Noget om en uheldig kommentar

En dag sag min kontaktpædagog og jeg og snakkede om, at selvom jeg har det godt i dag, så vil jeg altid være i fare for et tilbagefald i tilfælde af dødsfald i familien, eller at min kæreste slog op med mig, "eller bare en tilfældig kommentar" sagde jeg, men nej, det kunne min kontaktpædagog slet ikke tro. "Du har det jo så godt". Underforstået var måske et "og du er jo så fornuftig", men en spiseforstyrrelse handler ikke fornuft vs ufornuft.

En anden dag sad vi og så på billeder fra dengang jeg var syg. Jeg prøver altid at være omhyggelig med at bruge ordet spiseforstyrret om mig selv og ikke anoreksi. For det første var det ikke anoreksi jeg havde en en blandingsspiseforstyrrelse, men for det andet så giver ordet 'anoreksi' folk indre billeder af omvandrende skeletter, og selvom jeg var tynd, så var jeg ikke så tynd. Det er dog ikke alle der ser den distinktion, og min kontaktpædagog kommer til at sige noget i retningen af, at nå men så tynd var jeg jo heller ikke.

Vi har flere gange talt om alle de kilo jeg siden har taget på (22 kg) og om, at det er meget (88 pakker smør). Inde i mit hoved så jeg med store røde bogstaver regnestykket skrevet:

Ikke så tynd igen + rigtig mange kilo = røde blinkende alarmklokker

jeg sagde dog ikke noget om det der, måske fordi jeg endnu ikke helt vidste hvor bange hun havde gjort mig, men senere, da jeg blev alene, snørede min mave sig sammen, og min hjerne blev ved med at udtale de farlige ord "Synes hun måske, at jeg er FED!". Det blev en meget lang weekend fyldt med tanker der for rundt i hovedet på mig. Jeg holdt ikke op med at spise, jeg motionerede ikke overdrevet, men jeg begyndte lige så stille at tvivle på min egen fornuft.

Weekenden er for mig ikke et godt tidspunkt at tænke over ting. Det er et tidsrum, hvor jeg alt for let gribes af angst, og hvor hverdagens beroligende monotoni ikke kan hjælpe med at aflede mine tanker, men heldigvis har enhver dårlig weekend sin afslutning, og jeg var så heldig at om mandagen var det den samme pædagog der kom. I mandagens klare lys havde jeg lidt mere overskud til at grine af min egen reaktion,men den stakkels pædagog, som både er sød og dygtig, men bare ikke vant til at arbejde med spiseforstyrrede, hun så forfærdet på mig, for det var jo slet ikke det hun havde ment.

Jeg er ikke dum, selvfølgelig vidste jeg udmærket godt, at det ikke var det hun havde ment, men velkommen til den spiseforstyrredes verden.