Rekreation

Det er hårdt at starte på studiet, og det er hårdt at skifte lærer tre uger inde i forløbet. Den undervisningsassistent vi startede med at have var dygtig, men den egentlige lærer som vi skal have er fænomenal, så pludselig blev intensiteten sat betydeligt i vejret. Da jeg kom ud fra undervisningen i fredags følte jeg, at jeg var blevet blæst omkuld, men på den gode måde. De ting læreren sagde lød så spændende, men det blev også tydeligt hvor meget der bliver krævet af os. Jeg ser på mig selv og tænker på, om jeg mon er dygtig nok og flittig nok til at klare det? Jeg tror nok jeg kan, men der er denne lille skygge af tvivl der nager mig.

Her i weekenden trængte jeg så til at koble af og tog ud til en ven, for nogle gange har jeg brug for at blive mindet om at livet er andet end universitetet. Det er godt at være flittig, men det er også godt rent faktisk at holde fri når man har fri. Vi lavede ikke så meget, spiste bare noget mad, talte og hørte musik. Jeg er ikke nogen stor kender af musik, jeg ved ikke engang hvilken stilart jeg foretrækker, men jeg var træt og lidt forvirret, så Leonard Cohens dybe rolige stemme trængte ind i kroppen på mig, helt ind i knoglerne, og sagde, at det hele nok skal blive okay, og jeg kunne ikke andet end at tro på ham.

Jeg fik ikke sovet meget, så jeg er for træt til helt at fokusere på lektierne, men musikken sidder stadig i mig som en slags drømmetåge. Nu er det højlys dag og den samme musik har ikke længere den samme intense virkning, men hvis jeg lukker øjnene så kan jeg stadig tro på at det nok skal gå. Jeg er ikke klar til at vende tilbage til den virkelige verden, det må vendte til i morgen når vækkeuret ringer.