Semesterplan

semesterplan, statusopgørelse, handleplan, all the same shit.

Jeg var et smut i Aarhus i går (to timer frem, og to timer tilbage) for at ordne semesterplan med min mentor. En semesterplan går i al sin enkelthed ud på at besvare spørgsmålene, hvad vil du arbejde med i løbet af semesteret, hvordan vil du gøre det, hvorfor vil du gøre det, og hvad vil du i det hele taget med dit liv??? Sidste spørgsmål står ikke på papiret, men jeg føler presset.

Jeg synes, at et helt semester er meget lang tid at overskue på en gang. Hvad vil jeg med det hele? Hvilke udfordringer har jeg? Ja først og fremmest stiller jeg enorme krav til mig selv, og sådan en semesterplan hjælper ikke, for hvad nu hvis jeg ikke har kræfter til at lave alt det ekstrearbejde som man formulerer? Er man så en fiasko? Men måske lægger jeg alt for mange tanker i det. De vil jo nok bare have et papir, som en form for forsikring på, at vi ikke bare ødsler deres penge bort.

Jeg kan godt lide min mentor, og hun hjælper mig meget, men nogle kunne det nu være rart at være middelmådig, med en middelmådig arbejdsindsats, og med middelmådige forventninger. Om jeg som person er middelmådig, det skal jeg hverken be- eller afkræfte, mine forventninger er i hvert fald ikke, men i dag vil jeg øve mig i en middelmådig indsats. I hebraisk og GT tilsammen skal der i løbet at weekenden oversættes 20 sætninger. Det burde jeg nu nok kunne klare, men jeg trænger virkelig til en fridag, hvor min kalender ikke ser sådan her ud, så det skal alt sammen laves i dag, og hvis jeg skal have nogensomhelst chance for at nå det, så bliver jeg nødt til at bruge mine noter fra dengang jeg havde hebraisk sidst. Jeg siger til mig selv, at det ikke er helt snyd, for det er jo mig selv der har lavet det, selvom det er 5-6 år side, men på den anden side, så lærer jeg jo ikke meget af det, men laves skal det jo, og det er jo kun denne enegang, og således starter en glidebane mod evig fortabelse.

Til gengæld skal jeg bruge de ti af sætningerne til en aflevering, som jeg satser på at give hele armen. Jeg ved ikke hvilken form for bedømmelse vi kan forvente, jeg ved ikke engang om det er læreren selv eller hans stakkels phd studerende der bliver sat til at rette dem, men vi sidder 50+ studerende og stirrer på skærmen og skriver i koder. "Ja, jeg elsker dig (overført betydning), jeg elsker gammel testamente, jeg synes det er super fedt at skrive opgave, vær sød at give mig en god karakter, for det er det jeg fæster hele min identitet, min selvtillid og mit selvværd på".