onsdag den 24. september 2014

Når lydniveauet blver højt

Inde på universitetet er jeg omringet af søde og spændende unge mennesker, men jeg kender dem ikke rigtigt, så når vi har pause, så føler jeg mig urolig. Det er svært at sidde alene i et rum fyldt med folk der kender hinanden. Jeg føler mig ikke holdt udenfor, men jeg føler at jeg står ret alene.

Et af problemerne med at stå alene når der er pause er, at der ikke er en samtale eller et socialt spil jeg kan koncentrere mig om, hvilket betyder, at alle rummets lyde kommer meget tæt på. Et sted sidder en gruppe og arbejder med en lektie i latin, andre diskutere transport og dem ved siden af snakker om den enes kommende fødselsdag. Alle opfører sig pænt, ingen råber og skriger eller løber rundt, det er ikke ligesom i folkeskolen/gymnasiet, men alligevel bliver lydniveauet højt. 20 stemmer slår sig sammen i et lille lokale og danner en tsunami af lyd. Jeg føler mig overvældet, det tager modet fra mig, og det bliver ekstra svært at blande sig i en af samtalerne, men man er nødt til at blande sig, hvis man vil lærer folk at kende. Mest af alt har jeg lyst til at tage hænderne op for ørerne og lukke øjnene. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide folk, det er bare at undervisningen er så krævende, at det bliver endnu hårdere at håndtere pausernes larm. Jeg gør ingenting, jeg tager ikke hænderne op for ørerne, for jeg vil ikke virke sær. Jeg prøver at indføre en kommentar i den samtale der foregår lige ved siden af mig, men lyden distraherer mig, og min timing er helt forkert og kommentaren falder til jorden.

I gamle dage ville min selvtillid ligeledes være faldet til jorden, men i dag går det bedre. Jeg kan ikke give et svar på hvorfor det er sådan. Jeg er mere robust, men hvorfor er det sådan, er det fordi jeg tager store docer medicin, er det fordi jeg har anerkendt at der er folk derhjemme der elsker mig, og at det derfor ikke gør så meget, er jeg blevet ældre og mere rolig, eller har jeg bare indset at mine kommentarer ikke er dummere en så mange af de andre dumme kommentarer som alle mennesker fyrer af på en dag? Ville jeg være et bedre menneske af at kende svaret?

Jeg er dog ikke helt alene i klassen. Langsomt begynder jeg at forstå det sociale spil i gruppen, jeg begynder at hilse, og jeg begynder at snakke lidt med folk. Alting tager tid når man er en ny person i en gruppe der allerede kender hinanden, og jeg har tid, det haster ikke.

2 kommentarer:

birkeholm.com sagde ...

Hvor har du sindssygt meget selvindsigt - fantastisk at følge dig:-)

Krokodullen sagde ...

Det er så genkendeligt. Tak, fordi du deler - også din selvindsigt, som birkeholm siger :-)