Hvad stiller man op, når man har opført sig helt vildt pinligt over for en man ikke kender, men som man fremover regelmæssigt skal have timer sammen med?
Jeg kom tidligt ind på universitetet, og gennem vinduet til kantinen syntes jeg, at jeg så en af mine veninder fra min gamle klasse. Jeg havde noget jeg gerne ville snakke med hende om, så jeg gik ind, satte mig ved siden af hende, og kildede hende i nakken. Det viste sig så, at det IKKE var hende. Jeg undskyldte og skyndte mig væk. Det var virkelig pinligt, men heller ikke mere pinligt, end at jeg straks gik over og fortalte historien til det meste af mit latinhold.
Jeg ved, at jeg skal have timer med hende i morgen, men jeg ved ikke noget om hende. Er hun sur, er hun sød? Jeg kender ikke engang hendes navn. Det vigtigste er dog heller ikke så meget hende, som det er mig selv, for det er jo mig der synes, at det er mest pinligt, og det er mig der skal overbevise mig selv om, at det ikke er mere pinligt end, at jeg roligt kan tage ind på uni i morgen.
I gamle dage ville en sådan historie have resulteret i gråd og selvskade derhjemme om aftenen, og det ville have krævet stort mod og selvkontrol at tage af sted i morgen. Jeg ville føle mig som jordens værste afskum, den mest latterlige nar, og jeg ville gå med hovedet langt nede mellem skuldrene.
Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg tænker i dag. Jeg tænker nok mest, at sådan er det bare at være mig, nogle gange gør jeg uheldige ting, og det største af mine problemer for tiden handler egentlig mere om, at jeg er så forfærdelig træt, og at jeg ikke har spor lyst til at stå op i morgen kl 6 for at tage til time.
3 kommentarer:
Selv ville jeg gå hen til hende og fortælle, at du troede, at hun var en gammel veninde og så undskylde. Hvis det var mig, ville jeg have smilet til dig og sagt, at det kan jo ske og grine af det. Ikke af dig, men af situationen :-)
Hørt
Hej
Det var synd for dig, at du havde den oplevelse.
Jeg har det på samme måde, jeg har enormt svært ved at genkende andre mennesker. Specielt hvis jeg møder dem et sted hvor jeg ikke forventer at møde dem.
Og sommetider kommer jeg til at blande folk sammen. Det kan tage flere måneder før jeg lærer hvordan mine nye medstuderende ser ud. Når jeg møder en, jeg ikke kan genkende, siger jeg altid: "Undskyld. Jeg kan ikke genkende dig, hvad hedder du?" El.lign. Så er folk altid rigtig søde og forstående overfor mig.
Send en kommentar