tirsdag den 10. marts 2015

Min autisme og janteloven

Hver gang jeg taler om dette emne bliver folk enormt provokerede af mine holdninger, for jeg synes nemlig at den er okay. Eller det er ikke så meget fordi jeg synes af indholdet er super godt og det er sådan vi alle sammen bør opføre os, det er mere, at ethvert samfund har sine sociale spilleregler, og normalt er disse regler uskrevne og svære at finde ud af vis man er autistisk.

Da jeg som barn støtte på janteloven i min læsebog i dansk syntes jeg at det var helt genialt. Her var der nogen der rent faktisk havde gjort sig den ulejlighed at skrive disse regler ned, sådan at folk som jeg havde en chance. Selvfølgelig stod vores lærer oppe ved tavlen ag sagde, at puha, dette var ikke godt, men det ændrede jo ikke ved, at disse regler ligger dybt begravet i vores kultur, og det derfor kan være vældig nyttigt at kende dem, hvis man vil passe ind.

Gennem tiden har jeg haft mange forskellige tolkninger af janteloven, og mens jeg var meget syg vendte jeg den imod mig selv og brugte den til at slå mig selv i hovedet, men jeg blev jo ikke syg på grund af janteloven, den var bare et af mange redskaber som jeg greb til, da jeg nu alligevel var syg. I dag har jeg det godt, men til en hvis grad bruger jeg stadigvæk janteloven. Jeg bruger den ikke hele tiden, nogle gange fordi den jo ikke nødvendigvis har ret i alt og andre gange fordi jeg bare glemmer det.

Første regel i jante siger: Du skal ikke tro at du er noget. For mig handler det om, at bare fordi man kan klatte noget maling på et lærred, betyder det ikke at man bør tage tusindvis af kroner for det. Det handler IKKE om at:
  • man ikke må male.
  • man ikke må kunne lide at male.
  • man ikke må være dygtig til at male.
  • man ikke må tage penge for sine billeder.
  • man ikke må tjene penge på at male hvis man rent faktisk er dygtig til det.
Vi er selvfølgelig mange mennesker i Danmark, og der er derfor mange forståelser og måder at leve med janteloven, og det kan sagtens være at de folk der siger, at vi afskaffer/modificerer janteloven har ret, men det er nødvendigt at huske på, at janteloven ikke er en lov vedtaget ved folketinget, som vi skal overholde, ellers kommer politiet efter os, det er en beskrivelse af en mentalitet der, som der er nu, ligger i vores kultur, og for mig var det første gang jeg læste om en der havde sat ord på alle disse uskrevne sociale spilleregler, som jeg havde så svært ved.
Hvis nogen derfor vil bekæmpe janteloven i hovederne på folk som mig, så skal de derfor IKKE opfinde nye regler som de hellere vil have, de skal derimod sætte ord på endnu flere af de sociale spilleregler som allerede eksisterer, sådan at man har lidt mere at vælge imellem, hvis man som jeg har lidt svært ved selv at regne disse regler ud

1 kommentar:

Anonym sagde ...

du har helt ret i at janteloven er/var de sociale spilleregler på sin tid og de spilleregler ændres over tid.
du har ret i at det er en tolkningssag om man syntes de er gode/dårlige, men tror ikke de er så meget forkerte selv i dag : eks. hvis du tjener penge eller har ejet firma bliver du set ned på fordi du med flere penge har andre friheder og som selvstændig selvom den kun lige løber rundt jo stadig er din egen boss på godt og ondt (ingen komenderne chef der siger hvad du skal som mange hader)