Semesterplan

semesterplan, statusopgørelse, handleplan, all the same shit.

Jeg var et smut i Aarhus i går (to timer frem, og to timer tilbage) for at ordne semesterplan med min mentor. En semesterplan går i al sin enkelthed ud på at besvare spørgsmålene, hvad vil du arbejde med i løbet af semesteret, hvordan vil du gøre det, hvorfor vil du gøre det, og hvad vil du i det hele taget med dit liv??? Sidste spørgsmål står ikke på papiret, men jeg føler presset.

Jeg synes, at et helt semester er meget lang tid at overskue på en gang. Hvad vil jeg med det hele? Hvilke udfordringer har jeg? Ja først og fremmest stiller jeg enorme krav til mig selv, og sådan en semesterplan hjælper ikke, for hvad nu hvis jeg ikke har kræfter til at lave alt det ekstrearbejde som man formulerer? Er man så en fiasko? Men måske lægger jeg alt for mange tanker i det. De vil jo nok bare have et papir, som en form for forsikring på, at vi ikke bare ødsler deres penge bort.

Jeg kan godt lide min mentor, og hun hjælper mig meget, men nogle kunne det nu være rart at være middelmådig, med en middelmådig arbejdsindsats, og med middelmådige forventninger. Om jeg som person er middelmådig, det skal jeg hverken be- eller afkræfte, mine forventninger er i hvert fald ikke, men i dag vil jeg øve mig i en middelmådig indsats. I hebraisk og GT tilsammen skal der i løbet at weekenden oversættes 20 sætninger. Det burde jeg nu nok kunne klare, men jeg trænger virkelig til en fridag, hvor min kalender ikke ser sådan her ud, så det skal alt sammen laves i dag, og hvis jeg skal have nogensomhelst chance for at nå det, så bliver jeg nødt til at bruge mine noter fra dengang jeg havde hebraisk sidst. Jeg siger til mig selv, at det ikke er helt snyd, for det er jo mig selv der har lavet det, selvom det er 5-6 år side, men på den anden side, så lærer jeg jo ikke meget af det, men laves skal det jo, og det er jo kun denne enegang, og således starter en glidebane mod evig fortabelse.

Til gengæld skal jeg bruge de ti af sætningerne til en aflevering, som jeg satser på at give hele armen. Jeg ved ikke hvilken form for bedømmelse vi kan forvente, jeg ved ikke engang om det er læreren selv eller hans stakkels phd studerende der bliver sat til at rette dem, men vi sidder 50+ studerende og stirrer på skærmen og skriver i koder. "Ja, jeg elsker dig (overført betydning), jeg elsker gammel testamente, jeg synes det er super fedt at skrive opgave, vær sød at give mig en god karakter, for det er det jeg fæster hele min identitet, min selvtillid og mit selvværd på".

Tag dig sammen

Som sagt havde jeg fødselsdag i går, og min mor kom for at fejre den med med. Jeg havde allerede fået min gave, men som en 'lille' ekstre ting, havde hun tre rammer Pepsi light med til mig. Alt det cola er ikke bare en usund vane, det er også dyrt, så det var en gave der faldt på  et tørt sted. Vi var ude og spise på café. Det er tredje gang på en uge, at jeg er det. Det er hyggeligt og lækkert, men det er også angstprovokerende, for man ved ikke præcis hvad man kan vendte sig, hverken af maden eller af de øvrige gæster.

Den ene dag, hvor min far og jeg var ude, kom vi til at sidde ved siden af en kulturbuddhist, europæer, sluttrediverne, moderigtigt skaldet og hornbriller.Han tog sig selv helt enormt seriøst, og jeg havde svært ved at koncentrere mig om samtalen med min far, fordi det var så hylende morsomt at lytte til ham. heldigvis stod der en stor plante og skjulte mit bredde grin.

Den anden dag var vi egentlig ikke ude, vi tog med hjem. Min far, farmor og jeg delte 20 stykker sushi og to tangsalat (min favorit). Jeg har før skrevet om hvor sej min farmor er, at hun er villige til at spise sushi med os, bare fordi der ikke er andet jeg kan spise der bliver bestilt udefra. Jeg kan godt blive lidt ærgerlig over, at jeg ikke bare kan tage sig sammen og spise alle de samme ting som alle andre, men se midt i al min sygdom får min farmors kærlighed til mig lov til at skinde, og jeg husker hvor uendelig meget jeg også elsker hende, og så er det det hele værd.

Cafeturen med min mor var lidt mere stille, for nu var jeg begyndt at blive træt. Jeg tænkte på at udfordre mig selv og bestille en pastasalat, men jeg endte med dagens suppe. Den var ikke super god, men heller ikke dårlig, og det var nok meget passende, for så var den lidt lettere at forholde sig til, og ikke så skræmmende.

Min mor er gymnasielærer, og jeg klynkede over de her drenge på mit hebraiskhold der er så meget bedre end mig, hvortil min mor bad mig om at tage mig sammen. Jeg ved ikke om det faktisk var det hun sagde men det var det jeg hørte, og det var det jeg havde brug for at høre. Først blev jeg dog lidt fortørnet. Pædagogerne gør så meget for at bakke mig op og styrke min selvtillid, at man godt kunne tro, og måske var jeg virkelig selv begyndt at tro det, at jeg er lidt af et miskendt geni. Det kan jeg godt afsløre, at det er jeg ikke. Jeg er ihærdig, flittig og med visse evner,men derfra og så til et geni, der er der en hulens lang vej. Når min mor (muligvis) sagde, at jeg skulle tage mig sammen, så mente hun ikke tage mig sammen og arbejd endnu hårdere og blev bedre end dem, sådan som jeg selv engang imellem tænker, men så mente hun, arbejd så hårdt som du vil og har overskud og bliv det bedste som DU kan være. Eller det er i hvert fald hvad jeg regner med t hun mente, for måske sagde hun i virkeligheden noget helt andet der ikke havde noget med noget af alt det her at gøre.

Jeg er måske ikke den aller største fan af fødselsdage, men egentlig syntes jeg at dagen i går gik ganske udmærket, vejret kunne i hvert fald ikke have været bedre.

Om noget nyt

Det er langt over et år siden, at jeg startede denne blog, og jeg er ikke længere den samme person. Dengang handlede mit liv mest om mig, min sygdom og om at holde mig i live. Jeg var selvfølgelig også dengang mere end bare min sygdom, men alt andet syntes ligesom at træde i baggrunden.

I dag er jeg studerende, og det påvirker mig meget på godt og ondt. Jeg er stadig syg, men jeg er først omkring studerende, og det vil jeg gerne have at denne blog afspejler, for jeg vil gerne have, at den giver et nogenlunde sandfærdigt billede af hvem jeg er. Mit gamle navn DE PROFUNDIS CLAMAVI AD TE, DOMINE (fra dybet påkalder jeg dig, Herre) var et godt motto dengang, men det syntes ikke længere passende, derfor har jeg skiftet det til CANIS MEUS ID COMEDIT (min hund har spist den (reffererende til en aflevering)). Indrømmet, mine valg af ordsprog har også at gøre med mit begrænsede kendskab til latin, som jeg endnu ikke har haft, men som jeg skal have på et eller andet tidspunkt.

Jeg har også ændret underskriften til Asperger-pige, studerende, spiseforstyrret og katolik, med studerende i stedet for selvskadende, men det er egentlig længe siden at mine studier begyndte at fylde mere end min selvskade og min resterende dårligdom, og sådan skulle det gerne fortsætte med at være. 

For studierne fylder rigtig meget i mit liv lige nu, så meget faktisk, at jeg ikke helt kan overskue det. Det er egentlig lidt pinligt, for jeg har jo kun to fag, endda to fag som jeg har haft før, men der er alligevel meget nyt, især på de inter-studerende områder, det vil sige de studerende imellem, det være sig måde sociale og konkurrenceprægede områder. Jeg har været vant til at være den bedste til hebraisk på holdet, men der er nu kommet nogle studerende fra arabisk, og de er vildt gode. Jeg vil ikke lyve, det generer mig voldsomt, for jeg bliver meget selvbevidst, hver succes virker mindre og hver fejl større, men jeg tror at det er sundt for mig, for jeg var måske nok begyndt at blive en kende hoven, og det er måske derfor det gør så ondt nu. Der er også mange nye mennesker, alle sammen søde og rare, men der er mange og det overvælder mig lidt. Jeg elsker at omgås mennesker, jeg elsker mennesker, men mest af alt er jeg introvert, og jeg bliver overvældet. Jeg er til min fars store skræk/forbløffelse begyndt at hænge lidt ud med de missionske. Det er egentlig lidt et tilfælde, men det er ikke så farligt som det lyder.

Jeg har fødselsdag i dag, og det minder mig om, at jeg er ældre end de fleste andre jeg omgås.

Jeg tager mig...

... en lille ferie

Tilbage tirsdag d. 26/2-2013

Tilmelding til eksamen

Jeg har lige fået en mail om tilmelding til eksamen, eller rettere, tilmeldingen sker automatisk, jeg skulle bare logge på selvbetjening og se efter, om de nu havde gjort det rigtigt. Det havde de. Jeg skal til eksamen i hebraisk og Gammel Testamente.

Vi tæller i dag d. 21. februar, kl er lidt i 5 om morgenen, på alle tænkelige måder synes jeg, at det er alt for tidligt at forholde sig til eksaminer. Jeg vil ikke, jeg kan ikke, jeg tør ikke, eller jo, det gør jeg sikkert nok, det er bare en underlig fornemmelse, for min sidste mundtlige eksamen var 14. februar 2007, askeonsdag for 6 år og en uge siden, hvor jeg var nødt til at tale med en præst om at udskyde min fastedag til dagen efter, for det var en re-eksamen som jeg kun lige med nød og næppe bestod, re-eksamen og faste er ikke det bedste makkerpar. Kan man fortænke mig i at være nervøs?

Jeg har nu ingen tanker om, at jeg ikke skulle kunne klare mig i denne omgang. Jeg er blevet ældre, begge fag er fag jeg har haft før, og så så er det fag, som jeg virkelig interesserer mig for. Efter så mange års pause, så glæder jeg mig måske ligefrem. Måske glæder jeg mig ikke direkte til at sidde ved det grønne bord, men jeg glæder mig til at få en opgave, yde en indsats og få en bedømmelse. Man kan snakke meget om, at eksaminer og karakterer ikke er fair, eller at det ikke viser et sandfærdigt billede af hvad man kan, men det er på den anden side noget der er dejlig konkret og håndterligt. I de år jeg har været væk fra skolesystemet har jeg da også lavet ting og sager, men når man er perfektionist, så har man også brug for at ens ting bliver vurderet, bedømt og anerkendt, og så er "flot" bare ikke godt nok, for det spænder alt for vidt, fra det i virkeligheden ret dårlige til det super flotte, men normalt betyder det noget ligegyldigt og middelmådigt (inde i mit hoved).

En af mine medstuderende, som jeg ikke engang kender navnet på, spurgte mig i mandags, hvordan jeg er blevet så god til hebraisk. Måske havde han håbet, at jeg havde et eller andet godt trick, måske han troede at jeg havde en spændende historie, men jeg måtte skuffe ham, for jeg har bare gennemgået det hele én gang før.

Jeg er en udmærket studerende, ikke super god, men heller ikke dårlig, og i og med, at jeg har haft både hebraisk og GT før, så forventer jeg af mig selv, at jeg yder en, om ikke spektakulær, så i hvert fald en meget god indsats med tilsvarende resultat. Det et er lidt af et pres jeg putter på mig selv, og jeg er bange for at det vil vende sig imod mig på et eller andet tidspunkt, at jeg kører mig selv helt ned allerede før jeg når at vise mit værd.

Om nogle småting

Her er lidt af de småting der er i mit liv for tiden, men som ikke er fyldige nok til at få deres egne indlæg.

- Hvis en elver og en ork får et barn sammen, kan man så sige at det er er demiork (demiurg)?

Heb. talord 1-10

- Jeg sad i går og skrev nogle små fine kort for at prøve at lære at tælle til 10 på hebraisk (husk at det læses fra højre mod venstre, oppefra og ned). Jeg er faktisk rigtig dårlig til det, altså ikke til at skrive kortene, men til at lære ordene. Det er ikke engang noget vi skal kunne, jeg gør det sådan set mest for sjov. Pointen er, at jeg gerne vil KUNNE sproget, og ikke bare godt nok til at kunne oversætte et tekststykke. Jeg er enten stædig, perfektionistisk eller bare en nørd, eller noget midt imellem.

- Er det ikke lidt ironisk at det er humanistiske fag der har til huse i Nobel Parken på Aarhus Universitet?

- På mit bosted har vi en vikar, som har boet de sidste 20 år i Grækenland, og hun kan derfor (selvfølgelig) tale græsk. Jeg bestod lige akkurat, og med nød og næppe i andet forsøg min (koiné) græsk eksamen i februar 2007, men selvom jeg ikke var særlig god til det, så har jeg da trods alt haft det. Koiné græsk er lidt et mellemstadie mellem oldgræsk og moderne græsk, så jeg var lidt nysgerrig for hvor meget af det vikaren kunne, så jeg viste hende min Novum Testamentum Graece. Så sad vi lidt hvor hun læste højt og oversatte, og jeg sad rullet sammen i sofaen og lyttede. Jeg har glemt næsten alt. Jeg kunne sige, dette er en konjunktion der betyder og, det der er en proposition, det der er en bestemt artikel og det der er en eller anden form for pronomen. En ting jeg dog lagde mærke til var, hvor forskellig vores udtale var, og det var ikke kun fordi jeg var ude af træning, hendes udtale var blød og rullende, og min var hård og punktlig. Det var nu alligevel meget hyggeligt.

- Hvorfor lyder man altid som en komplet spade (eller synes at man gør) når man taler eller skriver til en underviser?

- Jeg har travlt og er lidt stresset for tiden, så jeg har ikke så meget overskud til at træne. Jeg kommer af sted på de af sted på de aftalte dage, men jeg får hverken trænet lige så længe, eller lige så energisk, som jeg gjorde før. Det er lidt surt, for stres og manglende motion gør, at jeg ikke har så meget overskud til at klare andre situationer i min hverdag. Især weekenderne er blevet værre, hvor jeg er blevet mere inaktiv og rastløs, tangerende til angst. Når jeg ikke får trænet, så burde jeg i det mindste få gået nogle ture, men det får jeg heller ikke gjort. Mest hælder jeg til at acceptere, at det bare er sådan, min situation er lige nu, og prøve at acceptere, at jeg altså ikke er en eller anden form for superkvinde, hvilket dog ikke forhindre det hele i at være ret surt.

- Pædagogerne her på stedet VED hvor svært jeg har det med ændringer, og hvordan jeg kan finde på at reagere med selvskade, og normalt er de så nervøse for det, at de sender mig sms'er med ændringer helt ned til størrelsesorden med nye potteplanter, hvilket godt kan være lidt i overkanten, men også i orden, eftersom jeg ikke helt kan fortælle dem hvilke ændringer jeg kan og ikke kan håndtere. En type ændringer der dog altid går mig på er ændringer der har at gøre med hvordan stedet her fungerer. Sådan en ændring er der foretaget nu, og måden jeg fik det at vide var under aftensmaden hvor pædagogen sagde at der forresten ville komme være vågen i stedet for sovende nattevagter fra på mandag. Det er en god ændring, men jeg kunne ikke lade være med at reagere. Jeg skar mig ikke, men det var kun fordi jeg tvang mig selv til ikke at gå ned i min lejlighed.

Uheldig forside

På vej hjem i toget i går, fik jeg fat i gratisavisen 24 timer, og jeg studsede lidt over forsiden.

En overskrift om overvægtige børn og et billede af en ung, køn og ikke overvægtig skuespillerinde, Quvenzhané Wallis. Der er ganske vist en streg der viser, at billedet ikke hører til den artikel, men den er nem lige at overse i farten.

Til de børn der så lader sig mærke med presset for at være tynd, tynd, tynd, og som så ikke kan styre det, så er der inde i bladet en artikel for Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser (LMS).

Lige lidt mere

Hun så meget strengt på mig, min tidligere kontaktpædagog, men samtidig også meget kærligt. Jeg vidste udmærket godt, at jeg ikke havde taget mad nok på tallerkenen, men jeg var sluppet godt af sted med det hele ugen. Ønskede jeg at slippe af sted med det? Det gjorde jeg nok de fleste dage, men bare ikke i går da hun var der, for det er hende jeg stoler på, hende der kan blande sig i min mad uden at jeg bliver sur, men hun er kontaktpædagog for drengene nu efter omstruktureringen, så der går ugevis mellem vi spiser med hinanden.

I mellemtiden snyder jeg med min kostplan, eller det gør jeg vel egentlig ikke, for jeg har ikke rigtig nogen. Det var meningen, at jeg skulle have snakket med vores pædagog/kogekone, men hun sagde, at jeg er en fornuftig pige, så det kan jeg sagtens selv styre. Kan jeg det?

Nu vil jeg ikke give det indtryk, at jeg slet ikke spiser, for det gør jeg, jeg spiser bare mere om morgenen, end jeg gør om aftenen. Jeg har rent faktisk lyst til mad om morgenen, det har jeg sjældent om aftenen, og hvorfor egentlig ikke? Jeg har brug for energi til at komme igennem dagen, men jeg går i seng kort efter aftensmad, og så mange ressourcer kræver det vel heller ikke at sove. Til sammenligning er der masser af mennesker der enten ikke kan eller vil spise ret meget til morgenmad, og selvom vi siger, at det ikke er sundt for dem, så er det alligevel socialt acceptabelt.

Jeg siger ikke, at jeg skal slippe af sted med ikke at spise noget om aftenen. Jeg er spiseforstyrret, så man kan ikke altid, tangerende til sjældent, stole på min dømmekraft. Det jeg prøver at sige er bare, at det er uretfærdigt.

Jeg ved godt, at der er mere til det med spisning end bare det at få nogle kalorier indenbords. Der er en hel række af sociale aspekter. Vi spiser for at være sammen, for at vise omsorg, for at etablere hakkeorden, for alle mulige årsager, og så er det altså aftensmaden vi har valgt til hovedmåltid, hvorimod jeg spiser mit hovedmåltid i ensomhed tidligt om morgenen. Ved at arrangere mine måltider anderledes, trækker jeg en grænse mellem mig og dem, på samme måde som det sker når religioner deler sig. Nå så I vil ikke spise svinekød? Jamen det må vi godt. Det er dømt til at give konflikter.

Dette siger jeg dog uden yderligere sammenligning. Men vi er flere spiseforstyrrede personer end mig, og måltiderne spiller en betydelig rolle i stedets opbygning. Måltiderne er der for at skabe struktur, hygge og sammenhold. En mig/os mod dem attitude er dømt til at give konflikter. Selvfølgelig ikke i stil med krig og forfølgelse og hvad uenighed mellem religioner ellers kan føre med sig, men store nok til at virke forstyrrende.

Men er mad som religion virkelig så svært for os at forstå? Der er feinschmeckere, kernesund familie, atkins, spiseforstyrrede, helsefreaks og vegetarer, og vi mener alle at bare rundt på SANDHEDEN, fede mennesker er vor tids kættere, og vi tager vores mission alvorligt, når vi bringer det glad madbudskab ud til alle dem der er så ulyksalige endnu ikke at have set lyset fra bageovnen. Enhver har 'ret' til at virke som videnskabsmand, læge,helgen,  præst og konge når det gælder mad.

Jeg er selv et at disse oplyste mennesker, og det irriterer mig lidt. Det kommer mest til udtryk, når jeg spiser sammen med de pædagoger der ikke spiser kulhydrater. Jeg elsker mine kulhydrater, hvor proteinerne lidt mere er en pligt, men jeg kan ikke lade være med at blive påvirket af alle de stemmer der siger fy til kulhydrater. Egentlig tror jeg at det er noget bavl det de siger, for ris brødføder størstedelen af jordens ikke overvægtige befolkning, så hvor slemt kan det være, men selvfølgelig, så spiser de ikke nær så meget som os andre, måske sulter de ligefrem, men er det ikke hele pointen, at "de ikke spiser så meget"?

Men det med kulhydrater er en modeting, og jeg har da prøvet at stoppe, for jeg vil altid gerne tabe mig, men jeg ender altid med at få det meget dårligt både fysisk og psykisk.

En svær/kedelig lektie

Jeg er relativt intelligent, så det er ikke så tit, at jeg støder på tekster, som jeg virkelig bare ikke forstår, men i GT har vi fået en bog, "Old Testament Exegesis" af Odil Hannes Steck (tysk bog oversat til engelsk), og jeg forstår ikke ret meget. Okay, jeg forstår som sådan godt pointerne, men jeg forstår ikke formuleringerne. Gårsdagens lektie handlede for eksempel om hvordan en tekst altid vil blive til i en sproglig kontekst (den historiske og teologiske kontekst hørende til i separate kapitler). Det vil sige, at det enkelte ord eller formulering har en mere dybtliggende og kulturel, historisk og teologisk betydning end hvad ordbogen lige kan fortælle en. For eksempel et ord som "nice" som vil betydede forskellige ting for forskellige aldersgrupper.

Det forstår jeg godt, men jeg forstår ikke bogens enkelte formuleringer, som her på s. 131

"Do material relationships and overlaps demonstrate that this constant conceptual context represents a materially self-enclosed conceptual association or, on occasion, a conception?"

Ugens lektie bestod af 20 sider med sådanne formuleringer. Man kan måske sige, at så længe jeg fik det overordnede billede, så gjorde det måske ikke så meget, men det er dybt frustrerende at læse noget man ikke forstår, og jeg skulle samle al min selvkontrol for ikke bare at lægge bogen fra mig. et af problemerne er, at jeg ikke ved hvor mange detaljer jeg går glip af, og jeg er en person der er glad for detaljer.

Dog må selv jeg må nogle gange kapitulere over tyskernes OCD'ske tilbøjeligheder, når det gælder om at bryde metoder, tekster, mønstre, you name it, ned til sine aller mindste bestanddele. I en tid med åbne grænser og politisk korrekthed, er det sikkert uopdragent at sige, men der er altså kulturelle forskelle, og når det gælder det akademiske, så er tyskerne fluekneppere af rang. Det er godt når man for eksempel skriver ordbøger eller tegner historiske kort, men det er ikke godt når man skriver begynderbøger.

Alt dette skriver jeg selvfølgelig kun fordi jeg er fornærmet over at komme til kort, og jeg føler mig blottet og sårbar. Som sagt, så er jeg ikke ret vant til ikke at forstå, og så kommer man engang imellem til at man kan det hele, men så intelligent er jeg altså heller ikke, og nu hvor jeg er startet på universitetet, må jeg nok hellere til at vænne mig til tanken.

Måske er det også bare fordi jeg føler, at jeg får baghjul af mine medstuderende, for de ting vi lærer nu er en fortsættelse af det fag der hedder Bibelkundskab. Det bestod jeg i sin tid med en ganske udmærket karakter, men der er altså næsten syv år siden i modsætning til de andres otte måneder, så der er voldsomt mange ting jeg ikke kan huske. Heldigvis har jeg stadig lærerbogen fra dengang, så jeg kan bare læse op, hvilket jeg burde have gjort for længst.

Når jeg læser en tekst der er så svær og så kedelig, for det er også kedeligt at læse en tekst man ikke forstår, så mærker jeg meget tydeligt min ADD. Jeg læser 1 side, skriver et eller andet ligegyldigt ind i min kalender, læser ½ side, tager et glas pepsi max, læser 1 side, går på toilettet, læser 2 side, går ned og beklager mig til pædagogerne, læser ½ side, går en tur med en pædagog osv, og så tager det uendelig lang tid at komme igennem 20 sider, hvor jeg normalt kan klare meget mere.

Det er ikke nogen undskyldning for ikke at få læst, det er bare et irritationsmoment. Jeg har det også sådan, at når jeg oplever disse ting, så forvandles det til et spørgsmål om kontrol. Jeg føler ikke, at jeg har kontrol over teksten, derfor må jeg finde/skabe kontrol over mig selv, og det bliver til et spørgsmål om om hvad der har den største magt for mig/ over mig, kroppen eller hjernen.

Om at få brug for sit hebraisk

I går havde jeg min første forelæsning i 6 år. Jeg tænkte, det er da ingen sag, jeg sidder bare stille, og tager lidt noter undervejs, og tegner måske et par kruseduller i margenen. Sådan skulle det ikke komme til at gå.

Hver gang man får en ny underviser, bruger man lige nogle uger på at pejle sig ind på hans særegne måde at undervise på. Hvad skal man lægge vægt på i sin forberedelse? Hvor hurtigt taler han og springer mellem emnerne? Hvordan formulerer han sig? Hvilke emner ligger ham særligt på sinde? Hvordan reagerer jeg selv på måderne og emnerne for hans undervisning? De andre har haft vores lærer før, men for mig var det første gang, så jeg var ét stort spørgsmålstegn. Jeg skriver relativt hurtigt, men jeg kunne slet ikke følge med, så noget af weekenden må gå med at komme op med et helt nyt notesystem, som passer til denne form for undervisning. Vores lærer viste os hvordan hans egen bibel så ud med noter og understregninger. Det så super fedt ud, om end i en meget nørdet forståelse af ordet fedt. Han havde så mange overstregninger, at han ikke havde farver nok, så der var gule, grønne og røde ord, lyserøde ord med en grønne ringe om, og orange ord med røde streger. Jeg overvejer at lave en indsamling til at købe en pakke med tuscher til ham. Det er ikke fordi de koster noget nævneværdigt, men jeg vil ikke have, at det kan tolkes som at jeg gør tilnærmelser til ham. Jeg tænkte at det kunne være en fin lille semesterstartsgave.

Der var engang en pige der kritisk undrende spurgte, hvorfor i alverden jeg dog læste hebraisk, som i det var dog det tåbeligste hun længe havde hørt. Mit første svar til det spørgsmål er, fordi jeg er en nørd og bare synes, at det er super fedt, men grunden til, at det er på studiet, og at det er obligatorisk, er, at vi skal bruge det her i Gammel Testamente (GT). Hvis vi havde været dygtige nok, ville vi sikkert udelukkende gå ud fra den hebraiske tekst, men det er vi ikke, så vi bruger en blanding af den hebraiske og den danske.

Jeg har haft faget før med en anden underviser, men der er blevet indført skriftlige afleveringer, så jeg kunne ikke få merit, dvs få godkendt at jeg har bestået, men det er fint nok, for det er et af mine yndlingsfag. Med den underviser vi havde dengang, beskæftigede vi os med Genesis 1 mosebog) som et litterært værk, så det hebraiske betød ikke så meget. Nu har vi derimod en mere tekstkritisk tilgang, hvilket er lige så spændende, men mere sprogligt orienteret. Vi ser på grammatikken for at se, hvorfor går skællet mellem de to skabelsesberetninger i kap. 2.4a, eller hvordan man sprogligt kan skelne mellem skabelsens seks dage. Lingvistikken er et langt undervurderet fag, som har stor betydning for vores opfattelse af tingenes sammenhæng.

I den første skabelsesberetning (Gen 1.1-2.4a) er det kun verden, fiskene og fuglene, og menneskene der bara' (skabe), et særligt hebraisk verbum der kun kan have Gud som subjekt. Planter og landdyrene bliver jazah (frembragt), mens solen månen, stjernerne kun bliver ashah (gjort).