At tale om de store oplevelser

Jeg får tit at vide, at jeg er god til at sætte ord på tingene, men jeg har mine begrænsninger. Jeg er god til at fortælle om de små ting her i livet som følelsen af larm, frygten for nye mennesker, eller bare om de små ting der gør mig glad. når jeg derimod oplever noget der går ud over min almindelige forståelses evne som at fortælle min historie foran 70 mennesker eller at jeg har fået en sød kæreste, så er det som om ordene tørrer ind i munden på mig, og alt jeg kan fortælle er, at det gik fint.

Jeg kan kun beskrive hvad jeg kan analyserer, og jeg kan kun analysere hvad jeg kan forstå. Nogle oplevelser er så fulde af indtryk, at jeg bliver forvirret. Jeg kan ikke finde ud af at sortere dem efter vigtighed, eller efter hvordan de hænger sammen med hinanden. Min hjerne er fuld af lysglimt og afrevne sekvenser. Når jeg så prøver at skrive her på bloggen eller i min dagbog, så kæmper jeg. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, og jeg ender med blot at skrive det mest basale. Det er ikke fordi jeg ikke vil fortælle mere, det er bare, at jeg ikke kan sætte ord på.

Det var det der skete, da jeg prøvede at skrive om det oplæg jeg holdt i onsdags om mig, min autisme og min spiseforstyrrelse. Jeg frøs ikke da jeg stod på scenen, men jeg gjorde det, da jeg sad hjemme foran min computerskærm. Min hjerne var helt blank, og jeg gik en lille smule i panik, og af en eller anden grund havde jeg en eller anden fornemmelse af, at det var meget meget vigtigt, at jeg fortalte om det. Ikke så meget vigtigt for mig men vigtigt for jer.

Nogle gange kan jeg snyde mig selv. Jeg kunne have fortalt om hvordan jeg havde verdens dårligste hårdag. Hvis mit hår skal være rigtig lækkert, skal det gerne vaskes dagen i forvejen, men der var problemer med vandtrykket, så shampooen blev ikke skyllet ud. Jeg tænkte, at det måske lige kunne gå an, hvis jeg nu satte det rigtig pænt, men så skulle jeg ud og handle, og det regnede, og jeg endte med at ligne en narkoluder en lille smule, så jeg måtte springe ind under bruseren igen og håbe at håret kunne nå at tørre før jeg skulle af sted igen. Jeg har engang spurgt en muslimsk kvinde om man kan have krise over en dårlig tørklædedag ligesom over en dårlig hårdag, og det kan man godt, så det handler vist mest af alt om den kvindehjerne der sidder nedenunder.

Jeg skrev faktisk den historie, men jeg slettede den igen, fordi jeg følte, at den var for detaljefokuseret. Jeg ønskede, at lade som om jeg er normal og give folk en beskrivelse af overblikket.