Min scenepersonlighed

Nu hvor jeg er blevet bedt om at holde oplæg ved en konference i Skørping 1 oktober og autisme, ADHD og spiseproblematikker, så er der mange der skal ordnes. Selvfølgelig er det aller vigtigste spørgsmål, vil min hofte være stærk nok til at jeg kan have højhælede sko på? men det er et spørgsmål kun tiden kan svare på. I mellemtiden, står jeg over for en lang række andre spørgsmål, der skal blandt andet skrives en tale, men før jeg kan gøre det, skal jeg finde min scenepersonlighed. Hvem jeg er, når jeg står på en scene foran 100-200 mennesker, har stor betydning for hvad jeg kan skrive i min tale. Bare vær dig selv lyder det gode råd, men når hele min personlighed er SÅ MEGET, så vil jeg på 45 min kun kunne vise så lidt, så der skal prioriteres. Jeg ville sådan ønske, at min psykolog snart kom hjem fra ferie.

Indtil nu har jeg kun prøvet at tale afslappet i en lille forsamling, eller at stå på scenen som en fiktiv karakter, men hvem er min scenemigselv? Som teenager gik jeg til teater og cirkus, ikke som tilskuer men som deltager. Min ultimative optræden, ville være en teatralsk Shakespearesk monolog værdig til Ghita Nørby. Jeg er godt klar over at mine teaterevner ikke rækker til det, men jeg fantaserer om at stå på scenen og græde og skrige og slå mig selv, for det er jo sådan en spiseforstyrrelse føles nogle gange En veninde foreslog slides, og det er godt hvis man kommer som ekspertvidne, men jeg er ikke ekspertvidne, jeg er bare en heldig overleven. Jeg er der for at vække folks følelser, og hvad er bedre til at vække folks følelser end teater.

Når jeg siger teater, så mener jeg selvfølgelig ikke, at jeg skal opfinde en ikke ægte mig. Der findes ikke noget mere falsk end en dårlig skuespiller, men på den anden side, hvordan kan man så virkelig gengive følelsen af en spiseforstyrrelse uden at spille teater, jeg har jo ikke de følelser mere i samme grad, og selvom jeg bare kan stå og fortælle om dem, så har jeg også lyst til at vise det, for mange mennesker forstår ting bedre gennem følelser.

Problemet med teater er, at der er meget der skal læres udenad. 45 minutter, det er meget lang tid, den længste ubrudte tale i mit liv. Jeg er hamrende nervøs. Nogle gange har jeg lyst til at melde fra, for det er se meget lettere bare at gemme mig herhjemme bag min skærm, men jeg har haft min blog i snart tre år, måske er det på tide, at jeg udvikler mine talenter. Sandt nok, så blev der skrevet en bog om mig og ti andre aspergerkvinder, men det var jo ikke mit talent men Camillas (forfatteren). Jeg fylder snart 30, hvilket er en stor ændring, om jeg vil det eller ej. Måske ville det ikke være nogen dårlig idé hvis jeg selv tog styringen over ændringerne i mit liv, i stedet for at lade min underbevidsthed gå i 30-årskrisechok.