I lørdags, da jeg skrev om at være syg, sad jeg egentlig og vred min hjerne efter noget at sige. Jeg troede, at det var helt vildt svært, men i virkeligheden var der en kæmpe stor ting jeg bare havde glemt alt om. Søndag morgen, da jeg tændte for min computer, lå der en email fra min psykolog, hvor hun sagde tillykke med, at jeg ikke har skåret i mig selv i to år, men egentlig ved jeg ikke hvad jeg skal sige om den sag. Jeg stoppede ikke fordi jeg fandt et alternativ, eller en mestringsstrategi, eller fordi jeg er stærkere end mange andre, og det er heller ikke fordi jeg ikke siden kom ud for noget ubehageligt, hvor jeg tidligere ville have skåret mig. Jeg ramte bunden, og derfra var der kun én vej at gå, og det var op.
Det er nu to år siden sidst, så det var passende, at min far og jeg tilfældigvis havde biletter til at høre Lone Frank tale om sin nye fil "Genetic Me" der handler om spørgsmål om arv og miljø i dannelsen af ens personlighed, om i hvilken grad man kan ændre på sin personlighed, og om at se med nye øjne på sine forældres rolle.
Lone Frank er forfatter og videnskabsjournalist på Weekendavisen, og jeg læste med stor fornøjelse hendes bog "Mit smukke genom", så jeg vidste, at jeg var helt vild med hendes måde at skrive på, men ud fra den måde hun beskrev sig selv, så troede jeg at ville være meget skræmmende i virkeligheden. Hun er bestemt en skrap dame, men hun var knivskarp (no pun intended) i sin kundskab og humor, så det var en stor oplevelse at overvære. Faktisk var det så spændende, at jeg faktisk en tid overvejede, om det måske ville være noget at skifte studie i en mere naturvidenskabelig retning. Den plan varede lige indtil jeg så kom i tanke om hvor meget matematik jeg så ville blive nødt til at lave, og jeg gyste ved tanken om hvor hidsig jeg plejede at blive over de ugentlige matematikafleveringer i gymnasiet, brrr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar