En gang var denne blog et projekt for, at følge min vej tilbage til kirken, men skønt der periodevis har været lidt fremgang, så har det stået meget i stampe. At gå i kirke regelmæssigt er ikke bare et spørgsmål om lyst, ikke lyst, det drejer sig i stor udstrækning om gode vaner. En gang var jeg en af dem der gik i kirke hver søndag og til skrifte i hvert fald en gang om måneden. Jeg var super hellig, og jeg kunne ikke forstå hvordan folk, og især katolske folk, kunne overleve uden, men så kom mine forældres skilsmisse, og senere mit store sammenbrud, og derefter fulgte flere år hvor jeg var for syg til at komme nogen steder. Nu går det efterhånden bedre, og jeg længes tilbage til Kirken (Kirken med stort fordi det er hele den katolske kirke, og ikke bare den lokale kirkebygning).
Selvom turen til Paris for mig mest var et socialt projekt, så var det også en pilgrimstur. På grund af min døgnrytme, og fordi jeg så let blev alt for udmattet, så oplevede jeg slet ikke alle de åndelige programpunkter, for de lå som oftest sent om aftenen, hvor jeg for længst lå krøllet sammen under tæppet og sov.
Den ene dag oplevede jeg dog at komme til både messe og skrifte (desværre i den forkerte rækkefølge, så jeg ikke kunne modtage kommunion/nadver) hos en meget irsk præst. han var meget fornøjelig, men man forventede hele tiden at han ville trække en lommelærke frem fra inderlommen, eller at man ville kunne se skrammer på hans knoer fra det sidste nye slagsmål. Som en kontrast til de noget mere afdæmpede danske præster, så var det en god ferieoplevelse, men det var godt at komme hjem til det afdæmpede igen, for jeg kom i kirke denne søndag.
Jeg kom i kirke, og jeg sad der pæn og nydelig med hænderne foldet i skødet, og folk måtte have troet at jeg var meget from, men det var desværre ikke hvad der foregik inde i mig. Min puls steg, og blodet brusede i ørerne på mig, og en gang imellem snappede jeg efter vejret. Det ville være for meget at sige, at jeg havde et regulært angstanfald, men mit stresniveau var i hvert fald højt. Er det så overhovedet det værd? JA! Andet er der egentlig ikke at sige til det, men jeg kan da godt prøve at uddybe.
Fordi de andre fik alle disse åndelige aktiviteter, mens jeg stort set kun var turist, bad jeg lederne om, om de ikke kunne hjælpe mig med at finde en messe jeg kunne gå til. De fandt så en vi alle sammen kunne gå til i en kirke som vi alligevel skulle ind og se. Det var en meget from kirke, og mens vi sad og ventede på at messen skulle gå i gang, sad jeg og iagttog folks ansigter, og der var en fred over dem, som jeg husker fra mig selv en gang for længe siden. Jeg husker hvordan bare det at gå ind i en kirke fik alle verdens problemer til at virke meget mindre, hvordan jeg kunne have energi hele dagen, hvis jeg havde været til morgenmesse, eller hvordan jeg kunne være glad i dagevis midt i selv de mest depressive perioder, hvis bare jeg havde været til skrifte, vel og mærke hvis jeg havde gjort det ordenligt, ellers fik jeg det bare værre. Det er den følelse jeg så gerne vil tilbage til, jeg vil tilbage til den katolske familie, jeg vil være lykkelig, i det mindste noget af tiden, og det har denne tur givet mig håb om at blive en dag, men der er stadig lang vej endnu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar