Om arbejde

Jeg blev forleden spurgt hvorfor jeg ikke arbejder (eller studerer på fuld tid), for tingene går jo så godt for tiden. Spørgsmålet var ikke ment som en kritik, vi stod bare og snakkede i en af pauserne. Jeg kan egentlig godt forstå spørgsmålet, få jeg kan jo godt nogle gange virke så fuld af energi og gåpåmod. Man kan jo sige, at jeg var meget meget syg, da jeg fik min pension, men sådan er jeg jo ikke længere.

Spørgsmålet er, om mine problemer er forsvundet, sådan at jeg jeg igen ville kunne klare et højere arbejdspres, eller om de er nedtonet, fordi jeg ikke længere har det samme arbejdspres. Jeg ved ikke, om jeg som sådan kan forklare forskellen. Det er vel bare en er de der ting, hvor man bare skal føle sig frem. Det der med at føle sig frem lyder så vagt, næsten bare som en dårlig undskyldning, men problemet er, at hvis jeg ikke lytter til mig selv, så risikerer jeg, at min tilstand igen bliver kritisk, for jeg var jo dengang så syg, at jeg risikerede at dø, og der vil jeg ikke hen igen.

Jeg oplevede det lidt i sidste semester, hvor jeg ikke kunne klare presset, og jeg måtte tage en pause. havde jeg ikke været på pension, ville det have haft seriøse konsekvenser for mig, der i værste fald kunne have betydet, at jeg måtte droppe ud. I stedet kunne jeg bare hvile mig og starte frisk igen i dette semester.

Jeg tror måske, at man kan komme til at forveksle min energi og gåpåmod med at have kræfter nok til at gøre mere end jeg gør nu, men jeg tror mere at det handler om en nyfundet glæde ved at være til som lyser ud af mig. Selvfølgelig har jeg stadigvæk dårlige dage, hvem har ikke det, men mine dårlige dage i dag er stadig langt bedre end mine gode dage var før i tiden, og selvom jeg stadig opfatter dem som dårlige dage, så gør denne bevidsthed alligevel noget ved én.