Jeg var i København i går, på en tur som jeg havde glædet mig rigtig meget til. Problemet med at rejse er, at jeg derved var nødt til at tage transportmidler som jeg ikke er vandt til, hvilket stresser mig lidt. Transport er et emne jeg ofte harcelerer meget over, og det er sandt, at det tit er et stresmoment, men i virkeligheden kan jeg ofte godt overkomme det, især når jeg skal besøge folk jeg holder af.
Turen til København gik gnidningsløst, men hjem var en lidt anden historie. Jeg tog en bus til Nørreport hvor jeg havde et tog der kørte direkte til Odense. Jeg var lidt sent på den, så mit hjerte begyndte at hamre. Først gik jeg ned af den forkerte trappe, ned til s togene, så jeg måtte løbe spidsrod mellem et mylder af mennesker for at nå ned til den næste trappe, som heldigvis viste sig at være den rigtige. Jeg fik trukket min billet i automaten, selvom mine fingre rystede pga adrenalinen der jog rundt i kroppen på mig.
Jeg gik ned på perronen, men hvor der andre steder er placeret en stor skærm over togafgange, så var der her intet, og så gik jeg totalt i jydepanik. Jeg for op af trappen, for at se om der var noget der, men nej. Jeg spurgte et ægtepar, som dog viste sig at være svenskere. Jeg spurgte en kvinde som virkede ret irriteret over min uvidenhed. Hun sagde, at så måtte jeg jo bare tage toget til hovedbanen og skifte, hvilket jo egentlig var et ganske fornuftigt svar.
Jeg følte mig så flov over min jydeuvidenhed, at jeg diskret luskede langt ned af perronen fat, at hun ikke skulle kunne se mig, og voila, der var der pludselig en skærm, hvor min afgang stod listet noget så fint, og hvis jeg bare havde holdt hovedet koldt, så ville der ingen problemer have været.
Mit tog kom, og jeg satte mig ind på¨min plads, og da mit hjerte begyndte at finde sin normale rytme, så kunne jeg egentlig godt se det komiske i hele situationen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar