Om min seje søster

I fredags blev min søster kandidat, så min far og jeg dukkede op med blomster og champagne.

Da jeg i sin tid blev student havde jeg det ikke godt, og jeg kunne slet ikke overskue at blive fejret, så jeg bad min familie om at lade være, men da det kom til stykket , var det en beslutning der gjorde ondt, og som jeg tit tænker tilbage på. Jeg siger måske engang imellem at jeg er bitter, men det er måske lige stærkt nok. Det har dog lært mig at værdsætte værdien af en simpel gestus, som at komme med blomster ved særlige lejligheder, så jeg havde købt den største buket jeg kunne komme til.

Jeg holder meget af min søster, men jeg ved ikke altid hvordan jeg skal vise det, men bare det at jeg er rask nok til at være der for hende, viste sig at være den bedste gave jeg kunne give hende, bedre end selv den største buket blomster. Mens jeg var syg ville jeg stadig være dukket op, men jeg ville have siddet i et hjørne og udstrålet, at det var en pine for mig at være der. Det ville have sat en dæmper på hele selskabet, for det ville gøre ondt på min søster, og det ville hendes veninder have vidst. I fredags kunne jeg sidde og oprigtigt smile og tale med veninderne som et helt almindeligt menneske, og jeg var glad fordi jeg kunne gøre min søster glad.

Jeg ved ikke hvordan det har virket udefra, men jeg var selv temmelig bevidst om, at jeg ikke helt fungerer som de andre. Det drejede sig om småting, men alligevel. Når normale mennesker tænker og taler, så opererer de i helheder, hvilket er noget jeg ikke helt kan forklare, fordi jeg ikke helt forstår det. Det er at snakke om et emne lidt lige som det ville stå i en bog. Når jeg som autist tænker, er det meget konkret, det vil sige, at jeg tit taler i anekdoter. At min søster bliver kandidat minder mig fx om da jeg blev student og om da jeg i sommers bestod hebraisk, så det er de historier jeg kan finde ud af at tale om, men det er også noget jeg skal passe på med, for det giver et indtryk af, at jeg bare ønsker at snakke om mig selv, hvilket ikke helt er tilfældet.

Jeg tror at jeg trods alle mine skævheder klarede mig fint, og min lillesøster havde klaret sig godt og var glad, hendes veninder var søde og min far var stolt, så det blev en rigtig god dag.