En vigtig lektie angående eksamener

Det vigtigste først. Hvordan gik det med med eksamenen? Det gik rigtig godt, jeg fik 12. Det er det første 12-tal jeg har fået til en ikke sprogeksamen, og jeg er selvfølgelig ganske stolt, men mest er jeg bare træt og kan ikke helt overskue at jeg allerede starter næste semester på tirsdag.

Jeg har aldrig rigtig været en af de personer der frygtede eksamener, men jeg har heller ikke rigtigt været en af dem der var god til at gå til dem. Ofte har det været sådan, at jeg egentlig vidste en helt masse, men at kommunikationen med læreren var så vanskeligt, at jeg kun kom derfra med et middelmådigt resultat. Denne gang tror jeg dog, at jeg er ved at gennemskue hvad sådan en eksamen egentlig går ud på. Tidligere har jeg altid brugt mine læseferier på at læse en helt masse, bare proppe hovedet med al den information det overhovedet var muligt at proppe derind. Ofte resulterede det i, at jeg egentlig slet ikke havde styr på den viden jeg havde derinde. Når jeg så sad ved eksamensbordet var det vanskeligt at fremkalde de rigtige informationer i den rigtige rækkefølge, og det kunne også være rigtig svært at tage de informationer og formulere dem til en forståeligt sammensat sætning.

Denne gang gjorde jeg noget helt andet. Egentlig skyldtes det at jeg var alt for udmattet til at læse så meget som jeg plejer, men det viste sig at være godt det samme. Jeg tog simpelthen alle mine noter, som jeg har taget i løbet af året og gik dem igennem. Jeg gik i gang med at renskrive og omorganisere dem fra en ende af, fjernede alle irrelevante informationer og havde kun mine bøger fremme, når der var noget jeg ikke lige forstod. Og så var det egentlig det. Jeg brugte en del tid på nogle oversættelser jeg ikke havde nået i løbet af året, men ellers var det den letteste og mest kedelige læseferie jeg nogensinde har haft.

Når jeg ser tilbage på det jeg har lært virker det egentlige helt enormt åbenlyst. Læreren underviste i det vi havde læst, og læreren lavede eksamensspørgsmål til det vi havde læst og som hun havde undervist i. Jeg er en lille smule skuffet over at jeg ikke har indset det noget før. Det kan selvfølgelig nogle gange være lidt mere kompliceret, men jeg ser frem til at klare mine fremtidige eksamener lettere og bedre, og prøver at glemme alle de kræfter jeg tidligere har spildt.

Stres med og uden selvhad

På grund af eksamenslæsningen er der ikke noget egentligt indlæg i dag, til gengæld får I her et par billeder af hvordan jeg fiser den af i stedet for at lave noget fornuftigt, hvilket desuden er en af grundende til at jeg kommer endnu mere bag ud med læsningen, hvilket gør mig endnu mere stresset ect ect. Jeg prøver dog at sige til mig selv, at det er en god nok stres, for det er udelukkende pensum og universitetsadministrationen jeg kæmper med, hvorimod jeg for bare nogle år siden samtidig måtte kæmpe med mit eget selvhad og alle de bebrejdelser jeg kastede ned over mig selv fordi jeg ikke var klogere, ikke arbejdede lidt hårdere og ikke lige gjorde det alt sammen mens jeg prøvede at opretholde en rigid sulturkur.

nye problemer med universitetet

Kender I det, når ens computer er så fuld af alt muligt rod, at den bliver langsom og ubrugelig? Når den står og snurrer i det uendelige over selv den mindste opgave og går i stå, så man mister tålmodigheden og trykker på start-knappen for at slukke for lortet? Det er lidt sådan min hjerne føles for tiden.

Da jeg før jul fik godkendt min ansøgning om nedsat studieaktivitet hos studienævnet troede jeg, at nu kunne jeg tage tage en smule ferie med en følelse af ro i sindet. Nogle gange kan jeg være så naiv, at det gør helt ondt. 1. januar kom med sin sædvanlige lade følelse af træthed og tømmermænd, og jeg gik på nettet for at tjekke mine eksamenstider. Der var sket en fejl med noget forøget tid til forberedelse der ikke var blevet regnet med, men pyt, en hurtig email, og så var den sag ude af verden, og jeg lænede mig tilbage i sædet med et glas cola og tænkte allerede på andre ting. Det første lille problem ledte dog videre til et andet lille problem der igen ledte videre til et langt større problem, og vi var endnu ikke kommet længere ind i det nye år end til 3. januar.

Hvor stort problemet egentlig er har jeg meget svært ved at overskue. Men selv hvis det i sig selv ikke er det største problem, så er det tyngden af bølge efter bølge af problemer der begynder at køre mig ned. Jeg har sikkert styrke nok til at klare også dette problem, hvis jeg da kunne være sikker på, at dette er det sidste, men jeg stoler ikke længere på dem, og tanken om at rækken af problemer vil fortsætte i det uendelige giver mig lyst til at smide håndklædet i ringen og bare droppe det hele.

Jeg orker det ikke længere, for ved siden af min fortsatte kamp med universitetsadministrationen sidder jeg også med eksamenslæsningen. Eller rettere, så BURDE jeg sidde med eksamenslæsningen. Jeg prøver, men jeg kan ikke koncentrere mig, og jeg kan ikke finde hoved og hale i de få ting det lykkes mig at få læst.

2016 et godt år

Så er det nu at jeg burde komme med en lang tirade om hvilket frygteligt år 2016 var. Måske skulle jeg lave en sjov tegning om hvor smadret jeg så ud i slutningen af dette forfærdelige skæbneår. Det er i hvert fald sådanne ting nettet er fyldt med i disse dage.

Jeg er ikke helt sikker på hvad der kvalificerer 2016 som et særlig dårligt år. Om det er de mange mennesker på flugt, det store antal af dødsfald blandt vores stjerner eller om det er en mere personlig vurdering.

Selv har jeg egentlig haft et ganske udmærket år. Jeg er flyttet sammen med min dejlige Kæreste, jeg har læst en masse bøger og jeg har fået et job hvor jer kan gå og nusse med en masse bøger. Det er sandt, at jeg har haft en del problemer med universitetet, både med politikernes nye fantasifulde krav og med administrationsbeurokratiet, og selvom det selvfølgelig var pisse irriterende, så kunne det på ingen måde indgyde mig den samme rædsel som de ting jeg tidligere har måttet kæmpe med.

Jeg har ikke dårlig samvittighed over at have haft et godt år, og jeg tror ikke at nogen ville forvente det af mig. De fleste jeg kender ved også, at jeg haft rigeligt med dårlige år. År hvor nytår bragte skam og uro. Nytår var mere end alle andre øjeblikke skæringspunkt imellem en forfejlet fortid og en håbløs fremtid. Et helt år der var gået med bare at overleve. Hovedet fuld af umulige håb og løfter om et nyt år der skulle være bedre, og bevidstheden om, at det ville ikke komme til at ske.

Siden jeg var barn har mit nytårsforsæt altid været at holde op med at ryge, skønt jeg aldrig har røget så meget som en eneste cigaret, for så var det så nemt at holde. I de dårlige år havde jeg dog hundrede hemmelige løfter, tabe mig, tabe mig, tabe mig... og i løbet af det næste ville jeg tabe mig og tage på i en evigt svingende kurve, og når året var omme ville det uanset vægten føles som et nederlag, for det svært at føle sig glad og tilfreds når man er sulten hele tiden.

I år gik nytårsaften uden de store begivenheder, og det var hugget, varmt og trygt. Jeg har ingen løfter til mig selv for det næste år, ingen frygt for ikke at være god nok.

Spørgsmål om fremtiden

Jeg har siddet hele eftermiddagen og skrevet på et blogindlæg der bliver ved med ikke at blive til noget. Jeg har skrevet mange linier, som jeg efterfølgende har slettet igen. Det er ikke fordi det var nogle dårlige linier, men det handlede mere om, at jeg ikke  vidste hvad det var jeg prøvede at formulere.

Jeg ville gerne skrive om, at jeg har læseferie, men laver alt andet end at læse til eksamen, og om hvordan meget af min entusiasme for universitetet er forsvundet i løbet af de sidste 8 måneder, men jeg ville gerne skrive mere end bare det. Jeg ville gerne kunne fortælle noget om hvorfor, problemet er bare, at jeg ikke har nogen helt konkret ide om hvorfor det er sådan. Jo, jeg ved godt at min kamp med/imod universitetsadministrationen har haft en stor betydning, både på grund af al den tid og alle de kræfter det har taget, men også fordi jeg har måttet indse nogle ting om hvor sårbar min stilling på universitetet er. Jeg ville også kunne sige noget om hvordan jeg selv og livet omkring mig har forbedret sig i en grad, hvor universitetet ikke længere er mit eneste åndehul og det eneste der virkelig betød noget. Problemet er bare, at hver gang jeg prøver at skrive om det, så ender jeg altid ud i det samme spørgsmål: Hvad er det jeg vil?

Hvorfor går jeg på universitetet? Hvad har det af betydning for mig? Hvor vil jeg hen med det? Hvorfor var det i det hele taget at jeg begyndte? Er den grund noget der er relevant for mig i dag? Det ene spørgsmål bliver til mange, og de skræmmer mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, eller i det hele taget hvordan jeg skal komme frem til et svar. Det er faktisk først nu, imens jeg sidder og skriver dette, at jeg har sat ord på disse ting, og det er både skræmmende og overvældende. Der er ikke tale om at jeg pludselig vil droppe universitetet eller gøre noget andet drastisk, men jeg må erkende at det er nogle spørgsmål jeg bliver nødt til at tage alvorligt.

Der er mange ting man bare kan gøre fordi man plejer at gøre det. Faktisk er det sådan jeg kommer igennem de fleste af mine dage. Men når der dukker et spørgsmål op af denne slags, så er man nød til at lede efter en form for svar. Måske er svaret at man skal fortsætte som før med hvad man havde gang i, men så længe at man ikke ved at det er svaret, så bliver det kun sværere og sværere at fortsætte. Samtidig kan det være enormt skræmmende at spørge sig selv, for hvad nu hvis svaret er, at man skal gøre noget andet? Tanken om at ting måske kan ændre sig er rædselsvækkende.

For ikke at slutte på alt for deprimerende og eksistentialistisk vis, så kommer der her et billede af verdens sejeste servietter som vi har fået af Kærestens familie i Tyskland.

Årsdag

I dag er det så meningen, at jeg skal skrive om hvordan jeg lige har fejret 4 år uden selvskade, men jeg ved ikke hvad jeg har at sige til det. På den ene side har det været rigtig dejligt med al den ros og alle de søde beskeder jeg har fået, men det føles samtidig lidt underligt. Det føles underligt at få ros, når man ikke selv føler glæde eller stolthed derved. Ikke at forstå det sådan at jeg er ked af det eller savner det. Mest er det måske fornemmelsen af, at selvskaden kun var en enkelt lille del af et stort komplekst puslespil. 

Jeg fejrer årsdagen for sidste selvskade fordi det er en af de få ting hvor jeg kan fastsætte en dato. Jeg kan derimod ikke fortælle hvornår min spiseforstyrrelse fortog sig. Der er ikke et stort fedt kryds i kalenderen den dag jeg sidst bevidst spiste for lidt eller den dag jeg sidst spiste alt alt for meget på en anderledes måde end når almindelige mennesker spiser for meget. Jeg kan ikke sige hvornår alting gik væk fra at være for meget til hvad jeg kunne klare. Det var ikke sådan, at jeg vågnede op en dag og tænkte at nu var alting godt. Det var noget der kom snigende. En god dag hist og en uge her, en dårlig periode der var lidt kortere end ellers, en dårlig dag jeg havde nået at samle kræfter til at kunne overvinde. 

Begyndelsen til en god periode var aldrig noget jeg noterede mig vant som jeg var til at det var en illustration af et håb, og da jeg så en dag måtte indrømme over for mig selv, at nu gik det vist bedre, så var det ikke til at gennemskue hvornår det egentlig vrede startet. Jeg fejrer derfor hvert år årsdagen for selvskaden, men det er mere en symbolsk dag end en reel fejring af bedre tider. Jeg er glad for at have det bedre og derfor fejrer jeg dagen, men den reelle dato er ikke en dag jeg er følelsesmæssigt knyttet til, og derfor kan det virke underligt når folk siger tillykke. 

Hoster mine lunger op

Jeg skrev for et par uger siden om hvordan jeg var 'behageligt syg'. Det er jeg så ikke længere, nu er jeg bare syg. Rigtig ubehageligt syg. Jeg har ikke ondt ud over en enkelt hovedpine hist og her. I stedet hoster jeg. Hoster hele dagen og hele natten. Langvarige tørre hosteanfald der efterlader mig udmattet og ugidelig. Ud over hosten er jeg frisk nok, eller det er i hvert fald hvad jeg går og bilder mig selv ind. Hvis jeg så prøver at foretage mig noget mere krævende end at sidde i sofahjørnet med en bog, så må jeg hurtigt opgive og sætte mig tilbage i sofaen. Det generer min stolthed at lade Kæresten skal tage sig af alt det praktiske i hjemmet. Han derimod ser på mig med kærlige medfølende øjne og undlader at beklage sig over manglende nattesøvn. Det store spørgsmål om om jeg har smittet er endnu ubesvaret. Heldigvis viser det sig at den eksamen jeg troede jeg skulle tage her i december skal jeg først tage i februar. Det giver mig lidt tid til at komme til hægterne igen før den eksamen jeg er sidst i januar. Mindre heldig kommer min jul nok til at være.

Om at arbejde med gamle bøger

tilfældig illustration fra den sidste
bog jeg læste

Jeg er begyndt at arbejde i en antikvarboghandel på frivillig basis.

Det kan vist ikke komme som nogen overraskelse, at jeg godt kan lide bøger. Jeg kan lide at læse dem, bladre i dem, se på dem og bare generelt være omringet af dem. Det er en passion der er svær at tilfredsstille, for selvom der er dage, hvor jeg laver noget andet og tænker på andre ting, så vil der altid være dage, hvor jeg har brug for at blive udfordret af endnu en bog, men jo mere jeg læser, jo svære er det at finde noget nyt, noget jeg ikke har set utallige gange før.

Ofte beklager jeg mig over moderne krimier. Det er ikke fordi der er noget virkelig galt med dem, de er hverken værre eller bedre end så meget andet, og hvis man kan lide den formel de er skrevet efter, så er det også fint nok. Men når man som jeg trænger til noget andet, så kan en tur på biblioteket eller en almindelig boghandel være lidt af en prøvelse.

Bøgerne i et antikvarboghandel er ikke nødvendigvis mindre klichéfyldte, men fordi bøgerne strækker sig over flere århundreder, så kan jeg som moderne læser i det mindste lade mig overraske tidligere tiders klischéer, som jeg har den luksus at læse for første gang. Selvfølgelig udgives der gode romaner i dag såvel som dengang. Det er endda også igen kommet på mode at genudgive dem i smukke og holdbare udgaver. Jeg er helt vild med disse udgivelser.

En bog behøves ikke kun at være god at læse, den må også gerne være lækker at røre ved og se godt ud på reolen/natbordet. I en antikvarboghandler er der masser af disse bøger. Mange flere end jeg ville kunne købe eller læse. Jeg er da selvfølgelig udmærket klar over, at de smukkeste bøger ikke nødvendigvis har det bedste indhold, men det er alligevel rart at kunne omgås dem. Nogle af dem læser jeg og andre ikke, men de er stadig med til at stimulere min læselyst.

People always tell you not to junge a book by its cover, but sometimes it's hard not to ❤ #denengelskelods #henrikwergeland #bookcover #antiquebooks #currentlyreading #publishersbinding #seagull #mage #poetry #poesi #bøger #bookstagram #bookstagramer #judgingabookbyitscover #dansklitteratur #norsklitteratur #beautifulbookcovers #goldbook #mørksantikvariat

Et billede slået op af Linda Larsen (@teotossen) den 20. Nov 2016 kl. 5:34 PST

Intet indlæg i dag

Der kommer ikke noget indlæg i dag, jeg er simpelthen alt for træt til at tænke en sammenhængende tænke.

Vi var ude og gå en lang lang tur i den mørke skov. Jeg har prøvet at gå længere, men så har det for det meste været dagslys og mindre mudret.

Syg og i godt humør

Urgh, jeg er blevet syg. Ikke noget alvorligt, bare ondt i halsen og træthed. Jeg tror min krop måske føler sig mere syg end min hjerne gør, for hver gang jeg så meget som nærmer mig min seng, glider jeg taknemmeligt i søvn. Sjældent har en middagslur været så nem. Ingen besværlige tanker, ingen vedvarende venden og drejen sig i sengen, bare ren glæde over at have en varm, blød dyne at trække over sig for dernæst blot at lade sig synke ned i et roligt intet.

Jeg skriver dette på min (nye) telefon mens jeg ligger i  sengen. Jeg skriver kun et par linjer af gangen, så må jeg slukke telefonen og hvile mig lidt. Engang imellem stikker Kæresten hovedet ind og ser til mig. Så sender jeg ham et kys og kryber dybere ned i dynebjerget.

Jeg synes selv, at jeg fortjener en rolig dag i sengen. Jeg var to dage i Lalandia sammen med to små børn. Det var enormt hyggeligt og jeg elsker børn, men efter to dage var al energi suget ud af mig. Jeg var en zombie og en kludedukke, og så forventedes det oven i købet, at jeg mødte velforberedt op på universitetet dagen efter. Det lykkedes mig faktisk, men ikke uden en følelse af at have præsteret det umulige.

De børn vi var sammen med er nogle af mine yndlingsunger, men jeg er stadig dybt taknemmelig for at de ikke er mine, for selvom  jeg havde to skønne dage, så kunne jeg dog, på den sidste dag, da al min energi, lyst og tålmodighed var opbrugt, række dem over til deres mor og gå hjem og lægge mig syg i fred og ro uden skyggen af dårlig samvittighed.

Selvfølgelig er det kun sjovt at være syg så længe det ikke bliver værre end det er nu her. Hvis jeg først bliver rigtig syg, så forvandler "jeg fortjener en dag i sengen" sig hurtigt til "hvad har jeg dog gjort for at fortjene dette".