Jeg er blevet bedt om at holde et oplæg på en specialskole, og selvfølgelig sagde jeg ja, men nu sidder jeg her med ni dage tilbage, og jeg er først lige begyndt at forberede mig. Jeg skal snakke om mig selv om mit liv, så jeg kender jo udmærket indholdet af det jeg skal sige, men jeg kæmper en del med hvordan jeg skal strukturere det. Straks er der personer der spørger til om det nu er en for stor opgave for mig, og om jeg bør melde fra.
Det er ikke sådan jeg selv tænker. Jeg tænker mest hvilke dage i næste uge jeg bliver nødt til at tage fri for at arbejde på oplægget. På samme måde som jeg ikke helt ved hvordan jeg skal strukturere opgaven, så ved jeg heller ikke hvor høje ambitioner jeg skal have for mig selv. Jeg vil selvfølgelig gerne gøre et godt stykke arbejde, men hvordan definerer man et godt stykke arbejde?
Jeg sidder ved mit spisebord, som også fungerer som arbejdsplads, og rundt om computeren flyder det med små sedler i skrappe farver. På disse sedler skriver jeg emner og formuleringer ned, og jeg håber på, at min hjerne på en eller anden magisk måde vil kunne sortere, kategorisere og sammenbinde disse små stykker papir, sådan at jeg vupti står med et færdigt oplæg i hånden, men mine erfaringer siger mig, at det nok alligevel ender med at være mig selv der skal gøre arbejdet.
Det ville være meget lettere, hvis jeg kun havde denne ene ting at fokusere på, men jeg har jo også universitetet og min kæreste der skal passes, og ind imellem ville det også være godt hvis jeg fik lidt motion og fik lidt frisk luft, men dette er selvfølgelig ikke noget hvor-er-det-synd-for-mig-at-jeg-er-handicappet-problem, men nok snare et nogle-gange-er-det-simpelthen-bare-så-træls-at-være-menneske-og-ikke-have-superkræfter-problem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar