, og jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lære at reparere og indbinde bøger.

Lige nu sidder jeg på mit og Kærestens bibliotek og ser rundt på nogle af de flotte gamle bøger vi har og tænker, at det er noget lidt i den stil jeg gerne vil lave, men selvfølgelig er det i første omgang noget mere beskedent jeg vil give mig i kast med. I første omgang handler det mest om at redde bøger der ellers ville blive smidt ud, og måske, hvis jeg er flittig, kan jeg med tiden komme frem med et resultat der ligefrem ser godt ud. Jeg har dog al for stor respekt for bogbindere til at tro, at jeg med et par enkelte youtubevideoer og en sommerferie kan producere et mesterværk.

En motivation for mig til at lære at reparere bøger er, at jeg har en stor forkærlighed for gamle børnebøger, og de er tit ekstra slidte, så hvis de skal kunne sælges videre til næste generation af børn, så kræver det lige lidt arbejde først. Bøger er ligesom med legetøj, de er til for at blive brugt.

præstevielse

Jeg har lige været i Viborg hvor en af mine studiekammerater skulle præstevies. Det var selvfølgelig i den danske folkekirke, men på en dag som i dag betyder det ikke noget. Normalt skal jeg nok være den første til at fyre dårlige vittigheder af om protestanter, men ikke i dag. I dag handler det ikke om vore forskelle men om vores venskaber. Måske synes jeg til daglig at protestanter er tossede, ligesom de synes at jeg er godt skør ("de er skøre de romere"). I dag ved jeg ikke andet end, at en god og oprigtig person har fået et hverv som han tror på, og hvor han kan gøre nytte. I dag mødte jeg op og sad i kirken for at vise min støtte og min tillid. Livet er fuld af dage hvor vi kan være idealister og stædigt stå fast på det vi tror på, og jeg mener bestemt ikke at det udelukkende er en dårlig ting (ud over måske det med stædigt) for hvis vi aldrig var uenige, hvordan skulle vi så kunne tage ved lære af hinanden. Vi har brug for et ståsted her i livet, og vi har brug for en måde at forstå verden i forhold til os selv. Og så er der andre dage hvor vi bare har brug for at være venner, dage hvor det kan være alt for hårdt at stå på egne ben, men hvis man kun kan være venner med dem der er præcis som én selv, så kan man hurtigt blive meget ensom.

Desuden var det lidt at opleve Viborg Domkirke i funktion. Det er klart en af landets smukkeste kirker, og jeg har været der og set den som turist flere gange, men en kirke er mere end bare et museum, og at se på den er kun et lille del af billedet. For rigtigt at opleve en kirke, må man opleve den i funktion.

Når tiden føles elastisk

Jeg bladrer lidt rundt i min kalender, forvirret. Jeg kan ikke længere af mig selv huske om jeg har haft læseferie i to eller tre uger. Kalenderen fortæller mig, at det på tirsdag er to uger, men jeg kan ikke få det til at passe oppe i mit hoved, for med alle de ting jeg har haft gang i, kan det umuligt være så kort tid. Det er selvfølgelig ikke fordi jeg har brugt min tid på at læse op til den eksamen jeg har på mandag om en uge.

Jeg føler mig så træt hele tiden, fuldstændig udmattet.

Tilbage i efteråret søgte mine støttepædagoger og jeg kommunen om et par timer hos min tidligere psykolog, fordi jeg har haft så mange problemer med universitetet og trænger til at snakke det igennem. Min sag var til visitation i torsdags, men jeg har ikke hørt noget fra dem. Jeg tror ikke at jeg får det, mest af alt fordi jeg bare ikke har tillid nok til systemet til at håbe på noget. Jeg vil dog ikke spilde alt for meget tid på at bekymre mig før jeg får et konkret svar fra dem.

Når jeg snakker om disse ting må i ikke gå og blive bekymrede for mig. Jeg tager selvfølgelig med glæde imod jeres sympati, men jeg er ikke deprimeret. Det er mere et spørgsmål om, at min hjerne ikke længere kan holde styr på alle de ting der foregår. Forestil jer en bestikskuffe hvor alle gaflerne ligge i ét rum, knivene i et andet, skeerne i et tredje og så fremdeles, men efterhånden som man anskaffer sig mere og mere bestik begynder alle rummene at flyde over og alt bestikket ender i et stort uorden. Det er ikke fordi det er en decideret katastrofe, men det er irriterende hvis man godt kan lide orden, og når man engang imellem skal dække bord til en stor gruppe mennesker kan det være besværligt at få fat i det rigtige antal knive og gafler. Forestil dig så, at det ikke kun handler om bestik, men om dine tanker og følelser, og så kan du måske godt forstå at jeg går rundt og føler mig lidt træt.

Om at være en læser

Kæresten: Vil du med ud og gå en tur?
Mig: Jamen... Jamen, jeg er jo lige gået i gang med en rigtig god bog...
K: Er du ikke altid det?
M: Nej da! I går var det fordi jeg var ved at være færdig med en rigtig god bog, og den havde jeg været i gang med længe.
K: 2 uger?
M: I hvert fald tre.

Tanken om at forlade sofaen hvor jeg sad med den åbne bog i skøddet, virkede så fremmed for mig. Selvfølgelig endte jeg med at gå en tur sammen med ham. Vejret var dejligt, både varmt nok til shorts, men stadig køligt nok til, at jeg ikke svedte. Desuden er en gåtur altid et godt tidspunkt til at gå og snakke. Ikke om noget vigtigt, bare for at være sammen, bare os to. Vi mødte adskillige katte der sad under træer i håb om at få fat på en fugleunge. Ingen af dem gad snakke med os.

Jeg følte mig lidt trist til mode, men jeg var ikke sikker på, om det var min egen følelse, eller en følelse jeg havde absorberet gennem min bog. Det kan en god bog godt gøre ved dig. En udmærket men ikke fantastisk bog vil provokere en følelse i dig. Der sker noget godt, du bliver glad. Der sker noget slemt, du bliver vred eller ked af det. En rigtig god bog får dig til at glemme hvor du slutter og bogen begynder. Du står og børster tænder, og tænker, at du skal huske at fortælle  hende hvad hun skal gøre, og først når du ligger i din seng kommer du i tanke om, at hun er en person i en bog, og hun ved slet ikke hvem du er. Så ligger du der med en følelse af skuffelse, og bliver måske endda en lille smule vred, måske endda så vred at du slet ikke vil læse i bogen den næste dag. Måske er det fordi det er vigtigt for dig at få tid til at huske at du er dig, men måske er det også en lille smule for at straffe bogen fordi den ikke er virkelighed, i hvert fald ikke sådan som vi normalt forstår ordet 'virkelig'.

Det er så nu du har nærværelse nok til at få ordnet nogle praktiske ting i hjemmet eller skolen. Alle de ting man normalt udskyder, fordi man lige skal læse hvad der sker med hende du ved nok. Jeg synes personligt, at en god bog er en helt legal grund til at melde sig syg fra arbejde, selvom jeg godt kan se, at det ville blive uholdbart i længden. Jeg kan godt blive lidt misundelig over, at nogle mennesker kan være professionelle forfattere, men at man ikke kan være professionel læser. Eller det kan man nok godt, men så er det sådan noget som anmelder eller udgiver, men et eller andet sted er det ikke helt det samme. Det fritager meget af ens frihed til at læse hvad man vil, og der er også noget skummelt ved tanken om at tage et andet menneskes hjertebarn og som prinsessen i Klods Hans sige "dur ikke, væk".

Skoletræt

Jeg var nede på universitetet for at tale med min vejleder om hvor ugidelig jeg har følt mig på det seneste. For første gang blev ordet skoletræt bragt på banen. Det føltes helt underligt at sige det. Det var ikke fordi det virkede farligt, sådan som nogle ord godt kan føles. Ord der, når de bliver sagt højt, kaster en moralsk dom.

'Skoletræt' er en mere neutral betegnelse, men det var ikke noget jeg havde så meget som tænkt på at bruge om mig selv. Jeg er  jo den der nørdede type, en af dem der ligefrem elsker skolen. Og alligevel er det den betegnelse der passer bedst.

Til sommer det 5 år siden jeg vendte tilbage til universitetet efter 5 års sygdom. Det er 5 år hvor jeg har gået på tre forskellige årgange. De mennesker jeg startede ud sammen med er begyndt at blive færdige og spredes for alle vinde, og det kan godt føles lidt ensomt at sidde tilbage. De mennesker jeg følges med er søde og rare, men den træthed jeg føler indeni skaber en distance mellem dem og mig. En distance der måske nok let kunne overvindes, men trætheden gør, at jeg ikke engang er sikker på om jeg ville have lyst.

Hos vejlederen blev emnet orlov bragt op, ikke som noget vi vil gøre noget ved nu, men som en nødplan, hvis jeg stadig har det sådanher efter sommerferien. Som tingene er lige nu i tiden op til eksaminerne, så er ordet orlov en fryd for øret. Alt andet end eksamenslæsning lyder faktisk rigtig godt. Men ville det stadig lyde godt efter at de første par ugers ferietilstand var overstået? Det er jo ikke sådan, at et semesters orlov er det samme som at droppe ud, men tanken føles alligevel lidt sådan. En pause kunne måske endda genopvække noget af den samme iver som jeg følte for studiet for bare nogle få år siden. 

Hvis jeg tog orlov ville det jo ikke være sådan, at jeg slet ikke lavede noget. Jeg ville jo nok fortsætte med at arbejde med bøger. Jeg ville måske gøre alvor af mit forsøg på at lære mig selv tysk. Jeg er glad for at jeg ikke skal træffe en beslutning nu, for der er mange ting der skal overvejes, især når det gælder alt det bøvl jeg jo nok i så tilfælde ville ende med at få med studienævnet, og jeg har jo erfaring med at den slags ikke går så let som man havde håbet.

Ufokuseret

Jeg har på det seneste været lidt ustabil i at lægge indlæg op på bloggen. Jeg beklager rigtig meget. April har været en meget travl måned for mig og alle mine sædvanlige rutiner har været sat ud af kraft. Det er ikke noget der går ind og ødelægger min hverdag. Jeg føler mig stadig rask og glad. Det gør derimod, at når jeg prøver at tænke over hvad jeg gør eller på hvad jeg gerne vil, så føles mit hoved tungt og mine tanker tågede. Det meste af min tankekapacitet går på holde rede på de ting der skal gøres. Jeg kan bruge en hel time om aftenen på at få styr på næste dag og finde ud af hvornår jeg kan træne, købe ind og læse lektier.  Jeg lægger mine planer, bliver i tvivl, lægger dem om, fortryder og ender med at opgive mindst en af opgaverne. Der er mange ting jeg ender med ikke at få gjort fordi jeg ikke kan få det passet ind. Andre ting vælger jeg at ignorere for at undgå at skulle tage stilling. At tage stilling betyder at bruge en masse energi, og det orker jeg ikke.

Jeg føler mig ikke stresset. Stresset er når det kommer så vidt, at man bliver syg af det og man får svært ved at fungere i det daglige. Jeg fungerer, selvom det selvfølgelig er på et nedsat energiniveau. Hvad jeg er føles mere bare som ufokuseret. Jeg har gang i 117 forskellige ting og gør derfor ingen af delene særlig grundigt. Spørgsmålet er dog, om det er for mange ting jeg har gang i eller om mit manglende overskud bare går ud over alle de ting jeg har gang i.

Det gør mig lidt nedtrykt at se hvordan hovedparten af alt hvad jeg gør være gjort halvhjertet. Det føles lidt som om, at jeg måske bare ikke er god nok til at gøre tingene ordenligt.

Endelig ferie?

Jeg ved ikke om jeg skal være glad for at det er ferie. På den ene side er jeg helt klart glad, woohoo, ingen lektier, ingen forpligtelser, den befriende følelse at vide, at man har ferie. Men når jeg ser på kalenderen kan jeg godt se, at jeg i virkeligheden ikke får spor mindre travlt. Min april er et kaos af aftaler og forårsfornemmelser. Der ligger bunker af emails og venter på mig, hvoraf nogle af dem faktisk er temmelig vigtige. Der er familiearrangementer i tre forskellige grene af familien hvortil der skal arrangeres transport, beklædning og ikke mindst gaver. Tiden bliver ikke mindre knap af, at nogle af disse gaver er bøger som jeg gerne lige vil nå at læse selv først før jeg pakker dem ind. Jeg trænger desperat til en pæn kjole, men jeg lever i let skjult frygt for prøverummenes nådesløse belysning.

Jeg har lige været i Lalandia med en veninde og hendes små børn. Jeg elsker de små krudtugler, men det er tre dage siden jeg kom hjem, og jeg føler mig stadig ør i hovedet af udmattelse. Jeg elsker børn, men mit forhold til dem fra de første par timer at være "ih, hvor er de bare nuttede, jeg vil også have en", til at være "åh Gud, hvor er jeg træt, kan der ikke lige komme noget i fjernsynet der kan paralysere dem i et par timer". Det hjalp da heller ikke, at den 3-årige nikkede mig en skalle den første aften. Der var ikke nogen egentlig grund til at han gjorde det, han var bare træt og hans motorik ikke så god. Dagen efter var jeg ved at komme alvorligt til skade på en vandrutchebane, hvor jeg ufrivilligt tog turen ned med hovedet først og stængerne i vejret, hvorefter den 5-årige blev sur fordi jeg var kørt ned uden hende.

Studierne ligger også og presser sig på. I dette semester har jeg kirkehistorie om oldkirken og middelalderen, hvilket jeg finder enormt spændende, men alligevel har det været svært for mig at finde motivationen. Det er egentlig ikke noget der haster. Min eksamen ligger først sidst i maj, først i juni, men efter over 20 års skolegang er dårlig samvittighed over manglende lektielæsning lige så indgroet en del i min personlighed som at bruge sarkastiske bemærkninger i defensive situationer.

Slutteligt har jeg på arbejde tusindvis af nye ideer og projekter jeg gerne vil prøve af, hvoraf ingen har nogen egentlig effekt, men heldigvis er jeg så ny i faget, at det ikke kan tage modet fra mig.

Om at dele sine interesser

Jeg er stadig super glad for mit arbejde på antikvariatet. Bøger er og bliver en af mine største interesser, og det er skønt at få lov til at gå og sætte dem på plads eller flytte rundt på dem. Jeg elsker i modsætning til min chef når kunderne roder, for så har jeg en grund til at sætte bøgerne tilbage på hylderne. Mine egne bøger derhjemme står for det meste i nogenlunde orden, så jeg tager dem stort set kun ud af reolen når jeg skal bruge dem til noget, og det kan i længden godt være lidt kedeligt. Når jeg derimod går nede i antikvariatet og sætter på plads, så får jeg rigtig god mulighed for at se hvad det egentlig er for bøger vi har.

Grunden til at jeg nævner det er, at alt for få deler min interesse, og at det derfor kan være at min chef bliver nødt til at lukke den butikken ned og frem over udelukkende sælge over nettet. Jeg ville stadig kunne fortsætte med at arbejde for ham, og selvom jeg stadig ville elske det, så ville det dog ikke være helt det samme. Det både forvirrer mig og ærgrer mig, for når jeg færdes på Instagram, kan jeg se, at jeg langt fra er den eneste der har denne interesse, men jeg ser også, at rigtig mange af dem der deler min interesse lever langt ude i den store vide verden. Jeg ved ikke om der er noget ved danskerne der gør, at vi er mindre interesserede i gamle bøger end andre, eller om der på verdensplan er en stigende interesse for gamle bøger, hvor tendensen bare ikke er nået til Danmark endnu.

Jeg kan huske som ung i 90'erne hvordan genbrugstøj blev set som noget af det mest nederen der var til.
- "Ad, hvad nu hvis en gammel dame døde i det tøj?"
- "Det er et par jeans* størrelse 12 år der aldrig har været brugt, mærket sidder stadig i..."
(* Dengang kaldte vi dem stadigvæk cowboybukser, eller som en jeg kendte cowboyderbukser).
Men nu om dage er det helt okay, der findes endda luksus-retro-genbrugstøjs-butikker. Jeg har det bare sådan, at hvad nu hvis en masse antikvariater lukker, fordi tendensen er for langsom til at komme til Danmark, så vil læssevis af ellers ganske udmærkede bøger blive smidt ud. Jeg er selv med til at smide en masse ud for tiden, og jeg er generelt god til at smide ud, også bøger, men det gør stadigvæk lidt ondt i hjertet at gøre det.

Jeg kender rigtig mange af de folk der mener at man ikke må smide bøger ud, men hvis folk ikke køber dem og der hele tiden kommer nye ind, hvad skal vi så stille op med dem? Usolgte bøger fylder og huslejen skal betales.

Jeg har prøvet at lave et super kort lille spørgeskema om køb af brugte bøger (som en meget gerne må udfylde, der er kun fire spørgsmål https://da.surveymonkey.com/r/N7WM78Y ). Den er ikke spor professionelt lavet og den er primært blevet besvaret af folk jeg kender på facebook. De fleste besvarelser siger, at man ville være villige til at købe brugte bøger, hvis de var billige, men det reelle salg består at bøger i den midterste prisklasse, bestående af et lille antal udvalgte titler. George Orwells "1984" er meget populær for tiden, men "Burmadage" af samme forfatter er nærmest usælgelig på trods af, at den kombinerer en kendt forfatter og et land der er stor fokus på.

Jeg må indrømme, at jeg ofte synes at vi menneskers opførsel kan være ret forvirrende.