En uheldig episode

Jeg sad i klassen sammen med en af mine venner. Jeg ville fortælle ham historien om hvordan jeg er blevet sat ned i medicin, og da jeg var på apoteket, fortalte farmaceuten mig, at min psykiater havde bestilt 28 pakker, hvilket vil sige ca 1500 piller. Vi blev dog enige om, at jeg nøjes med at hente én af gangen. Det var en sjov lille historie, problemet var bare, at det var første dag på den nedsatte dosis, og jeg derfor var lidt påvirket. Jeg var ikke helt mig selv og jeg var lidt forvirret, og pludselig havde jeg viklet mig en i en lang samtale om sygdom, død og ødelæggelse.

Jeg ved fra erfaring, at det ikke er et godt samtaleemne med folk man ikke kender, og alligevel kunne jeg ikke styre mig selv. Da jeg kom hjem var jeg meget pinligt berørt, og havde lyst til at falde død om på stedet. Jeg prøvede at drukne mine sorger i pepsi max, mens jeg sad og prøvede at gennemanalysere situationen.

Hvorfor bliver jeg ved med at fortælle disse historier, selvom jeg VED, at mange mennesker ikke bryder sig om dem? Først er der det, at jeg glemmer, at folk ikke kan klare dem. For mig er det jo ikke noget særligt, det var mit liv og min hverdag og det var sådan jeg var som person, men mest af alt tror jeg, at min åbenmundethed handler om, at sygdommen gør mig til noget særligt. Når jeg sidder i klassen er jeg bare et anonymt medlem af flokken. Jeg snakker meget om, at jeg gerne vil være normal, men i virkeligheden er jeg meget lidt et flokdyr.

Jeg er i høj grad individualist. Min karakter er i høj grad bygget op over, at jeg er hvid, kvinde, dansker og kristen, men der er også træk der er unikke for mig. Jeg vil gerne høre til, jeg har ikke noget imod at tilpasse mig, men at lade mig assimilere, det er jeg ikke helt sikker på at jeg vil. Jeg er mig, og hvem jeg er er meget præget af mine syge år, og det vil jeg gerne have at folk ved.

Når man skal begynde at tilpasse sig en ny gruppe, som for eksempel en ny klasse, så skal man være opmærksom på hvordan man introducerer emner som for eksempel sygdom, og jeg har været meget opmærksom de sidste par uger, og har snakket om at jeg har tid nok, men så i går væltede ordene ud af mig i en lang talestrøm.

Da vi havde fri burde jeg have holdt mig lidt tilbage sammen med de andre for at måle stemningen, men jeg var flov og skulle tisse så jeg for ud af døren.