Improvisationens kunst

I går holdt jeg et oplæg for personalet ved en specialskole i Silkeborg. Den sidste tid har været lidt stram, fordi jeg prøvede at forberede mig på oplægget samtidig med, at jeg skulle passe mit skolearbejde, men det lykkedes mig da at stable noget på benene, noget om stres, skole og selvdestruktion. Jeg må indrømme, at det ikke helt levede op til de standarder jeg havde sat for mig selv, men hva' skidt. Fordelen ved at være en af den slags der holder foredrag om mit eget 'hårde' liv, er, at folk er så taknemmelige.

Da jeg kom derud, viste det sig dog, at der ikke var adgang til en projektor. Hmm, nå ja, min power point var alligevel ikke synderligt imponerende, og jeg havde jo mine håndskrevne notater, men alligevel... Nå der var ikke andet for end at stille mig op og tale. Jeg fik hurtigt talt mig varm, men noterne var ikke til meget hjælp, så jeg måtte bare prøve at føle mig lidt frem, først lidt i en retning, så i en anden. Som teenager spillede jeg teater og improvisationsteater, hvilket føltes som en stor fordel. Jeg var nok ikke ligefrem den bedste elev dengang, og jeg var både lettere doven og uden det helt store talent, men jeg havde det sjovt, så det skræmmer mig ikke sådan specielt det der med at stå på en scene, heller ikke selvom jeg måtte gøre det uden manuskript.

En fordel var også, at jeg havde talt indholdet af mit oplæg igennem 117 gange med min psykolog og mine pædagoger, men det blev fremført uden den helt store sans for struktur og gennemtænkte formuleringer, men folk virkede ganske udmærkede tilfredse, og det er vel det der primært tæller, det er jo dem der betaler for det.