lørdag den 13. juli 2013

Om en mislykket tur i Brønbys spillerbus

I går tog mit vikingehold turen ned sydpå til Jelling og Ribe. Det var en frivillig tur, men jeg troede at det var noget alle tog med på, det var det ikke. Der var mange med, men ikke alle. Havde jeg vidst det var jeg nok ikke taget med af grunde jeg vil vende tilbage til senere.

Og hvad har det med Brønbys spillerbus at gøre? Vi havde simpelthen lejet den. Om det var en lærer med en god sans for det dramatiske, eller om det bare var et tilfælde, det ved jeg ikke. Til gengæld siger det meget om Brønby. Én ting er at Brønby er så bankerot, at de må prostituere deres talenter for penge, noget helt andet er, at deres største talent viser sig at være deres spillerbus, det er straks en helt anden sag. Bussen vakte megen opsigt blandt de danske studerende, men de udenlandske var knap så imponerede/chokerede.

Jeg har været på universitet hver dag i denne uge, og jeg kan godt mærke, at det begynder at tage hårdt på mig, og derfor burde jeg ikke være taget af sted. Jeg tog af sted udelukkende for det sociale, men det er især på det sociale punkt, at jeg vakler når jeg begynder at blive for træt, og det kunne jeg tydeligt mærke i går, og det gjorde det til en træls tur.

På holdet er jeg sådan en lidt underlig en der kommer om morgenen og går hjem i frokostpausen, og jeg får ikke noget af det sociale med, for jeg kan ikke være med når de andre sidder og spiser frikadeller til kl to om natten, og jeg kan ikke være med når de går ned i byen og får en øl med læreren. Det betyder, at jeg sakker mere og mere bagud socialt, så jeg går og føler mig lidt udenfor til dagligt. I går på turen blev følelsen forstærket fordi grupperne var meget dynamiske når vi gik rundt på Jellingekomplekset. Fordi jeg var så udkørt, så var jeg hele tiden fysisk og mentalt to skridt bagud, så jeg endte altid med at kommentere noget de VAR færdige med at snakke om, og jeg endte altid med at stå udenfor rundkredsen, hvilket i sig selv var surt, men på grund af de ting der har været sket mig på bostedet gennem det sidste halve år, så blev jeg helt paranoid og mente at folk med vilje ignorerede mig. Jeg prøvede at kompensere ved at være ekstra sjov, men når man prøver at være sjov fordi man føler sig udenfor, så kan det KUN ende galt.

Jeg havde dog to hyggelige øjeblikke.
- Jeg prøvede på mit alt for usikre engelsk at forklare forskellen på katolicisme og protestantisme for en australsk katolik og en singalesisk buddhist.
- Jeg sad sammen med en at drengene og så på en gravko der flyttede rundt på nogle tunge ting mens vi diskuterede drenges fascination af 'stort legetøj'.

Da vi kom til Ribe i vores prangende brønbybus vakte vi megen opsigt. Det var først i Ribe at den faglige del af turen for alvor gik i gang, men da var jeg nødt til at forlade dem og tage hjem. Jeg var taget med for det sociale, men det slog fejl, så jeg var glad for at komme væk. Jeg tog bussen til Vejen og derfra langsomtoget hele vejen til Aarhus og derfra hjem. Jeg kunne have skiftet ti et hurtigere tog allerede i Fredericia og være hjemme en halv til en hel time tidligere, men jeg kender det almindelige tog godt nok til at vide at en fredag eftermiddag i sommerferien, der er der fuldkommen proppet, hvorimod jeg havde en fin plads i stillekupéen i langsomtoget og kunne sidde der uden nogen forstyrrelser.

Jeg må indrømme at turen fra min side føltes som en fiasko. Fagligt har jeg fået meget ud af kurset, men socialt har jeg ikke været god nok og har ikke haft de bedste forudsætninger.

onsdag den 10. juli 2013

Om at være træt men glad

I går gjorde jeg noget der set i bakspejlet måske ikke var så skide smart. Jeg kom hjem fra en lang dag på uni, og jeg var så træt, at jeg slet ikke kunne hænge sammen, så jeg fik pædagogerne til at varme min mad tidligt, og så gik jeg i seng. Det er sådan noget der er virkelig rart i øjeblikket, men da jeg så vågnede lidt i 2 her til 'morgen', ja, så var det knap så fantastisk.

Grunden til, at jeg var så ekstra træt i går var, at jeg havde en ekstra lang dag på universitetet. Egentlig kører undervisningen fra 9-16, men jeg plejer at nøjes med 9-12. Undervisningen er generelt rigtig god, men i går var den spændende ud over det sædvanlige, om formiddagen havde vi om vikingetidens sagaer og poesi, og om eftermiddagen skulle vi så have om religion, og det ville jeg bare overhovedet og helt og aldeles ikke gå glip af, om jeg så skulle sidde og klynke i toget af træthed på vej hjem (det gjorde jeg nu ikke, men det var vist kun fordi jeg var i så exceptionelt godt humør).

Odin fra Lejre (link)
Formiddagstimen gik fint. For tredje gang skulle diskutere den meget berømte 'Odin fra Lejre', som som mange er MEGET overbeviste om overhovedet ikke forestiller Odin, da det bla er det meget tydeligt en kvindedragt, men arkæologi er lige så populistisk som alle mulige andre fag, og den genkendelige Odin sælger bedre end fx en meget mere ukendt kvindelig shaman, og museet vil jo gerne have både besøgende og fondspenge. Før timen havde jeg snakket med en af arkæologi studerende om den. Han blev lidt ophidset og undskyldte, men som katolik på et protestantisk teologistudie var det ikke en kontrovers som kunne imponere mig (ikke dermed ment, at jeg ikke finder den spændende).

Så havde vi  1½ times frokostpause, hvilket jeg tænkte måtte være døden, men tilbragt sammen med søde og spændende mennesker, så gik det jo flyvende. Jeg havde dog lidt krise, for jeg var sammen med to australiere og en dansk pige der havde taget et semester i Belfast. Jeg læser og skriver et ganske rimeligt engelsk, men tale det, det har jeg ikke rigtig gjort siden gymnasiet, og jeg blev altså student i 2004, så jeg følte mig hæmmet, ikke hæmmet over for de andre piger, for de respekterede mig ligegyldigt hvordan jeg talte, men hæmmet over for mig selv, fordi jeg følte mig pinligt berørt.

Eftermiddagstimen om religion var nok det i hele forløbet som jeg havde glædet mig mest til efter udgravningen. Som teolog er det jo lidt mit fag. Vores underviser var en super inspirerende etnolog/kulturhistoriker. Vi snakkede om hvad er religion, altså ikke hende og jeg personligt, men holdet som sådan. Problemet med at tale om gammel nordisk religion er, at vi i grunden ikke ved ret meget, og det vi ved et for det meste skrevet ned af kristne efter 3-400 års forløb, men det forhindre det ikke i at være en super spændende diskussion.

Aller mest spændende var det nu for mig, når hun snakkede om kristendommen. Studiet i vikinger roser sig selv af, at de favner meget bredt, at der er mange fag der arbejder sammen. Det modsatte er lidt tilfældet for teologi, hvor næsten alle er teologer på nær et par enkelte filologer og religions videnskabere. Det hele er måske lidt indspist, og vi er alle enige om visse terminologier og idéer, og dem er der ikke rigtigt nogen der stiller spørgsmålstegn ved, for sådan er det jo bare. Her kom der så en 'fremmed' og snakkede på en helt anden måde, og det var provokerende på den super fede måde. Det var en meget pragmatisk gennemgang, ikke på nogen måde respektløs, men der var mere bjergprædiken (Mat 5-7) end hypostasis (Jesus' væren helt Gud og helt menneske). Bjergprædikenen er bestemt noget af det mest essentielle i kristendommen, men den kan/skal ikke stå alene, for så beskriver man nærmere et samfund end en religion.

Jeg kunne dog ikke klare hele eftermiddagstimen, dertil var jeg bare alt for træt, jeg prøvede at stille et meget klogt spørgsmål, men min hjerne var på vej ind i noget nær en komatilstand, så jeg kunne slet ikke formulere mig, så hun svarede på noget helt andet end jeg troede at jeg spurgte om, med tryk på troede, for hvem ved hvad volapyk der egentlig kom ud af min mund. Spørgsmålet er om det ville være upassende at bede min sædvanlige lærer om hendes mailadresse, og så stille det egentlige spørgsmål? At lytte til blandt andet denne underviser gør, at jeg bare bliver endnu mere opsat på (selv at betale for) at kunne få lov til at sprede mit studie lidt mere ud

Men hvad angår i dag, så er jeg lidt mistroisk til hvordan resten af dagen vil forløbe. Hvor meget kaffe skal der til for at holde mig kørende? Kan jeg holde til kl 12? 13? 15? 16? Kan dagens emner om krig og konger nå op på siden af emnerne i går?

mandag den 8. juli 2013

Er jeg et godt menneske?

Det sker hele tiden, at jeg gør ting, som jeg måske egentlig ikke syntes at jeg burde gøre. Set udefra drejer det sig måske om småting som, at jeg måske vrissede lidt af én, men indeni føltes det enormt voldsomt, fordi jeg måske var så sur, at jeg ønskede at ydmyge vedkommende. Pædagogerne siger, "Ja men du gjorde det ikke", men Jesus så mit hjertes tanke, og det samme gjorde jeg. Det hører nok stadig til i småtingsafdelingen, men det føles som sagt voldsomt, og det er let i et øjebliks storhedsvandvid at føle sig som jordens værste menneske, men for at være ærlig, så har jeg slet ikke kaliber til ligefrem at være den værste til noget som helst, jeg er bare helt almindeligt kedelig, og det samme er mine synder.

I går gav jeg plads til, at en af mine venner kunne have det skidt. Det var ikke noget der krævede specielt meget fra min side, men pædagogerne roste mig meget efterfølgende.

Det er lidt mærkeligt at blive rost for den slags. Jeg synes måske, at det burde falde under kategorien helt almindelig medmenneskelighed, men det er en af de ting der er ved at bo et sted som her, man bliver rost herfra og så til juleaften (billedligt talt), og det er en af grundende til, at jeg med tiden vil væk herfra. Når man har det rigtig svært, så er ros godt, for det styrker en selvtillid, selvværd og modstandskraft, men når man begynder på at have det udmærket, ja så føles det egentlig lidt fjollet. Ikke at jeg ikke længere kan lide ros, bare ikke hele tiden.

søndag den 7. juli 2013

Om lektier på tværs

På trods af mit hårde arbejde, er jeg kommet lidt bag ud med læsningen til mit vikingekursus så i går (og i dag) skulle der læses på højtryk. Vejret i går var skønt, så det ville have været dejligt at tage min bog med ud på terrassen og sidde der og læse, men desværre var alle mine tekster på computeren, og computerskærme og solskin er ikke nogen fantastisk kombi, så jeg måtte sidde indenfor hele den lande dag.

Allerede i den første tekst (om kvinder i vikingetiden) løb jeg ind i problemer, for som vist på billedet, så lå teksten på siden. Jeg kan sagtens læse på siden, jeg kan læse på hovedet hvis det skulle være, det tager bare lige lidt længere tid. Det var heldigvis kun 35 sider, men jeg mangler stadig mange tekster, og jeg kan stadig risikere at én eller flere af dem ligger på siden.

Værre blev det da jeg kom til 31 siders videnskabelig artikel på tysk, og jeg ved, fra min engelske oversættelse af en tysk bog, hvor svært tysk videnskabssprog kan være. Fik jeg læst den? Nej, og jeg prøvede ikke engang særlig hårdt. Jeg tror, at jeg fik læst noget lignende 2 linier.

Heldigvis er de fleste af teksterne på helt almindeligt engelsk, og det går da sådan rimeligt med at læse

lørdag den 6. juli 2013

Ikke alt der glimter er af guld

I går var jeg på en arkæologisk udgravning med mit vikingehold.

I Danmark er det sådan, at hvis et stykke land skal bebygges eller på anden vis bruges, så skal bygherren betale for en arkæologisk udgravning for at sikre sig at intet går tabt. Det var en sådan udgravning i var på.

Først blev vi vidst rundt mellem levnene fra de bygninger der havde været engang for længe siden tilbage i 7-800-tallet, og så blev vi delt op i grupper under ledelse af hver vores arkæologistuderende, som skulle lære os om hvordan vi skulle udgrave nogle 'pit houses' (jeg kan ikke huske det danske ord, da al undervisning og vores tekster er på engelsk). Et pit house er egentlig bare et hus der er gravet ned i jorden med et tag/telt over. Når det så gik ud af brug blev det brugt som affaldsgrube, og det var dette 'affald' vi skulle grave op.

Samtidig med at vi var der, var der også en amatørarkæolog, som stod og siede alt det opgravede jord. Der var to sier, så hvis der var én af os der havde lyst måtte vi gerne komme og hjælpe. Jeg rakte straks fingeren i vejret med stor iver. For det første er den slags opgaver lige mig, og desuden gav det mig en mulighed for at komme lidt væk fra de andre.

Alle på mit vikingehold er enormt søde, men det er hårdt at være sammen med så mange mennesker så mange timer om dagen. Jeg ville ønske, at jeg ikke var autist, at jeg kunne nyde andres selskab lidt mere, men det var en befrielse at stå med amatørarkæologen og bare have en én til én samtale.

Det gav mig også muligheden for at stå i mudder til albuerne. I alle mine syge år, har det gjaldt om at være så renlig som muligt, både i person og beboelse, for renlighed var et helbredelses middel/tegn, så nu hvor jeg endelig havde chancen, fik legebarnet frit løb, og det var næsten sjovere at lege med mudder end at finde noget, men også kun næsten.

Siningen foregik sådan, at man skovlede en god portion jord op i en si der hang over en kontainer, so så blev der pumpet vand ud over for at skylde jorden væk. Man smed de store og større sten væk for at man kunne koncentrere sig om hvad der måtte være af spændende ting. Til sidst blev alle småstenene smidt ud. Som nybegynder, var det svært at se hvad der var gode ting og hvad der bare var rald, så jeg måtte tit spørge amatørarkæologen til råds. Han nåede lige at vise mig, at som erfaren amatørarkæolog kunne han genkende et potteskår allerede inden det var blevet skyllet, da jeg spurgte "hvad så med denne her?". Så havde jeg lige fundet en lille jernring 1-1½ cm i diameter (billede kommer senere). Wow, han blev helt vild med mit fund, og tog den for at vise den til den professionelle arkæolog, som også blev meget begejstret, og de sagde begge tog, at det var et kagefund. De snakkede om det måske kunne være en ring fra en ringbrynje, for de havde aldrig set sådan en før.

Der var ikke andre der gjorde kagefund, så om jeg virkelig skal give kage, det ved jeg ikke (jeg har skrevet til min lærer og spurgt) men senere fandt jeg endnu et kagefund, som de blev kaldt, et lille bitte stykke grønt 'noget' som viste sig at være bronze. Ringen kunne enhver idiot have fundet, hvis de bare havde fået den rigtige skovlfuld jord, men bronzen takker jeg min autisme for. En af tingene ved autisme er, at man er enormt detaljeorienteret. Det er lidt det der kan gøre os lidt irriterende at være sammen med, fordi vi hænger os i bagateller eller ikke forstår at når vi ikke må A så må vi heller ikke B. Neurotypiske/normale ser A og B som det samme, det gør vi ikke. Jeg kan fortælle at det heller ikke altid er helt sjovt at leve med, for det kræver en helt masse energi, men lige i dette tilfælde, hvor man skal finde små ting imellem en masse andre små ting, så er det en fordel, ligesom da jeg sidste år på Fur fandt forsteninger.

Jeg fandt også hvad jeg var HELT overbevist om var guldbelægning, men det blev hurtigt degraderet til kiesel.

det var nok den fedeste tur jeg har været på længe, og jeg overvejer ligefrem at melde mig som amatørarkæolog. Dog stod jeg ret op og ned og holdt balancen på en lille metalplade i 2½ time, så jeg er enormt øm i numsen og baglårene, og jeg er også øm i skuldrende af at skovle jord, men det er en god smerte.

fredag den 5. juli 2013

En FED sejltur

Jeg købte Hus Forbi af min yndlingshjemløse, hvis det da ikke er for patroniserende og politisk ukorrekt at sige sådan. Han spurgte hvad jeg skulle. Jeg skulle på universitetet og blive klog på vikinger. Han havde engang sejlet med et vikingeskib.

Han og en kammerat havde været ude i Moesgård og ryge en fed, da der pludselig var kommet et vikingeskib sejlende forbi. Fedt mand, tænkte de, og råbte besætningen op og fik lov at komme om bord. De troede at det bare skulle være en kort tur, men sådan blev det ikke. Desværre havde de efterladt en hund i bilen og ville gerne i land, de spurgte BBC motorbåden der fulgte med, om de kunne komme i land men den gik desværre ikke, i stedet blev de sat til at arbejde ved årerne.

torsdag den 4. juli 2013

Om vikinger i 1864

Det er lidt sjovt at have en tysk lærer der snakkede om "den store frihedskrig i 1864". Dette betyder krig, da det jo var et af de største nederlag/ydmygelser i danmarkshistorien.

Det er relevant at snakke om 1864, fordi hele begrebet vikingetiden blev opfundet af en dansk historiker/politiker i 1870 som reaktion på, at bla den ene af brødrene Grimm, ville have indlemmet hele Jylland i det tyske rige.

onsdag den 3. juli 2013

Om Gud og aser

Jeg vil ikke skrive noget om asatroen (troen på de gamle nordiske), for alle skal have lov til at tro på hvad de vil uden at der kommer en næsvis akademikertype og prøver at pille det hele fra hinanden, men jeg vil lige knytte en kommentar til en artikel på religion.dk, "Asatroende: Kristendommen kom brasende og ødelagde det hele!".
”Kristendommen. Den kom brasende lige pludselig. Den kom brasende og ødelagde det hele. Asatroen blev klemt ud i mørket [...]".
Jeg sidder her med min store, tykke og kloge bog om vikingerne, som jeg skal bruge på sommeruni. Om kristendommen ødelagde noget er en deffinitionssag, som jeg vil lade op til den enkelte læser, men jeg stejler lidt over betegnelsen "komme brasende", for det lyder som noget meget pludseligt og voldeligt.

Kristendommens historie i Danmark går sådan ca sådan her.
- I 800-tallet kom skt Ansgar, Nordens apostel til Danmark og Sverige for at missionere.
- I 900-tallet lod konge Harald Blåtand sig efter sigende omvende af munken Poppa og gjorde kristendommen i Danmark officiel, da han rejste Jellinge stenene.

Men det er måske en lidt rigeligt simpel måde at skrive tingene på, for vikingerne var et rejsende folk der på mere eller mindre fredelig vis rejste i det meste af Europa, Nordafrika og Lilleasien, og de kom allerede i tidlige tider i kontakt med jødedom, kristendom og islam. Når man beskæftiger sig med vikingerne er manglen på primære kilder et problem, så vi ved kun hvad andre folkeslag har skrevet om os, og hvad Saxo og de islandske sagaer har skrevet om i 1200-tallet, men der er tegn på at kristendommen allerede tidligt har spillet en rolle.
- I 7-800-tallet tog vikingerne på plyndringstogter til de britiske øer og Irland og plyndrede især kirker og klostre, evt af teologiske klostre, men måske bare fordi det var et nemt og rigt mål. Da vikingerne slog sig mere permanent ned, lader det til at de religiøse gnidninger har været mere begrænsede.
- I 8-900 tallet koloniserede norske vikinger og irske kolonister Island, og de bragte keltiske (og kristne) slaver med sig, og DNA tests viser at det har været 20% af mændene og 60% af kvinderne.
- I 900-tallet bosatte en gruppe (formodentlig) vikinger sig ved Dneiperfloden i det nuværende Ukraine, og de fik tætte bånd til Byzantin og kristendommen der.
- I 980'erne koloniserede islændinge Grønland. Der er ingen spor af hedenske begravelser på grønland, kun kristne.

Om den endelige kristning af vikingerne er jeg ikke kommet til endnu men fortsættelse følger.

tirsdag den 2. juli 2013

Så starter sommeruni og andet

Så er det i morgen, at jeg starter på sommeruni. Jeg er ikke blevet færdig med at læse bogen, bla fordi jeg i går valgte at tage en fridag. Jeg tænkte, at de kunne være sundt at slappe lidt af før det hele går i gang, men det kom ikke til at ske, for jeg kedede mig så meget, at jeg var helt anspændt, og så kunne jeg i virkeligheden lige så godt have læst. Jeg ville ønske, at jeg i det mindste havde fået en masse ud af dagen, men det kan jeg ikke ligefrem sige, jeg fik set CSI NY, lagt vasketøj sammen og jeg havde nogle samtaler med forskellige pædagoger og mit bosteds leder ang min fremtidige flytning. Det er da ikke fordi jeg slet ikke fik lavet noget, men helt imponerende er det heller ikke.

Min mangel på cola hjælper ikke just på mit aktivitetsniveau. Ja, jeg drikker godt nok kaffe i stedet for, men så meget kaffe drikker jeg heller ikke, at det er helt nok, for kaffe er bare ikke helt lige så godt. Jeg prøver at holde mig til en liter om dagen, og det er hårdt, men der er ikke nogen der siger, at det er en menneskeret at drikke 2-3 liter om dagen, for så 'slemt' kan det godt nogle gange være. Det er lidt min drøm, at jeg som normale mennesker kun drikker cola en gang imellem, så jeg lokker mig selv med store gaver.  Jeg frygter dog lidt hvordan det skal gå, hvis jeg ikke har cola til mine lange dage på universitetet

Den gave jeg har ønsker mig, er i forhold til min indtægt, lidt dyr, og jeg har spekuleret på, om jeg skulle vælge noget andet, men jeg synes altså virkelig, at den er pæn. Jeg havde en samtale med en af pædagogerne om det, og hun synes jeg bare skal gøre det, for hvis jeg vælger noget andet KUN fordi det er billigere, så bliver jeg ikke rigtigt glad for det, og hvis man ikke er rigtig glad for det kan man lige så godt lade være.

mig 1.y
Nu bruger jeg betegnelsen, at jeg gerne vil være som normale mennesker, og at jeg gerne vil have pæne ting, og det får måske nogle til at stejle, men jeg mener det grav alvorligt. Jeg går meget op i at mit tøj og min opførelse er så perfekt som muligt, men jeg føler bare at jeg har meget at kompensere for, meget at bevise, hvis jeg gerne vil kvalificere mig til at blive accepteret af andre. Jeg er kommet en lang vej siden det billede blev taget, men inderst inde føler jeg mig stadig som den pige der. Man kan sige mange ting om at man ikke behøves at gå klædt som alle andre, at man skal finde sig selv, men jeg følte mig jo ikke tilpas sådan der, jeg ønskede at være lige som alle andre, jeg vidste bare ikke hvordan man gjorde.

Så når jeg snakker om at jeg ønsker at være normal, så ønsker jeg nok at være bedre end normal. Jeg formulere mig måske som om jeg gerne vil være bedre end andre, men det er for nemheds skyld, for det er ikke helt sandt, jeg ønsker bare at være bedre end den jeg var, men da jeg ikke føler at jeg har noget fungerende indre kompas til den slags, så føler jeg at jeg bliver nødt til at gøre lidt mere hele tiden, bare for at være på den sikre side.

Jeg ved godt at de fleste har kiksede perioder som man prøver at lægge bag sig, og min er nok ikke værre end så mange andres, men det forestiller man sig vel altid selv, jeg tager det nok bare mere personligt end de fleste.

mandag den 1. juli 2013

Om geografi og studenterhuer

Hvem skulle have troet det, man tror det er løgn, men geografi viser sig rent faktisk at være spændende, hvis man gider at tage sig tid til at kigge på et kort.

Mit dårlige forhold til geografi stammer fra geografi i 6 eller 7. klasse, hvor vi lavede et tværfagligt forløb med dansk, engelsk og biologi om sex, og vi skulle derfor (udelukkende) have om Afrikas befolkningsvækst. Svarene på nok 80% af spørgsmålene i vores bog var enten AIDS eller kondomer. Jeg var måske ikke så emotionelt udviklet som nogle af dem fra min klasse, så jeg ville nok hellere have haft om vulkaner, jordskælv, og den slags.

Mit uheld med geografi fortsatte i gymnasiet, hvor vores ellers flinke nok lærer nærmede sig sin pension (efter sommerferien) og han ville hellere tale om golf og stangspring. Det ene dyrkede han nu og det andet da han var ung.

Nu sidder jeg med min bog om vikinger, og jeg sidder febrilsk med mit Atlas og prøver at finde ud af steder og sammenhænge, og det irriterer mig lidt, at jeg finder det spændende, for hvorfor var det, at jeg dengang var så ligeglad, jeg kunne have haft en meget behageligere gymnasietid, og jeg kunne have fået en meget højere karakter.

Jeg prøver tit at fortrænge min gymnasietid, men i disse dage er det næsten umuligt med alle de studenter der render rundt alle vegne. Man siger at det burde være de bedste år i ens liv, men for mig var det de værste. Jeg var så deprimeret, at jeg ikke aner hvordan jeg kom op om morgenen eller fik lavet mine afleveringer. I min familie taler vi tit om at jeg kom i en dårlig klasse, men det er egentlig ikke helt rigtigt. Der var egentlig masser af søde mennesker, men der var lige to drenge der gjorde livet til et helvede for mig. Det var ikke som sådan mobning, det var mere ovre i sexchikane.

Jeg hadede dem, men alle andre elskede dem, både lærere og elever. Da jeg til sidst prøvede at snakke med studievejlederen, fik jeg at vide, at drenge er drenge, de skal bare løbe hornene af sig, men de var vel på dette tidspunkt 19-20 år, burde man så ikke være i stand til at holde sin pik inde i bukserne midt i en historietime?

Resten af eleverne var egentlig fine nok, jeg havde det bare for dårligt til at interagere med dem, for når jeg følte mig udenfor, så var det et problem der gik begge veje, for jeg prøvede jo heller ikke rigtigt at komme i kontakt med dem. Jeg var i det hele taget ikke nogen særlig tiltalende person i gymnasiet, ikke sådan som jeg husker det. Jeg var sur og tvær og bare ikke særlig god til at begå mig med andre mennesker.

Men mine sociale mangler i gymnasietiden kan jeg leve med for jeg har siden klaret mig godt på det punkt, hvad der er langt sværere at leve med er mit eksamensbevis. Jeg lavede ikke dagens gode gerning. Jeg lavede lige akkurat mine afleveringer, og jeg kom til tilstrækkeligt af timerne til at jeg ikke skulle op i fuldt pensum. Jeg kom ikke ud med noget virkelig dårligt gennemsnit, men jeg tænkte, at når det var så hårdt for mig at få et middelmådigt snit, så måtte jeg jo egentlig være ret dum. De ting jeg kæmpede med havde dog ikke noget som helst med intelligens og faglighed at gøre, og var ting jeg dengang ikke kunne stille ret meget om imod.

Før det hele dog bliver alt for klynkende og "ih hvor var det synd for mig", så var der ting jeg selv kunne have gjort. Jeg kunne have vist bare et minimum af interesse for fagene. Ikke kun fordi de derved kunne være blevet mere interessante for mig selv, men også af respekt for lærerne og mine klassekammerater.