Jeg har bostøtte hver dag, jeg går til psykolog hver anden uge, og jeg skriver herinde to gange om ugen, men på det sidste er det gået hen og er blevet et problem hvad jeg skal snakke om. Igennem de sidste mange år, er jeg konstant rykket fra den ene krise til den næste, der var altid et eller andet jeg kunne græde eller skælde ud over. Verden var imod mig, og jeg havde brug for hjælp til at færdes i den. Jeg havde brug for hele tiden at snakke om tingene, for ellers føltes det som om jeg var en ballon der blev pustet mere og mere op, og jeg var bange for at jeg en dag ville springe med et ordentligt brag.
Til at starte med kunne jeg dog ikke finde ud af at snakke om tingene, for jeg kendte ikke de rigtige ord ord formuleringer. Jeg havde brug for, at der sad en sygeplejerske og sagde til mig, at du er vist vred/ked af det/skuffet/angst lige nu, og med tiden kunne jeg så selv begynde at benytte disse betegnelser, men disse betegnelser nytter ikke rigtig længere, og det gør mig forvirret og en lille smule trodsig. Jeg kan ikke forholde mig til, at jeg ikke kan finde ud af at sige hvordan jeg har det, så jeg beslutter for mig selv, at så er det fordi jeg nok ikke føler noget. Jeg devaluerer de gode følelser
Megen af min verdensopfattelse stammer fra litteraturen, og jeg kan bedst lide bøger der ikke er for rosenrøde. Jeg ved ikke hvor grænsen går mellem smag og erfaringer, for måske er det fordi kriser virker så genkendelige på mig, at jeg godt kan lide det når jeg møder dem i bøgerne. Bøger om gode følelser har jeg det med at finde kedelige, ligefrem kvalmende, og jeg har ikke lyst til at være en kedelig person, så jeg er mistroisk over for at bruge de gode betegnelser jeg finder i bøgerne om mig selv.
For at tage et eksempel, så er jeg nølende med at bruge ordet 'forelsket' i mit forhold til mit forhold til min kæreste, ikke fordi jeg ikke holder enormt meget af ham, men fordi bøger om forelskelse generelt er helt vildt forfærdelige, men hvis jeg ikke kan bruge ordet forelsket, hvad kan jeg så sige? Jeg kender ikke noget alternativ, så jeg lader generelt bare være med at sige noget, hvilket en dag førte til, at en af mine kontaktpersoner forsigtigt spurgte om jeg overhovedet havde lyst til at være sammen med ham. Selvfølgelig har jeg lyst til at være sammen med ham, jeg er helt vild med ham, jeg er bare ikke vild med de ord jeg skulle være nødt til at bruge for at forklare det, så normalt siger jeg ikke noget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar