To billeder, en boggave og andre ting fra en stille søndag

Jeg er stresset, så der er så mange ting jeg BURDE have gjort her i weekenden. Jeg burde have ryddet op og gjort rent, anmeldt en bog og læst en anden og måske også skrevet et brev eller nogle skriveøvelser, men det fik jeg ikke gjort. Det stresser mig endnu mere, at jeg ikke fik gjort nogle af alle de ting. Det stresser mig at mit skrivebord er rodet, det er forvirrende og ser ikke spor godt ud, og det stresser mig, at det i morgen er to uger siden jeg sidt skrev en boganmeldelse. Jeg skammer mig over, at jeg i den grad har ligget på den lade side. Hvad i alverden har jeg dog fået de sidste to uger til at gå med?

Okay, jeg har besøgt 4 mennesker som jeg har savnet, og jeg har løbet mig til en mindre skade. Det må vel også tælle for noget. Men hvad fik jeg så min søndag til at gå med, når jeg ikke fik gjort de ting som jeg burde have lavet?

Efter at have løbet med et lår der gjorde ondt, har jeg nu fået en hofte der gør endnu mere ondt, så jeg tænkte, at det måske ville være godt med lidt styrketræning. Normalt hader jeg styrketræning, men lige nettop i går, fik jeg pulsen godt op under opvarmningen, så det var lige til at holde ud at side ved maskinerne og se dum ud.

Da jeg kom hjem, burde jeg være taget i kirke, for jeg ville jo egentlig vildt gerne, men jeg trænger til at komme til skrifte, og jeg skammer mig over at komme i kirke når jeg ikke kan modtage kommunionen (nadveren), og om søndagen er der for travlt til, at jeg lige synes jeg kan tillade mig at skrive til præsten og spørge om jeg kan komme til skrifte før messen (gudstjenesten). Det er jordens lammeste undskyldning, jeg ved det godt, desværre er det bare alt for meget den virkelighed jeg lever i, frygten for en skam der i svingende grad er indbildt.

I stedet satte jeg mig ind i vores aktivitetsrum og malede. Engang malede jeg ustandseligt, men så flyttede jeg og havde ikke længere et godt sted at sidde, så flyttede jeg igen, men nu har jeg så meget andet at se til, men en gang imellem, så tager jeg lige formiddagen fri, og sætter mig ned med mine tuber og pensler, og i løbet af en 2-3 timer, kan jeg producere to små Mumi-billeder (den med skyen er fra en tidligere ombæring). Jeg fik idéen til mine Mumi-billeder, da en veninde bestilte billeder hos mig, og da vi kender hinanden fra nettet, hvor hun kendte mig som Mumi, så skulle det naturligvis være Mumi-billeder, og hun fik skyen og dette. Det er godt at komme i gang med at male igen. Det er jo noget jeg er relativt god til, så jeg får ros, og jeg kan godt lide at få ros. Nogle gange fremtvinger jeg rosen, ved at slæbe pædagogerne med ind og se billederne, men så tæller det ikke helt så meget, som hvis de roste mig af egen fri vilje. Det hjælper dog at jeg selv viser dem frem, for de kan ikke huske det ene fyrtårn fra det andet, så når de ser det nye, tror de, at det er det gamle, og så tror de at de har rost der.

Jeg fik også siddet og hyggesnakket med C. Vi har haft en periode, hvor først hun havde det rigtig skidt, og så tog jeg til Odense, så vi havde meget syrlighed der havde hobet sig op. Vi synes selv, at vi er meget morsomme, når vi er sådan, men jeg er ikke sikker på, at alle her på stedet er enige. Da jeg sad der i sofaen og hyggede med C, kom min lille aspergerveninde/søster, Beks, genert hen til mig. Hun er så genert, at hun er svær at få i tale, så jeg har fundet et lille trick med at lægge små postkort til hende. Hun er meget taknemmelig for denne gestus, og det er hendes forældre vist også, for hun kom og gav mig en bog, som jeg har talt med hendes far om.

Den danske forfatter, Johannes Jørgensen, er blevet verdenskendt for sin helgenbiografi om Frans af Assisi, men mindre kendt er den om MIN yndlingshelgen, Katarina af Siena. Jeg prøvede at læse den som teenager, men jeg gik kold i dens beskrivelser af italiensk middelalderpolitik (historisk et af de sværeste emner). Nu er jeg ældre, og jeg har forgæves forsøgt at få fat i den på biblioteket, men nu har jeg altså mit eget eksemplar.

Jeg er ikke god til at modtage gaver, der går altid lidt tid før jeg opdager hvor glad jeg bliver, derfor viser jeg ikke den rette taknemmelighed. Hun burde have fået et kæmpe knus, men jeg sad i sofaen, og hun stod bag mig, desuden var jeg fuldstændig paf, men så må jeg bare skrive et postkort.