Om min bogblog

Jeg har en bogblog, hvor jeg nogle gange anmelder bøger fra blandt andet Rosinante, men også andre forlag. Rosinante er dog de mest krævende, og jeg føler mig beæret over, at jeg, på trods af mit relativt lave læsertal, må anmelde for dem. Nu er det sådan, at de er i gang med at opdatere deres blogger oplysninger, og jeg er blevet bedt om at oplyse hvor mange unikke besøg jeg har om ugen, og jeg krymper mig lidt ved at finde ud af det, for jeg har hen over sommeren forsømt min bogblog lidt, og nu hvor jeg er begyndt på universitetet er antallet af anmeldelser faldet til det halve.

Jeg har aldrig løjet over for dem, men lige nu føler jeg at jeg har, og jeg føler mig meget lille og utilstrækkelig. Det gør jeg også i forvejen. Jeg kan ikke finde ud af at gøre reklame for min bogblog, for det er jo bare min egen skøre særinteresse, og den kan folk da umuligt have lyst til at høre om, så jeg gemmer den af vejen, og håber alligevel, at folk vil finde frem til den, men det skal være slut nu, for mine anmeldelser er faktisk ganske gode, og jeg lægger et stort arbejde i at læse et bredt udvalg af bøger og skrive noget reelt om dem.

Først tænkte jeg, at jeg ville poste nye anmeldelser på asperger-pigens facebookside, men jeg jeg ombestemte mig, for det er jo så nemt bare at oprette en ny side, så det har jeg gjort, og I er velkommen til at like HER.

Hvad jeg stiller op med Rosinante ved jeg ikke. Måske beder jeg om udsættelse, og ser hvordan det går her i de kommende par uger, men selv når det går aller bedst, så er det ikke helt så godt, som jeg er bange for at de forventer, og jeg er bange for at skuffe dem, og bange for at de indstiller samarbejdet. Jeg tjener ingen penge på mine blogs, så det kan ikke kategoriseres som andet end en interesse, så det er kun min værdighed der står på spil, hvis jeg mister samarbejdet, men værdighed betyder en hel del for mig.

Efter alle mine år i psykiatrien føler jeg mig mindre som en person, for jeg mistede evnen eller i hvert fald muligheden for at producere et resultat som kunne måles, vejes og vurderes. Hver gang jeg lavede noget var det ih og åh så fint, for man forventede intet af mig. Høje forventninger slider på én, men slet ingen forventninger er også hårdt. Rosinante var de første der stillede krav til mig, og det var super fedt, og jeg føler et eller andet sted, at jeg står i taknemmelighedsgæld til dem, og jeg har et stort behov for at bevise mig selv over for dem.