Om forsteninger

Her den anden dag fortalte jeg lidt om, hvordan min mor og jeg fandt forsteninger på Fur, og jeg viste et billede af noget forstenet bark. I går sad jeg og havde en god men svær samtale om den dag jeg blev vred. Jeg har svært ved at tilgive mig selv, selvom min kontaktpædagog forsikrede mig om, at de ting jeg følte var helt normale. Hele tiden sad jeg og aede min forstening. Den var så fløjlsblød, og der er noget beroligende ved at sidde og holde noget, som man ved er flere millioner år gammelt, det er noget fast i en ellers flydende verden.

Mange forsteninger er skrammede eller delvise, men der er noget perfekt ved dem i kraft af deres alder. Jeg ser på dyr og plantedele og tænker, at selvfølgelig skabte Gud forsteningerne, hvorfor ville han ikke gøre det, de er jo billeder på små stykker perfektion, som de var engang, og som de nu stadig er. Jeg kan ikke stirre mig mæt på forsteninger, og jeg ærgrer mig over, at jeg bor hvor jeg bor, så jeg ikke oftere kan gå på jagt. Og dog, disse to skønheder er fundet i byen, den mørke midt i Randers, og den lyse ved Brabrand sø, så man kan godt være heldig.

Jeg har altid (næsten da) været stolt at at være en nørd, men min mor har gjort det endnu værre. Jeg er vokset op i en naturvidenskabelig familie, så jeg er vant til at vide ting, og hvis jeg ikke selv ved det, så må man finde en man kan spørge. Da jeg sad og fumlede med mine sten i går, kom jeg til at tænke. Jeg kan godt sådan nogenlunde begribe hvordan en forstening bliver til, men hvordan går det til, at store sten bliver brudt så små forsteninger ligger blottede på stranden? Eller måske er det bare tilfældigt, måske er der tusindvis af sten der bliver brudt på den gale led for hver 'rigtig', så man aldrig nogensinde opdager, at der er en forstening indeni? Kan det have noget at gøre med at forsteningen, eller aftrykket er henholdsvis stærkere og svagere end stenen udenom, og at bruddet derfor kommer helt naturligt. Jeg skrev til amatørgeologisk forening i Midtjylland og spurgte, for hvis man ikke spørger får man ikke svar.

Jeg kan ikke lade være med på rigtig uvidenskabelig vis, at tænke, at det er Guds vilje at jeg finder dem jeg gør, ikke fordi det vil redde universets balance eller bare mit liv, men fordi det giver en varm fornemmelse indeni at finde en skat af den slags man godt må beholde selv, men jeg beholder dem ikke altid selv. For nyligt sendte jeg 1/8 af et forstenet søpindsvin (en pæn ottende del) til en veninde som er meget syg. For at være ærlig, så suger hendes liv som en overdimensioneret Nilfisk, og der er ikke meget jeg kan stille op, men jeg kan da gøre lidt, og for en nørd som mig, er det en meget fin gave. Der er et afsnit af CSI, hvor Grissom sender Sara en sommerfuglepuppe der hænger mellem to grene. Jeg så afsnittet sammen med C, og hun forstod det ikke, men jeg gjorde, og jeg syntes, at det var det mest romantiske øjeblik i hele den serie. Så jeg sendte min veninde 1/8 af en sten. Måske forstod hun, måske gjorde hun ikke, men hun blev glad fordi den var fra mig.