torsdag den 1. januar 2015

I'm a geek



Hvordan kan man læse til NTeksamen og lavespas på én gang? Det var jo trods alt d 31 december. Folk havde fyret krudt af udenfor i ugevis, mens jeg sidder indenfor og fyrer mit eget hjernekrudt af på at læse. Tirsdag havde jeg læst rigtig meget, så i går var jeg helt ør i hovedet, så jeg gik rundt og lavede nogle småting, tegnede et kort, lavede en tidslinie og så konstruerede jeg mit eget lille Paulusbrev.


Paulus’ første brev til menigheden i AU(rist).
Fra Paulus Kristus Jesus elev til alle de flittige i Kristus Jesus, jer der studere på AU.
Nåde (xaris) være med jer og fred (eirene)
Jeg takker (euxaristå) altid min gud for jer, fordi der i hele verden forkyndes om jeres flittighed.
Jeg ønsker ikke at i skal være uvidende, brødre, (ou thelå de hymas agnoein, adelfoik) om de prøvelser der ligger forude, for vi ved at tanken (to fronema) er åndelig (pneumatikos), men eksamenen er kødelig (sarkinos). De flittige ting som jeg vil, dem gør jeg ikke, og de dovne ting som jeg ikke vil, dem gør jeg, men nu gør jeg det ikke længere, men dovenskaben som lever i mig, dvs i mine lemmer.
Men dette siger jeg jer, brødre, at tiden rinder ud. Jeg formaner (parakalå) jer under Kristi åsyn at være flittige, for dem som lever og er blevet ladt tilbage vil blive revet væk til eksamensbordet til møde med Gud/professor.
Hils (aspasasthe) X, Y og Z mine medarbejdere (synergous mou)
Det var noget jeg havde tænkt over i et stykke tid, mest fordi jeg selv synes at det er vildt morsomt, men mens jeg arbejdede på det gik det op for mig, at jeg samtidig lærte rigtig meget om Pauli epistolografi, dvs den måde Paulus konstruerede sine breve.

Jeg postede det på facebook og satte mig til at vente på, at folk likede det og delte og kommenterede. Jeg var så meget oppe og køre over min egen genialitet, at jeg slet ikke indså hvor komplet nørdet og uforståeligt det måtte virke på hovedparten af mine venner. Jeg har måske max 10 venner der ville forstå vittigheden, hvoraf kun nogle af dem ville finde den morsom.

Jeg tog ud til min kæreste og havde en fantastisk nytårsaften, men engang imellem blev jeg lige nødt til at tjekke min telefon om der ikke var nogen der syntes min joke var morsom. Jeg vidste selvfølgelig godt at folk havde bedre at give sig til sådan en nytårsaften, og jeg vidste godt, at det måske ikke var så sjovt igen, men det kunne jo være...

Nå, men jeg fik altså et rigtig godt nytår alligevel, og jeg håber at I også gjorde.

Ingen kommentarer: