Hvordan jeg blev feminist

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil kunne give et klart og entydigt svar på hvorfor jeg i nogle perioder sultede mig selv til lorten begyndte at løbe ud af mig som brunt klumpet vand, og i andre perioder spiste til jeg var ved at revne, for så at gå ud på toilettet for at kaste det hele op. man kan selvfølgelig bare sige at jeg havde det af helvede til og et eller andet skulle jeg jo foretage mig, men det er jo ikke rigtig noget svar, for mange mennesker har det jo svært.

Hvad jeg vil snakke om i dag er hele postyret omkring det at blive kvinde. Til at starte med klarede jeg det fint. Min mor er biologilærer, og jeg vidste stort set hvad der var at vide om alle de praktiske ting, men min tilværelse på den tid var ret beskyttet. Så startede jeg på gymnasiet, og så fik piben en anden lyd.

Mit liv indtil da havde egentlig været lidt ligesom det altid havde været bare med månedlige blødninger og hår der skulle barberes væk. Der havde da ganske vist været talt om sex og flere af mine klassekammerater havde haft kærester og den slags, men vi var i sidste ende bare børn der legede. I gymnasiet lærte jeg for første gang seksualiteten at kende som et angrebsvåben. I gamle dage var sexisme 'kend din plads, kvinde', og det vidste vi jo alle sammen godt var forkert, men den sexisme jeg stødte på blev forklædt som humor, og var derfor teknisk set noget jeg skulle synes var sjovt. Jeg følte mig forsvarsløs, dette var ikke noget min mors biologibøger, som jeg havde læst i smug under dynen, havde lært mig noget om.

De to drenge der var efter mig var lærernes yndlinge, så hvordan kunne jeg tro andet, end at det var mig den var gal med, og det der var gal med mig var at jeg var kvinde. Jeg besluttede at prøve at lade være med at være kvinde ved at sulte min menstruation og kvindelige former væk. Jeg begyndte at hade min mor fordi hun var kvinde, og fordi hun mindede mig om at jeg var kvinde. Sådan begyndte min spiseforstyrrelse som skulle vare de næste 10 år.

Selvfølgelig afsluttede jeg gymnasiet, men det fik ikke sådan lige min spiseforstyrrelse til at gå væk, for jeg blev ved med at støde på disse små irriterende episoder, kommentarer, bøger og avisoverskrifter der mindede mig om, at jeg, fordi jeg var kvinde, måske ikke var nær så god som drengene.

'Men problemet med at kæmpe mod sig selv er, at man taber, hvis man vinder. På et tidspunkt vil man - såret og udmattet - enten acceptere, at man bliver nødt til at blive kvinde - at man er en kvinde - eller dø. Dette er den brutale, fundamentale sandhed om puberteten - at den ofte er én lang, smertefuld udmattelseskamp. De selvskadende piger med deres selvpåførte snitsår på arme og lår minder bare sig selv om, at deres krop er en kampplads'
                                         Moran, Caitlin 'Kunsten at være kvinde' s. 16-17

Og sådan måtte det jo også gå med mig.

 I dag står jeg så og ser på min næsten-30-årige krop, ca 20 kg tungere, og har lært at værdsætte det at være kvinde, jeg har faktisk lært at være glad for at være kvinde, men jeg står alligevel tilbage med en følelse af verden i dag stadig ikke er noget helt frugtbart sted for kvinder at være, så derfor er jeg feminist, for at fremtidige generationer af piger ikke behøves ty til samme ekstremer som jeg selv var nødt til. Det er ikke sådan, at jeg går rundt og hader mænd. At sige at jeg hader mænd er ca lige så tåbeligt som at hade kvinder, eller nærmere så er det PRÆCIS lige så tåbeligt som at hade kvinder.

Min far kan ikke lide ordet 'feminisme', fordi det vækker nogle ubehagelige billeder fra 70'erne, hvilket er en skam, for vi har ikke rigtig andre ord til at beskrive det, at folk som mig og min søster også har lov til at være her. I 90'erne havde vi lige ordet 'Girl Power', men det har været den eneste konkurrent til ordet 'feminisme' i 100 år.