Gæsteoplæg: Jordskælvet i Nepal fra en autistisk vinkel

Sif Schmidt Stewart-Ferrer, tidligere skolekammerat, har studeret filosofi og antropologi, interesseret i Østen, globetrotter og har en autismediagnose. 

Empati for en asperger/autist

Af Sif S. Stewart-Ferrer

Jeg boede i slutningen af 2014 i tre måneder hos en vidunderlig, nepalesisk familie i Kathmandu. De tog mig ind som en datter af huset, og vi delte mange skønne stunder sammen både i Kathmandu og ude i landsbyerne, hvor de oprindeligt kom fra, og hvor vi tog på besøg under højtiderne Dasain og Tihar. Det var derfor med stor uro, at jeg d. 25. april i år konstaterede, at der havde været et enormt jordskælv med epicenter ikke langt fra Kathmandu. Det tog lang tid for følelserne at ”nå bunden” i mig. Jeg brugte hele dagen på at læse om jordskælvet, følge med i nyheder og forgæves forsøge at få kontakt med min nepalesiske familie og venner. Først sent om aftenen, da jeg var færdig med alt, hvad jeg kunne gøre af informationssøgning og kontaktforsøg, og da jeg havde lukket ned for computeren, sank jeg hen i en sørgmodig tilstand og græd og blev trøstet.

Hvis jeg skulle analysere en smule på den måde at håndtere krise og sorg på ud fra en autistisk vinkel, ville jeg fremhæve, at der var handling og en logisk/systematisk fremgangsmåde, der kom forud for den følelsesmæssige del. For mig er det en måde at klare en vanskelig situation på, som giver rigtig god mening. Det er som en form for protokol, der er indbygget i mig der hedder (1) undersøg problemet godt, grundigt og rationelt (fakta-orienteret) , (2) iværksæt løsning af problemet, (3) mærk efter, hvad det betyder for mig. Det er også noget, som indimellem betyder, at jeg bliver lidt utålmodig med andre mennesker, hvis de har brug for at føle og snakke følelser, før vi kan handle, men jeg har med tiden lært at give plads til det, når jeg vurderer, at det er nødvendigt for den anden, og at det for den anden er en forudsætning for, at vi kan komme i gang med handlinger og problemløsning. Når det er sagt, er der også undtagelser. I nogle tilfælde er det mig, der bliver overvældet af følelser, og når det sker, bliver jeg komplet handlingslammet. I sådan et tilfælde får jeg meget brug for andres hjælp og støtte, før jeg kan komme i gang med at gøre noget som helst.

I dagene efter jordskælvet kom der nyt fra min familie og mine venner i Nepal, og jeg åndede lettet op, da jeg hørte, at de alle havde det godt. Der var sket nogle skader på husene i landsbyerne, men de var alle sluppet uskadte. En veninde fra universitetet skrev til mig og foreslog en indsamling – det var en rigtig god idé, som jeg straks tog imod, og det var dejligt at kunne nærme sig en følelse af at gøre noget nyttigt. Jeg brugte en del tid på at følge indsamlingen og holde den i gang med jævnlige opdateringer efter hvert bidrag, men efter den første uges tid, ebbede det langsomt ud. De, der ville hjælpe, havde bidraget, og mange andre havde enten givet andetsteds eller beholdt den distance, som vi sikkert alle kender, hvor man erkender, at man ikke kan hjælpe alle dem, der lider i verden, og derfor gør man intet. Min løsning på den problematik har været at beslutte, efter grundig overvejelse, til hvem jeg giver, og derfor kan jeg med ro i sindet sige nej til en del andre projekter og kun give ekstra, hvis det virkelig siger mig noget.

I forhold til alt det, der skete i Nepal, vil jeg mene, at de følelser, der har været på spil i mig, er medfølelse og et ønske om omsorg for dem, jeg havde allerkærest i området, men også alle de mange, som er blevet ramt meget hårdere end dem, jeg kender i Nepal. Min håndtering handler dog mest om at handle mig til en forbedring af situationen. Og i dette tilfælde er det mest i form af at sende penge ud til nødhjælp og til familien. Jeg fik den stærkeste oplevelse af medfølelse og indlevelse, da min nepalesiske lillesøster skrev til mig, at de havde mad og vand nok, og at jeg derfor ikke skulle bekymre mig om det, men at det farligste i den kommende tid til gengæld var risikoen for sygdomme, idet mange lig af dyr og mennesker lå i gaderne. Politiet havde for meget at se til og derfor ikke mandskab til at flytte dem, og de måtte gå med masker, fordi stanken var uudholdelig. Efter den klare beskrivelse mærkede jeg især medfølelse over, at de små børn skulle opleve noget sådant så tidligt i deres liv, og desuden væmmelse over tanken om stanken fra rådnende lig i gaderne.

Der er megen uenighed om forskellen på empati og sympati. Den klareste afgrænsning, jeg har hørt om, er opdagelsen af spejlneuroner, der går i medsving med en andens, og at dette er empatiens fysiske udløser. Det er grunden til, at en ung autist kan se en kammerat i skolegården, der græder, og dermed konstatere: ”der kommer vand ud ad øjnene” og lege videre for senere at blive dybt ulykkelig, når denne opdager at vand-ud-ad-øjnene = græder = den anden er ked af det = jeg skulle have trøstet min kammerat.

”Empati” – forstået som indføling som en automatisk reaktion via spejlneuroner – er kun til stede hos et mindretal af autister. Men ”sympati” – medfølelse med andre – er fuldt ud lige så meget til stede hos autister som hos ikke-autister. Den beror blot på viden opnået på anden facon end via umiddelbar følelses-resonans – nemlig deduktion (afkodning) via læsning af ansigtsmimik eller gestik, eller via forståelse opnået ved, at en venlig person forklarer os, hvad der er på færde. Forskningen viser, at når først denne viden er opnået, aktiveres de relevante følelsesmæssige hjerneområder hos autister i samme omfang som hos ikke-autister. På den måde kan man sige, at autistisk empati er en deduceret empati, men slutresultatet for en dygtig, autistisk afkoder ender med til forveksling at ligne den empati, som de fleste ikke-autister mærker umiddelbart via spejlneuronerne. Så er spørgsmålet selvfølgelig: hvis det lyder som empati, føles som empati og ser ud som empati, men er opnået på deduceret vis, er det så stadig empati? Det spørgsmål har forskere der arbejder inden for dette felt også stillet, og derfor taler man nu om ”affektiv empati” som den, der opnås umiddelbart ved hjerne-resonans, og ”kognitiv empati” som den, der opnås via en analytisk forståelse af situationen. Mon ikke godt vi kan sige at begge former er lige gyldige?