fredag den 12. juni 2015

Retten til egoisme

Jeg er bange for at få en hel del høvl over dette blogindlæg, så jeg vil lige på forhånd indskyde, at dette er en kort og derfor meget forsimplet tekst om nogle ganske få af de tanker jeg nogle gange gør mig om politik. Jeg er IKKE politikker og jeg er IKKE økonom eller noget af den slags. Dette er bare nogle små tanker fra en varm eftermiddag i eksamensperioden. Jeg ved også godt, at jeg aldrig var monster tynd, men depressionnen og alle selvmordsforsøgende der var mit egentlige problem har jeg ikke som sådan billeder af.

Valget er på vej, og det er ingen hemmelighed, at jeg stemmer et sted i det røde felt. Det virker som et logisk valg for en som mig der et førtidspensionist, studerende og som har behov for store (og dyre) mængder medicin. For andre mennesker vil et rødt valg være mindre logisk, idet deres livssituation er anderledes end min.

2008
Jeg bryder mig ikke om valgtider. Jeg er dybt taknemmelig for at leve i et demokratisk land, men jeg bryder mig ikke om den måde folk opfører sig op til et valg. folk strør om sig med anklager mod hinanden i et omfang jeg finder tæerkrummende pinligt. Jeg har de sidste par uger set en masse om 'alle de egoistiske rige mennesker'-anklager komme fra folk på min side af spektret. Jeg tror på, at rige mennesker er egoistiske, idet jeg også tror på at alle vi andre er ligesådan. Det er ikke fordi jeg synes, at egoisme er en god ting,  men jeg tror, at det er helt almindelig menneskelig ting.

Dengang jeg var 10 år vandt jeg en dag to gevinster i en tombola. I 30 sekunder var jeg verdens heldigste pige, det vil sige lige indtil min mor sagde, at jeg skulle give den ene af gevinsterne til min søster som ikke havde vundet noget. Jeg var gammel nok til for længst at have indset hvor grimme tombolabamser er, og jeg havde også rigeligt med bamser hjemme så ikke at have et kæmpe stort behov for endnu en, men det var princippet der talte, og i princippet var det MIG der havde trukket de vindende lodder. Jeg følte mig meget urimelig behandlet, så meget faktisk at jeg stadig kan mærke en lille nagen i maven når jeg tænker på det.

Jeg ved godt at det er en dum lille historie som egentlig ikke fortæller noget om samfundets struktur, og så alligevel. Jeg kan godt forstå at en ting som topskat gør nogle mennesker sure, for når man ser ned på papiret ser det enormt uretfærdigt ud. Hvorfor skal man give mange flere procent bare fordi man er rig? Nogle mennesker har faktisk knoklet røven ud af bukserne 90 timer om ugen for de penge (andre igen har ikke, men det er en anden historie).  Selv hvis vi alle havde en lige høj skatteprocent ville rige jo stadig betale mere simpelthen fordi en hvis procent af et højt beløb altid vil give et højere beløb end den samme procent af et lavere beløb. For pokker hvor kan jeg godt forstå at det kan virke uretfærdigt.

Alligevel går jeg ind for topskat. Det gør jeg, fordi jeg selv har oplevet hvordan velfærdsstaten tog andre menneskers penge og brugte dem til at redde mit liv, så på sin vis er min stemme til valget også egoistisk. Det er forfærdelig dyrt at redde et menneske, så dyrt at de færreste ville have råd til at redde sig selv. Derfor er staten nødt til at træde til. Staten er derfor nødt til at have penge, og da vi er et lille land med få naturressourcer, så er vi nødt til at få pengene et andet sted fra, og dem tager vi så fra dem der var så heldige at have mest.

2014
Bare fordi man nu har nogle penge betyder det ikke at de bliver brugt på bedste vis. Jeg kan godt forstå at rige mennesker bliver irriterende når nu du betaler mere end os andre og togene så stadig ikke går til tiden, og hullerne i vejen stadig bliver fyldt lige langsomt og tv og aviser er fulde af problemer der igen i år ikke er blevet løst. Det kan være svært at se hvor ens penge forsvinder hen. Jeg ville egentlig gerne møde dem og sige, her. Her gik i hvert fald nogle af jeres penge hen, og at jeg er taknemmelig. 

Jeg tror ikke, at det vil ændre så meget på deres synspunkter, og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at prøve på det, for jeg synes, at vi alle har lov til at mukke, når vi synes er verden er uretfærdig imod os, præcis som vi andre har lov til at mukke hvis skatten og velfærdsstatens privilegier indskrænkes. Der er mange ting som folk bruger penge på som jeg personligt finder unødvendige og måske ligefrem komplet idiotiske, men det ændres ikke ved folks ret til at købe dem. Jeg kan ikke lide alle disse anklager om egoisme, for de spreder sig. Er man egoist hvis man har lyst til at råbe "pis af!" til facers fra velgørende organisationer, eller hvis man køber en is når nu der sidder en hjemløs på bænken, eller hvis man ikke vil dele sin slikpose med hele klassen? Ja, selvfølgelig er man det, men det gør ikke nødvendigvis en til et monster.

2 kommentarer:

Cecilie sagde ...

Der er nogle ting jeg er helt enig i - eftersom jeg selv har Asperger og haft spiseforstyrrelse og fået hjælp.
Det jeg synes der bliver overset er hvor mange penge der går til mennesker, som i bund og grund kunne klare sig selv. En gang var jeg på kontanthjælp, som jeg synes er meget fint (i max 3 måneder), så længe man får et job, men efter et stykke tid bliver man fanget og lettere deprimeret af det - noget som jeg hører fra alle der har været på kontanthjælp. Der bunde været tidsbegrænsning, så folk ikke kunne udnytte systemet eller ende med at lalle rundt (hvis der er en andenårsag til at man ikke kan arbejde, skal vedkommende have hjælp igennem noget andet end kontanthjælp).
Det skal hedde "hjælp til de svagest i samfundet, indtil de kan hjælpe sig selv", ikke "penge til alle som ikke har penge", som det hedder i dag. Ud over det faktum at staten bruger penge på pjat, fx. millioner af skatteydernes penge, men heldigvis ikke nogle af gennemsnitsdanskeren, for de giver ikke nok i skat. Dvs. alle de penge "bør" gives i topskat, går til det.
Jeg kender en fysisk handicappet mand, som havde et godt firma, men han gider ikke længere at holde det ved lige.. Grunden er fordi han får penge fra kommunen og han bliver trukket hvis han tjener penge. Bare fordi man har et handicap er man ikke svag eller en af de svageste i samfundet. Det er ikke en enestående tilfælde hellere.
Det vigtigste er at have et job, for at holde sig kørende, selvom det er i netto. Måske bliver man dér ellers bliver man motiveret til at uddanne sig, få eller måske endda skabe et nyt og bedre job.
"Gud" ved at jeg elsker min veninde, men efter hendes uddannelse, hvor hun som så mange andre nyuddannede ikke kunne finde et job, endte hun med at få penge fra staten i 1,5 år! Hun søgte some sindsyg, det kan jeg selv bevidne, men i bund og grund kunne hun have haft et arbejde i over et år, men i stedet, som alle andre nyuddannede, valgte hun at tage pengene fra dem som arbejder for deres penge - hvor mange hundrede millioner, går der ikke til det? Hvis hun og andre arbejdede, ville alle, inklusivt dem selv, ikke behøve at betale så meget i skat.
Man er kun så hjælpesløs som man selv vælger og nød lærer nøgen kvinde at spinde. (Nu når det er sagt, hvis man har det psykisk dårligt, så vælger man at være "hjælpesløs", hvis man ikke beder om hjælp. "Man kan ikke redde andre før man redder sig selv". Det skal altså hedde "hvad er et skridt frem for vedkommende?") Folk bør ikke få penge til højre og venstre, når alt det vigtige - uddannelse og sygehuse etc. - bliver betalt. Det handler om at hjælpe folk, ikke bærer dem igennem livet.
Hele pointen er man kan SAGTENS kan undlade topskat og motivere folk samtidig, bare ved ikke at være skødesløs med dem.

Cecilie sagde ...

En fejl:
Millioner af skatteydernes (millionærernes) penge bliver brugt på Kongehuset. (Selvfølgelig skal selve skotterne opretholdes, men andet er bare grov udnyttelse fra de royales side.)