Inklusion?

Stiller jeg for høje krav til mig selv? Det får jeg i hvert fald altid at vide, men jeg er selv i tvivl, men hvad handler det at stille høje krav til sig selv om? Jeg blev diagnostiseret meget sent, så hele min skolegang har jeg skulle omgås og konkurrere med de normale. Jeg gik endda på privatskole, så standarden var sat meget højt. Jeg tror umiddelbart, at jeg er det som politikerne håber på med deres inklusion af, bortset fra, at vi ikke vidste det dengang.

Jeg havde det ikke godt i skolen. Jeg kan ikke komme med historier der ligner dem der er oppe i medierne for tiden. Jeg var udenfor, både når det galt lærere og elever. De forstod ikke mig og jeg forstod ikke dem, og det gav en masse unødige konflikter. Jeg var meget bevidst om min anderledeshed, og det plagede mig. I nogle perioder dyrkede jeg det anderledes af princip, for hvis jeg ikke kunne være normal, så kunne det også bare være det samme, basta, men det var i virkeligheden noget der nagede mig. Jeg kunne se, hvad jeg burde kunne overkomme, men jeg kunne ikke, så jeg voksede op med en bevidsthed om, at jeg var doven, det værste af alle skældsord.

Mit største ønske var at være dygtig i skolen, og jeg havde potentialet, men min ADD pinte og plagede mig hver gang jeg satte mig ned med lektierne. Jeg begyndte at pine og plage min krop for at underkaste den disciplin. Jeg sultede mig, skar mig og slog mig selv for bare lige at lave én opgave til, bare lige læse én side til eller for at prøve at høre efter hvad læreren sagde uden at ligne at jeg brændende ønskede at være et helt andet sted.

Det at være normal var dog ikke bare at lave sine lektier, det omfattede alle sider af livet, hvor rent der var på ens værelse, hvor tit man vaskede hår, hvor mange venner man havde og så videre, men der var ingen der fortalte mig præsis hvad der var vigtigt og hvad der ikke var, så lige så stille opbyggede jeg et helt galleri af regler for normal opførelse, som jeg forgæves prøvede at følge.

Da jeg så blev rigtig syg begyndte alt i mit liv at sejle, og bare det at gå ud med skraldet var en opgave jeg nogle gange ikke kunne klare. Jeg var meget bevidst om, at tingene ikke var normale, og jeg kæmpede en daglig kamp for at komme op på en nogenlunde på facaden lignende normalitet. Det var på dette tidspunkt, at jeg af en pædagog på et aktiveringssted for autister fik at vide, at hun aldrig havde oplevet en der stillede så mange krav til sig selv. Jeg tog det lidt som en ros, for i modsætning til nogle stykker jeg i tidens løb har mødt, så prøvede jeg i det mindste.

Hver dag prøvede jeg at opføre mig bare en lille smule mere normalt, for daglige gøremål er dejlig konkrete, så det var noget jeg kunne måle mine fremskridt på. For nyligt holdt de daglige gøremål op med at være en kamp, og jeg kunne begynde at bruge min energi på andre ting, så det var måske ikke længere så livsnødvendigt, at jeg fik redt min seng med sengetæppe og pyntepuder hver eneste dag. Mit nye liv foregår indeni og udenfor mig, så facaden er måske ikke længere så nødvendig, men den er lidt blevet en vane.

Jeg ved ikke om dette indlæg er for eller imod inklusion. Jeg var ikke lykkelig hvor jeg var, men jeg er ikke sikker på at jeg havde været mere lykkelig andre steder. Inklusionen gjorde mig syg, fordi jeg og mine omgivelser ikke var bevidste om mine begrænsninger, men jeg har til gengæld fået nogle redskaber der hjalp mig til at kæmpe mig op til overfladen igen. Det var ikke noget køn kamp, men det er kampen mod sygdom (psykisk såvel som fysisk) aldrig.