De gratis glæder

Jeg skulle have været i biografen med nogle af dem fra mit bosted. For dem på kontanthjælp var turen gratis, men jeg er pensionist, så jeg skulle selv betale de 100 kr.

Siden jeg blev pensionist, efter så mange år på SU og kontanthjælp, har jeg følt at jeg havde alle de penge i verden jeg nogensinde kunne få brug for, hvilket måske siger mere om mit forbrug end om førtidspension generelt, men pludselig blev jeg grebet af misundelse. Jeg syntes at det var skide uretfærdigt, at jeg altid skal betale mere end alle de andre, for huslegen bliver afmålt efter indtægt og rådighedsbeløb. Egentlig er det ikke så unfair som det lyder, det drejer sig om, at dem på kontanthjælp får nedslag i deres husleje og kostpenge for at de skal have et bare nogenlunde acceptabelt rådighedsbeløb, men i går kunne jeg ikke se det fair i det, for jeg har jo nogle andre faste udgifter som de slipper for, jeg har nemlig både forsikring (de andre er for unge til at have deres egen forsikring), skolebøger og transport både til Aarhus og Odense (de fleste andre har familie der bor tættere på, og som i mange tilfælde henter og bringer dem).

Buhu, hvor er det synd for mig, det syntes jeg i hvert fald i går, og jeg blev så sur, at jeg meldte fra biografturen, for det ville jeg i hvert fald ikke betale for, når nu de andre kunne få det gratis. Jeg havde måske regnet med pædagogernes medlidenhed, men de var top professionelle, og ville ikke ynke mig for at have en dårlig økonomi, hvilket var både rart og pisse irriterende.

En anden lidt mere positiv grund til at jeg meldte fra var, at jeg er i gang med en skide spændende bog som jeg har fået fra Rosinante, "Désirée" af Annemarie Selinko, der handler om Napoleons første kærlighed, en silkehandlerdatter, som giftede sig med Frankrigs krigsminister og endte som dronning af Sverige. Det er en historie så fantastisk, at jeg ved den omtale ville have affærdiget den som noget urealistisk sludder, hvis ikke lige, at det hele havde været sandt.

Jeg lå på min chaiselong med fødderne begravet i et uldent tæppe, og med en Pepsi Max ved min side. Rundingen på hovedgæret passer lige med, at min hestehale kan ligge der uden at genere, hvilket de godt kunne lære noget af ved tandlægen og hvor man ellers bliver bedt om at sætte sig og læne sig tilbage.

Jeg læste til jeg blev helt firkantet i øjnene og de begyndte at svide og så lige lidt længere. Jeg begravede mig i en verden af smukke kjoler, uniformer, intriger og politik. Jeg lod mig opsluge af pomp og pragt. Jeg slugte hvert et ord, for det var en trist lørdag eftermiddag, og jeg havde brug for noget til at lede tankerne væk fra mit eget liv. Ikke at mit eget liv er dårligt, egentlig går det ret godt, men nogle gange har man bare en af de der dage, og så har man lov til en dag på sofaen, ja man fortjener det ligefrem.

I går kom jeg også til at lave en kæmpe bogbrøler. Jeg havde revset Kaj Munk i en boganmeldelse for ikke at have ordentlig styr på sin bibelshistorie, hvorefter jeg skriver at Jesus blev født i Nazaret. Det var en veninde der gjorde mig opmærksom på det, og jeg blev så flov, at jeg løj og sagde, at jeg selv havde tænkt på den, men jeg havde overhovedet ikke skænket det en tanke. Hele dagen var jeg så flov at jeg havde kvalme, selvom det egentlig var meget morsomt.