Ikke alt der glimter er af guld

I går var jeg på en arkæologisk udgravning med mit vikingehold.

I Danmark er det sådan, at hvis et stykke land skal bebygges eller på anden vis bruges, så skal bygherren betale for en arkæologisk udgravning for at sikre sig at intet går tabt. Det var en sådan udgravning i var på.

Først blev vi vidst rundt mellem levnene fra de bygninger der havde været engang for længe siden tilbage i 7-800-tallet, og så blev vi delt op i grupper under ledelse af hver vores arkæologistuderende, som skulle lære os om hvordan vi skulle udgrave nogle 'pit houses' (jeg kan ikke huske det danske ord, da al undervisning og vores tekster er på engelsk). Et pit house er egentlig bare et hus der er gravet ned i jorden med et tag/telt over. Når det så gik ud af brug blev det brugt som affaldsgrube, og det var dette 'affald' vi skulle grave op.

Samtidig med at vi var der, var der også en amatørarkæolog, som stod og siede alt det opgravede jord. Der var to sier, så hvis der var én af os der havde lyst måtte vi gerne komme og hjælpe. Jeg rakte straks fingeren i vejret med stor iver. For det første er den slags opgaver lige mig, og desuden gav det mig en mulighed for at komme lidt væk fra de andre.

Alle på mit vikingehold er enormt søde, men det er hårdt at være sammen med så mange mennesker så mange timer om dagen. Jeg ville ønske, at jeg ikke var autist, at jeg kunne nyde andres selskab lidt mere, men det var en befrielse at stå med amatørarkæologen og bare have en én til én samtale.

Det gav mig også muligheden for at stå i mudder til albuerne. I alle mine syge år, har det gjaldt om at være så renlig som muligt, både i person og beboelse, for renlighed var et helbredelses middel/tegn, så nu hvor jeg endelig havde chancen, fik legebarnet frit løb, og det var næsten sjovere at lege med mudder end at finde noget, men også kun næsten.

Siningen foregik sådan, at man skovlede en god portion jord op i en si der hang over en kontainer, so så blev der pumpet vand ud over for at skylde jorden væk. Man smed de store og større sten væk for at man kunne koncentrere sig om hvad der måtte være af spændende ting. Til sidst blev alle småstenene smidt ud. Som nybegynder, var det svært at se hvad der var gode ting og hvad der bare var rald, så jeg måtte tit spørge amatørarkæologen til råds. Han nåede lige at vise mig, at som erfaren amatørarkæolog kunne han genkende et potteskår allerede inden det var blevet skyllet, da jeg spurgte "hvad så med denne her?". Så havde jeg lige fundet en lille jernring 1-1½ cm i diameter (billede kommer senere). Wow, han blev helt vild med mit fund, og tog den for at vise den til den professionelle arkæolog, som også blev meget begejstret, og de sagde begge tog, at det var et kagefund. De snakkede om det måske kunne være en ring fra en ringbrynje, for de havde aldrig set sådan en før.

Der var ikke andre der gjorde kagefund, så om jeg virkelig skal give kage, det ved jeg ikke (jeg har skrevet til min lærer og spurgt) men senere fandt jeg endnu et kagefund, som de blev kaldt, et lille bitte stykke grønt 'noget' som viste sig at være bronze. Ringen kunne enhver idiot have fundet, hvis de bare havde fået den rigtige skovlfuld jord, men bronzen takker jeg min autisme for. En af tingene ved autisme er, at man er enormt detaljeorienteret. Det er lidt det der kan gøre os lidt irriterende at være sammen med, fordi vi hænger os i bagateller eller ikke forstår at når vi ikke må A så må vi heller ikke B. Neurotypiske/normale ser A og B som det samme, det gør vi ikke. Jeg kan fortælle at det heller ikke altid er helt sjovt at leve med, for det kræver en helt masse energi, men lige i dette tilfælde, hvor man skal finde små ting imellem en masse andre små ting, så er det en fordel, ligesom da jeg sidste år på Fur fandt forsteninger.

Jeg fandt også hvad jeg var HELT overbevist om var guldbelægning, men det blev hurtigt degraderet til kiesel.

det var nok den fedeste tur jeg har været på længe, og jeg overvejer ligefrem at melde mig som amatørarkæolog. Dog stod jeg ret op og ned og holdt balancen på en lille metalplade i 2½ time, så jeg er enormt øm i numsen og baglårene, og jeg er også øm i skuldrende af at skovle jord, men det er en god smerte.