Det sker hele tiden, at jeg gør ting, som jeg måske egentlig ikke syntes at jeg burde gøre. Set udefra drejer det sig måske om småting som, at jeg måske vrissede lidt af én, men indeni føltes det enormt voldsomt, fordi jeg måske var så sur, at jeg ønskede at ydmyge vedkommende. Pædagogerne siger, "Ja men du gjorde det ikke", men Jesus så mit hjertes tanke, og det samme gjorde jeg. Det hører nok stadig til i småtingsafdelingen, men det føles som sagt voldsomt, og det er let i et øjebliks storhedsvandvid at føle sig som jordens værste menneske, men for at være ærlig, så har jeg slet ikke kaliber til ligefrem at være den værste til noget som helst, jeg er bare helt almindeligt kedelig, og det samme er mine synder.
I går gav jeg plads til, at en af mine venner kunne have det skidt. Det var ikke noget der krævede specielt meget fra min side, men pædagogerne roste mig meget efterfølgende.
Det er lidt mærkeligt at blive rost for den slags. Jeg synes måske, at det burde falde under kategorien helt almindelig medmenneskelighed, men det er en af de ting der er ved at bo et sted som her, man bliver rost herfra og så til juleaften (billedligt talt), og det er en af grundende til, at jeg med tiden vil væk herfra. Når man har det rigtig svært, så er ros godt, for det styrker en selvtillid, selvværd og modstandskraft, men når man begynder på at have det udmærket, ja så føles det egentlig lidt fjollet. Ikke at jeg ikke længere kan lide ros, bare ikke hele tiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar